Willæ I nw effter høræ
hwadh konngen aff Bemmen han mon giøræ?
Effther thet breff han føræ saa,
tha tog han til ath tenkæ aa
pa then æræ dronningen hanum giorde,
som I føræ i bogen hørde,
och tenkte hiemmeligh medh sægh:
»Then dronning war myghet dygdeligh
205v| och myghet æræ hwn meg giordhe
tha myn fadher mæg til Polen førde.
Jech wil ther efftherledhe,
och skal jech hawe sendhen ath wedhe:
Ær hwn vskyldugh i then sagh,
tha wil jech hawæ for hinnæ vmagh,
kan jech i sannen befynnæ
ath hwn ær jen drawelsqwinnæ,
tha wil jech ey lengher bidhæ,
en strax effther hiem ath ridhæ.«
Tha thette war tenkt hiemmelig,
han kalled tha ridder och swænne til seg
och lod them tha forstandæ
thet han willæ aff landæ.
Han befaled jen drost i hand:
»Thu skalt wocte myne land,
och them ath weriæ for allæ mend
sa lengy jech kommer effther igien.«
Ther thessæ talæ war endh,
tha wdwoldhæ han 12 aff sinæ mendh
vd aff the fromestæ ther han haffdæ.
Han taled til them och sawde:
»Jech lader nw edher forstande
ath I skullæ fyllige mægh aff lande,
och giørær nw som jech edher beder:
I ladher edher skieræ mwnkekledher,
jech seyer edher nw sath.
206r| Jech wil mægh hollæ for jen legath.
I skullæ och for jnghen obenbaræ
effter hwad erindæ jech wil faræ.«
The soor och lowet hanum saa
ath the skulde wæræ hanum hold och tro
och fyllige hanum i løst oc nød
saa lengy som the willæ edhe hans brød.
Tha mwnkecledher war allæ giord,
hans 12 dyscipul theri foor.
Sin egne kleder lod han oc saa giøræ
som jen cardenalæ bwrdhe ath føræ.
Sidhen vdwolde han harnske thet bæstæ
och thertil 12 abildgraa hestæ,
som hans 12 mwnke skullæ ridæ appa.
Hans egne hest war och graa.
Thieris harnskæ lodh han fæstelig giøræ
glawind och skiold som thertil hørde.
Jen woghen lodh han och beslaa
som han skullæ føræ thet harnskæ appa.
Therforæ giek och 6 hæstæ,
the waræ alt aff the bæstæ.
Ther alt hans takel redhæ waræ,
tha mon then herræ aff landhet faræ.
Han strax aff Bemen redh
jndh til Polæn then giennistæ ledh.
Hanum fulde hans 12 mwnke,
thieris kledher war jckj myghet strwncke.
Tha legaten thet fæstæ saa
206v| som kongen af Polen bodhe appa,
thydh haffdhe han akt ath faræ
medh sin 12 mwncke i skaræ.
Then samme affthen kam han thæræ,
koningen hanum vndfæk medh æræ
och sporde hanum brath
om han war pawens legath.
Legathen swaredhe hanum tha:
»Sannelig, herræ, thet ær saa.
Thet ær nw saa tilkommen
ath hiedening wil jndh til Rom
och wil os stadhen affwinde.
Thy kam jech hidh ath thette sinnæ
medh nade och afflad jeg hawer til rede
om I, herræ, wil thertil stedhe
medh fred i edher lande ath faræ
saa at jnghen man skal mæg daræ.«
Konningen swarede hanum wel
til hans ord medh fuldgot skiel:
»Sanneligh, thet skal wæræ saa;
ath I skal weræ ther wissæ appa.
Jech skal thet sa bewaræ
ath jnghen man skal edher doræ,
och jnghen vfredh ath komme til hande
meden I farær i myne lande.«
Ther thy herrær haffde taledh saa,
tha willæ the til bordhet gaa.
The taledhe mant och giorde them gamen
207r| then affthen ther the sadhe samen.
Then samme affthen ter the sadh ower bord,
legathen taledh tha nogher ordh:
»Herræ, wy hawer thet spord sannelig
I hawer fordrewedh edher droning rig
for løwen som hinnæ ær sawd appa.
Sanneligh jech tror ther jnthet aa
ath hwn skal skylduge wæræ
heller hawe noger wæræ.
Wy hawe thet hørd mange sinnæ
ath hwn war jen edelæ qwinnæ.
Thy tøkte mægh radelikt wæræ
I lodh hinnæ effther komme hæræ
och tage hinnæ igien til nadhæ,
heller thet stander edher seel til wode.«
Koninghen worte i howen bradh,
for han haffde til hindhe awinde oc had
och swaredæ tha then edlæ mand:
»Jech seyer edher, herræ, thet for sand
ath hwn bedreff stor wæræ.
Thet kan jech aldrigh fulleligh kieræ.
Thy wil jech hinnæ aldrig hawe,
føræ skal jech jenne lewæ allæ dawe.«
Tha legaten thet forstodh
ath han sa swaredh, then herræ god,
tha lodh han thet at samme sinnæ wæræ
til ath han kam affther thæræ.
Annen morigen thet war dagh,
207v| tha lodh han konninghen thet forstaa
ath han wilde strax ridhe
och ey tha lengher bidhæ.
Konningen bad ham wel faræ,
Gud hans liiff och æræ bewaræ,
och halp hanum til sin hæst.
Han redh sidhen som han kunne mest.
Tha wistæ han wel hwaræ dronningen war;
som han hørde aff hinnde ther brewet bar.
Tha legathen han kam thæræ,
i then stad som hwn mon wæræ,
tha gik han i kirken jndh.
Hanum fulde effter bodhe mand och qwindhe
och acte them afflad aff hanum ath faa;
the westæ jckj anneth æn thet war saa.
Han badh sin præst hollæ mæssæ ther.
Hans 12 mwnke the thintæ ther næær,
them badh han allætidh stande i koor;
the kwnne somme jckj læsæ jeth ordh.
Fuldsieldhen hiolt han sielff mæssæ,
thy han kunne jckj myghet læsæ.
Tha messen war vdhe och folken foor hiem,
han bleff tha effter i kirken igien.
Och worte han tha war i same tid
hwar dronningen laa medh sorigh och qwid.
Han giek til skammelen hwn i laa:
»Edlæ qwinnæ, hwy sørige I saa?
Ladher mæg thet forstandhæ,
tha seyer jech edher for sande
208r| ath kan jech edher radhe bod;
jech wil thet giøræ medh williæ god.«
Dronningen swarede hanum tha:
»Edlæ man, hwi spøræ I saa?
Jech wedh jckj hwo I æræ.
Jech tørff mægh jckj for eder kieræ.«
Tha swarede han hinnæ brath:
»Jech ær pawens legat.
Wil I edher skrefftemaal giøræ,
tha wil jec edher gierne høræ.
Om I wil thet sannelig seye
och jnghen syndhe for mæg ath tye,
tha lower jech edher for sandh
jech skal edher frælsæ aff dieffwelsens bond.«
Hwn feldh aa knæ for hanum tha
och sawdhe sinæ synder, hwn giorde saa.
»Kieræ syster, jech spør eder hæræ
for hwadh sag I edher saa kieræ.
Jec kan thet fuldwæl mærke
ath I hawer jen sorig i eder hierte
ther I wil ey obenbaræ.
Thet skal dog thet samme weræ.
Ladher mægh æn nw forstande
hwad sorigh edher ær komen til hande.
Thy ath jech wedh thet sanneligh
ath the syndher som I sawde for mæg,
for them gredher I jckj sa saræ,
thet kan jech merke obenbaræ.«
208v| Tha swarede hanum then edlæ qwinnæ,
swk och sorigh haffde hwn i sinde:
»Jech wil edher for sannen seye
och jnghen myn sorigh for edher at thie:
I hawe wel bode hørd och spord
thet konningen hawer for snimen giord:
Han hawer drewet sin dronningh fra segh.
Herræ, I skulle vedhe ath thet ær mægh.
Thy bedher jech eder i thette sinnæ
ath I trøster mægh wel fatige qwinnæ.«
Ther han thet aff hinnæ hørde,
tha maa I høræ hwad han giorde.
Han swarede hinnæ snarligh:
»Kieræ frwe, forgiwer mægh,
om jech taled eder noghet imod.
Jech wil ther gierne rade paa bood.«
Han ydmyged segh for hinnæ
och lod som han hinnæ ey kiennæ.
»Edlæ herræ, hwi talæ I saa?
For mægh I eder ey ydmyge maa,
thy jech ær jen fattuge qwinnæ,
som I maa nw i sannen befynne.«
»Kieræ frwe, maa jech edher spøræ,
i skrefftemal wil jech thet høræ,
giøre’dh for edher fattuge seel
och seyer mægh thet for sannindhe wel
och for then Gud I tror appa,
om I sannelig giorde saa,
thet I forbrød edher i then sagh
209r| som the seye paa edher bagh?
Jech hawer makt ath giøræ och lade
ath frelse edher fra dieffwelsens wode.«
Tha swarede hanum then sorigfuld frwe:
»Løwen kan mægh jnthet dwe:
Then wolduge Gud som mæg hawer skapt,
lade mægh nw bliwe fortapt
om jech then gierningh giorde,
som Skares for myn herræ førde.«
Legaten swaredæ then frwe god
ther han sandhet aff hinnæ forstod:
»Myn kieræ frwe, Gud frelsæ edher wel,
for edher ær giord then storæ wskiel.
Jech lower edher thet hæræ:
Edher capelan wil jech gierne wæræ
for edher ath bede myn mæssæ,
och i myn tider jech dagelig læssæ,
myne bønner til Gud ath sende
ath edher sorigh skal faa godh ende.«
Han hielsede hinnæ tha medh skiel,
hwn swaredhæ then herræ: »Farer wel!«
