Snart efter tog de harnisk på,
og forgyldte sadler på deres heste.
Jeg tror de nu ville tage de bedste heste.
Fra huset og til bjerget
hvor den lille dværg boede,
var vejen syv mil lang,
en lille sti og meget smal.
De steg på fornemme heste
og mente at ingen kunne måle sig med dem.
De red gennem skove og grønne lunde
så ingen mand kunne følge dem.
De fandt også udmærket vejen
som Hildebrandt så præcist havde vist dem.
og regnede med at vinde umådelig hæder.
Havde de vidst hvad der ventede dem,
havde de ikke redet så hurtigt.
Da de var kommet så nær
at de tydeligt kunne se
den rosengård de havde hørt om,
og den silketråd der var sat omkring den,
var det på alle måder anlagt
sådan som Hildebrand havde sagt.
Og det var langt mere kostbart
end de havde hørt ham fortælle.
Med mange vidunderlige ting
var roserne ordnet rundt omkring,
med kostbare sten og det pureste guld
var det fyldt med mange mærkværdigheder,
så hvor meget de end havde ledt i verden,
havde de aldrig set noget sådant,
og det undrede heltene overmåde
at nogen herre kunne være så rig
at han kunne få skabt noget sådant
som de dér kunne se og høre.
Vidrik begyndte så at tale
til sin herre med megen smerte
og havde en klar formodning om
at det ville gå dem galt
hvis de gjorde skade på roserne,
at det ikke ville gøre dem meget godt,
og sagde til sin herre:
157r|»Herre, kan vi se den silketråd
de gyldne porte hænger i?
Jeg frygter for at vi kommer i knibe
hvis vi gør dværgen ondt.
Jeg tror det kommer os selv til skade.«
Kong Didrik svarede ham:
»Du kunne lige så godt blive hjemme
som ride ud efter heltebedrifter
når du er så bange af dig.
Jeg skal knuse de røde roser
om jeg så skal dø derved,
og hugge silketråden over,
hvordan det så end skal gå.«
Og straks red han ind i gården.
Roser og liljer blev ødelagt alle sammen.
De bandt deres heste ved en liljerod
og trådte roserne under fode.
Så lagde de sig ned for at hvile.
Der var en lille mil til bjerget
hvor kong Laurin befandt sig
og hans dronning med sine ærbare kvinder.
De brugte roser og liljer som strøelse til deres heste
og ventede ikke at der skulle komme nogen
og klage eller bebrejde dem for det,
og mente de nu havde vundet vældig hæder.
