12. Ciconia ∙ Storken

Jeg holder meget af min hustru,
mere end noget i verden.
Jeg forbliver hende tro efter vores natur;
jeg har ikke respekt for nogen anden.
Jeg giver mine unger hugorm at æde,
hvor jeg end kan finde den.
Så længe min mage gør som jeg siger,
er jeg liderlig efter hende.
Når det så sker at hun ikke vil,
så griber jeg anderledes fat.
Jeg slår hende så med næb og vinge
så hun kan føle min vrede.
Jeg vil gerne være i menneskers nærhed,
og deres huse holder jeg af.
Frøer og mus er min føde,
at bo på et hus har jeg intet imod.

Fortolkning af det ovennævnte navn

57b|Storken eller ibis er en flodfugl, som renser sig selv med sit næb. Når den føler sig tynget af meget føde, samler den havvand i næbbet og sprøjter det ind i indvoldene gennem endetarmen for at blødgøre den sammenpressede føde og massere indvoldene, hvorefter den sender det tilbage og lukker det ud. Denne fugl spiser også slangeæg og bringer dem til sine unger som en velkommen spise, som Isidor siger. Den æder slangernes unger, og holder af menneskeligt selskab, og derfor plejer den at bygge rede oven på menneskers huse. Så længe hunnen er i live, søger hannen ikke sammen med nogen anden med henblik på parring. Men hvad reden og forplantningen angår […] Ligeledes: Hvis hannen ved et eller andet tilfælde bliver opmærksom på en udenomsægteskabelig parring, vil hunnen ikke frivilligt bo sammen med ham, men hvis hun kan, gennemborer hun ham med næbbet og dræber ham, som Aristoteles siger. Den træder ikke på hunnen andre steder end i reden, og hannen og hunnen skiftes til at ligge på æg. Den holder af sine unger med forbløffende ømhed, og mister sine dun ved uafbrudt at lægge sig hen over dem.