Tha ther effther jen stakedh tidh
then dronning fæk æn mieræ qwid,
sannelig jech wil seye saa:
Hinnes herræ dødhæ hinnæ fra.
Hwn lodh tha sammelkallæ
ridder och swenne allæ,
lodh begrawe then edlæ mand,
thet wil jech eder seye for sand,
medh all then werdughet hwn kwnne finnæ,
thet giorde hwn, then edlæ qwinnæ.
Hwn sørighet soræ, then frwe,
och haffde sin herræ jdeligh i howe.
Hinnes gode mend lodh hinnæ sidhen forstaa
hwn skullæ segh effther jen annen herræ faa,
ther hinnæs lige matte weræ
och hinnes lande kwnne forsware.
Hwn swarede tha the edlæ mend:
»Jech seyer, I herrær, thet for sand
ath jech aldrig mieræ gyfftes wil;
215v| jech seyer edher ney thertil.«
Hinnæs godhe men mon hinne effther sware:
»Frwe, thet maa alt thet samme væræ,
thy ath herrær hawer nw myghet til sedh
ath giøræ hwærannen stoor vfredh;
thy maa wi alt jen konningh hawe
om wi skullæ hawe fredh i woræ dawe.«
Tha dronningen thet forstod
ath the willæ ey annet the herrær godh
æn hwn skullæ sæg jen herræ faa,
tha swarede hwn effter och sawde saa:
»Kunne I wisæ mæg then mand
ther for myne lande radhe kand
och eder kan for herræ weræ,
jech wil hanum hawe medh æræ.«
The neffnde then herræ aff Bemen land,
och mynte hinnæ skulde behawe then mand.
Ther swaredh hwn them snarligh til:
»Jech hanum aldrigh hawe wil,
førræ skal jech mæg i kloster giwe
och allæ myn dawe ther ath bliwe.«
Tha lodh the thet alt effter then frwe staa:
The willæ jeth how giøræ saa,
och naar the herrær kam samen theræ
i then stadh som thet skullæ weræ,
hwo myest mandom kunne ther bedriwe
hanum willæ the then frwe giwe.
Ther the herrær haffde taledh saa,
tha sawde hwn them allæ jaa,
ath thet skullæ bliwe saa och wæræ
216r| om hwn kwnne forsware’d medh æræ.
Sidhen lodh the sammel steffne
alle the herrær the kunne neffne,
ath the skulde komme til then stad
som the skulde wæræ i hierthet glad.
Tha the finge thet hoff ath wedhe,
the herrær giordhe them snarlig redhe
och tenkte joo hwær medh sægh:
»Herræ Gud, kunde thet hændæ mæg
ath jech matte then frwe faa,
jech wil mæg gledhe och giøræ saa.«
The haffde allæ bodhe hørd och spord
then storæ wræt, som hinnæ war giord.
The haffde hinnæ allæ i hierthet kiere
for hwn thet owerkam medh æræ.
Allæ kam the herrær stærke,
for the willæ øwe thieris hoffwerke;
the kam medh kostelig foræ,
medh thieris forgylte sporæ.
Tha kam then herræ aff Bemmen,
han war høwsk och myghet beqwem
och kam saa sterk och kosteligh
ath allæ matte for hanum wige.
Han kam halwe kosteliger thæræ
æn nogher the herrær ther kommen varæ.
Tha gode mend kam tilsammel,
the haffde bode glede oc gammel.
Dronningen kam tha farinde thæræ
medh mange frwer och møør i skaræ.
216v| Then samme dagh hwn til kirky gaar,
konningen aff Bemmen møtte hinnæ ther
och hielsedh tha then edlæ qwinnæ
som han kunne best, medh twkt och sinnæ.
Dronningen war tha wred vid hanum,
hwn willæ tha nepeligh swaræ thæn edlæ mand.
Dog lod hwn hanum forstande
thet swar han hinnæ sendhe
then tidh hwn skreff hanum til i nød;
then herræ worte bodhe bleg och rød.
Han giorde segh wred wedh hinnæ igien
giek fra hinnæ och war ey sien.
Henne gode mend hooss hinne stood,
the worte tha allæ i howen mood
och laste thet ath hinnæ
ath hwn hanum fortørned i samme sinnæ.
Then annen dagh skullæ howet och stande.
Hwad togh the herrær tha til hande?
The ginge i silky och samette tha.
Ther acte segh hwer then frwe ath faa.
The dysteredh mannelige,
sawel then fattig som then rige.
Then dag hwn oc til kirky gaar,
hinnes frwer och møør fulde hinne næær.
Tha saa hwn effter then herræ godh
som hwn haffdhe giord i howen moodh.
Hinnes gode mendh saffdhe til hinnæ tha:
»I ladher bodh effther hanum gaa
och bedher hanum til edher gaange.
217r| Tha skullæ I hanum bedræ vndfonge
æn I tilforne giorde,
som wi ther allæ hørde.«
Then herræ kam tha ganginde til hinde
och hielsede hinnæ tha anneth sinnæ:
»Myn kieræ frwe, maa jech edher bede
ath I forladhe edher wredhe.
Hawer jech broth i noger sinnæ,
jech wil thet bedræ, thet skullæ I fynne.«
Tha haffde han om sin arm thær
then serk hwn swøpte om thet saar
som han fæk for hinnæ
i thet samme sinnæ
ther han hinnæ frelsedh aff nød,
then tidh hwn skullæ hawe blewet død.
Strax hwn fæk then serk ath see,
tha worte hinnæ i hierthet wee,
och fortrødh tha obenbaræ
ath hwn fortornedh hanum saa saaræ.
»Ladher mæg, herræ, thet forstande:
Hwræ kam edher then serk til hande
som I pa edher arm mon føræ,
thet willæ jech gierne aff edher høræ.«
Tha swarede hinnæ then edlæ mand:
»Frwe, thet seyer jech edher for sand,
ath wand jech ey then særk medh æræ,
tha wil jech ther jen tyw for wæræ.«
Then frwe swarede hanum tha:
217v| »Edlæ herræ, hwi talæ I saa?
Jech sawde thet jckj for thy
ath I skulde fonge ther aff qwi.«
Tha kwnne hwn strax forstande
ath thet war hanum hinnæ frælsed aff vande.
Hwn feld aa knæ for hanum tha:
»Edlæ herræ, om jech thet bede maa
ath I wil mæg eder venskab giwe.
Jech wil edher tiene men jech maa lewe,
och aldrig annen herræ ath hawe.
Thet seyer jech eder for sannen sage.
Och jngen skal os athskyllyæ
om I, herræ, saa willæ
vden Gud allsomjenne
oc saa hans moder rene.«
Then herræ swarede hinnæ igien
vdhen falsk och vdhen mien:
»Jech seyer edher, frwe, i thette sinnæ
edher ath hawæ for allæ qwinnæ
och hawe edher i hierthet kier
for allæ the i werdhen ær.«
The toges i fawn i same stwnd
medh kierlighet aff hiertens grwnd.
Tha the herrær thet forfand
at hwn willæ hawe then edlæ mand,
the ginge til hobe medh glede och gammen
och bar thieris rad allæ tilsammen.
The worte tha saa ower jenne
218r| – hertoger, grewe, ridder och swenne –
ath hanum borde best then frwe at hawe
ther mwnde sit liiff for hinnæ wowe
tha hinnæs herræ willæ hinnæ brænne
ther Skares haffde beløwet hinnæ.
»Wi maa thet see obenbaræ
ath then herræ bæær jeth bloduge saar.
Thy bør hanum bæst i thette sinnæ
ath hawe then edlæ fyrstinnæ.«
Tha the herrær haffde owerlawd,
i allæ made, som nw ær sawd,
the gawe then herræ och frwe tilsamen
och drwke brøllop medh glede och gamen
strax i then samme stad
føræ the herrær skyldis ath.
Tha then høgtid forgongen war,
the herrær mon tha allæ hiem faræ.
Sidhen bleff then edlæ mand
konning ower Bemmen och Polen land.
The leffde thieris liiff vdhen mødhe
och foor til hemerigis ther the døde.
Nw hawer jech edher sawdh fra
hwræ the lode thieris leffnedh gaa.
