Da det var endelig aftalt
at dværgen skulle kalde Didrik sin herre
og tjene ham alle sine dage
og dertil give ham rige gaver,
da faldt han værdigt på knæ.
Han bød dem alle ind i bjerget
og lovede dem på tro og ære
at det ikke var farligt for dem.
Det stolede de så på
og fulgte efter ham.
Da de kom ind i bjerget,
hilste han dem ærbødigt
og modtog dem venligt.
Men han var upålidelig,
havde ikke meget godt i sinde,
hvor pænt han end tog imod dem.
Han satte dem alle til bords;
kong Didrik kaldte han sin herre.
Han stod ud for ham og vartede op
og gav dem mad og drikke.
Bordet var af krystal,
og foden af elfenben.
De sad der og beundrede
den store rigdom de så.
166v|De havde aldrig set noget lignende
hvor i verden de end havde ledt.
De så også mange forbløffende ting
langs med væggen rundt omkring.
Hvad kan jeg mere fortælle om det?
Alle de ting de så derinde,
var gjort af det pureste guld
og besat med kostbare stene.
Den værdige fornemme jomfru
hun sad lukket inde i fadeburet.
Hendes bror, som jeg nævnte før,
ham bad dværgen gå ind til hende
og snakke med hende dér,
om noget der kunne glæde dem begge.
Mens ridderen var derinde,
hvad foretog de sig så i salen?
Han satte gyldne bægre for dem,
fyldt med en underfuld drik.
Da alle herrerne havde drukket,
faldt de snart til jorden
og lå dér som om de var døde;
det var hans hensigt at gøre dem mere skade.
Han lukkede listigt døren
til dér hvor jomfruen var med sin bror,
og satte en stålstang for den
som både var lang og tyk.
Sådan gjorde han alting grundigt.
167r|Han bandt dem sammen to og to
med store, stærke jernbånd.
Han bandt dem både på hænder og fødder
og sagde så til sig selv:
»I skulle ikke gøre mig ondt
og ikke træde roserne ned!
Jeg skal vise jer noget andet
før vi skilles ad!
I skal få en anden kamp!«
Derpå tog han sit gyldne horn
og gik ud af bjerget.
Han blæste højt over hele sit land,
og snart kom de alle til hjælp:
hertuger, grever, riddere og svende,
alle de der skulle tjene ham.
De kom straks til herren
og spurgte ham med det samme
hvad der var tilstødt ham.
Han svarede dem uden tøven:
»Den rosengård som I ved jeg havde,
og altid hægede om
og smykkede med den største pragt,
det var min plan den skulle være i fred,
indtil de folk fra Bern kom farende her
og hærgede både liljer og roser
og lod mig lide sådan en tort
som I nu alle har hørt.
De kæmpede også med mig,
167v|men vi blev dog forsonet sådan
at de fulgte med mig ind i bjerget
og troede at de skulle hente store gaver.
Men jeg tror nok det gik dem anderledes:
Jeg gav dem en sovedrik
så de faldt til jorden
og alle ligger der som døde.
Hvad I råder mig til,
det vil jeg følge helt og aldeles.«
De svarede straks deres herre
at de ville følge ham trofast,
både gå og stå med ham,
hvad han end ville foretage sig:
»I skal alle blive hos mig,
jeg agter at volde dem sorg og smerte,
og jeg vil pine dem så slemt,
det skal I tydeligt få at se,
at jeg skal drive dem i døden
fordi de har knust mine røde roser.
Jeg skal volde dem sådan en smerte
at det skal rygtes i hele verden.«
Dværgene svarede ham så alle:
»Herre, det kan I med god grund gøre
for den uret de har gjort jer,
som vi nu alle har hørt.«
Mens han vekslede disse ord,
168r|hvad gjorde de så i bjerget?
Jomfruen kunne godt forstå
hvad dværgen var i færd med:
»Hører I det, min kære bror?
I skal ikke længere sidde her,
men straks springe op
og gå ind til jeres fæller.
Jeg siger jer ærligt og oprigtigt:
Hvis han på nogen måde kan,
vil han gøre dem meget ondt
og pine dem til døde.«
Ridderen begyndte at lave larm
og sønderbrød stålstangen
der sad for døren til rummet.
Før kunne han ikke komme ind.
Så sagde han til sin søster:
»Er der intet man kan gøre?
Her er så mørkt, jeg kan ikke se;
det smerter mig i hjertet.«
Hun gav ham så en guldring:
»Når I vender denne sten,
kan I tydeligt se
hvordan det står til derinde.«
Da han kom ind i stuen,
kunne han med det samme se
hvordan de alle lå bundet sammen.
Det gjorde ham ikke glad til mode,
168v|og han frygtede de var døde.
Han blev så meget bekymret
og kaldte på sin søster.
Hun kom straks ud til ham.
Jomfruen vidste klar besked,
hurtigt sørgede hun snedigt for
at de igen kom til live
efter det lumske bedrageri
som dværgen havde gjort imod dem,
som I før har hørt.
Hvad tog så ridderen fat på?
Han brød de jernbånd i stykker
som dværgen havde lagt dem i.
Han talte til dem og sagde:
»Al den fortræd vi kan gøre ham,
det skal den dværg få at se og høre.«
Snart efter besluttede de
at alle de fineste skatte
som de kunne finde derinde,
dem ville de have med det samme,
dertil guld og ædle stene;
de ville intet efterlade.
