previous next

23. Apes ∙ Bier

Vi hædrer og ærer vores konge
og har kun behov for en eneste bolig,
vores arbejde kommer os alle til nytte.
65b|Vi flyver sammen uden at slås,
vi er jomfruer uden besvær,
og får ikke afkom af ukyske lyster.
Vi samler den søde honning sammen,
vi lever i fryd og megen glæde.
Vores afkom driver os ud,
det bliver alvor for os og ingen spøg.
Vi bliver slået ihjel i honningkagen,
det er lønnen vi får for alt vores besvær.
Af en lille list bliver du ikke rig.
Ha! Pas bare på min brod.
Men når den er borte, er det en plage,
så må jeg bære vand for andre.

Apes (bier) kaldes sådan fordi de fødes uden fødder eller fordi de knytter sig til hinanden med fødderne. Ambrosius siger: De har vidunderlige og fornemme egenskaber, for de får afkom i fællesskab, 66a|de bor i én bolig og de holdes inde bag en enkelt indgang. Deres arbejde er fælles, deres føde er fælles, deres fremgangsmåde er fælles, deres varer er fælles, deres udbytte er fælles, og de flyver alle på én gang, hvorfor de ikke har meget kød som Gregorius siger. Formeringen er fælles for dem alle sammen, og de har fælles jomfruelig uberørthed og også fødsel, hvorfor de ikke blander sig ved parring, ikke slappes af kønslyst og ikke rystes af fødselssmerter. Og alligevel danner de en vældig sværm af børn. De vælger en konge, de ordner befolkningen, og selv om de er underlagt en konge, er de frie.