Jen dag fæk then qwinnæ i howæ
och sawdæ sa til then frwæ:
»Wedhe I nogher i wærdhen til
som I trøstæ edher hielpæ wil
ther I matte breff til skriwæ,
som edher sorigh matte fordriwe?«
Then frwe swarede hinnæ medh skiel:
»Jech seyer thik thet for sannen vel
ath jech wed jnghen i werden til
aff thenne nød mæg hielpæ wil,
vden aljenistæ jen mand;
han ær kongæ i Bemen land.
Aff hanum fæk jech wel lisæ
haffde jech bodh til hanum ath wisæ.«
Then hostrw swaredæ hinnæ tha:
»Myn kieræ frwæ, I giøræ saa,
snarlig jet breff ath giøræ.
Til hanum wil jech thet føræ
och faa eder antswar igien,
saaframt som jech komer lewindis hiem.«
Then frwe tenktæ tha medh sæg
och skreff jeth breff hiemmeligh
och kierde sægh for then edlæ mand
som konning war i Bemen landh.
Ther brewet war skrewet til ændhæ,
hwn fæk then hostrw thet i hændhe.
Hwn bad hinnæ for then wollæ Gwd:
205r| »Jech wedh nw jnghen i werdhen wæræ
myn sorig for ath thie.
Thet giøris mæg i myt hierte wee
medhen han giorde mæg swegh
ther jech wnte wel hiertelig.
Jech wil nw seye thet for sande
ath jech skal tage mægh anneth til hande:
wor frwe tiener dagelig ath wæræ
allæ then stwnd jech lewer hæræ.
Til hinnæ standher allæ myn tro,
hwn skal myn sorigh god ændæ faa
anthen hissedh eller heræ.
Jech wil mæg ey for andræ kieræ.«
Then hostrw willæ hinnæ ey swigæ,
hwn tiente hinnæ dageligh
medh all then æræ hwn kwnnæ;
hwn willæ thet lade jngenlwnde.
Wi willæ nw ladæ thet sa standhe
och tage noghet anneth til hande.
