29. Pauo ∙ Påfugl

Jeg er virkelig smuk, og min dragt er det også,
så jeg er glad og synger også sådan.
Jeg elsker ikke mit afkom.
Når jeg får mine ben at se,
som er spedalske, gør det mig ondt,
og mit hjerte stor bekymring.

Du er hovmodig med næsen i sky,
med spidse træsko og nye sko.
Dit gadelam svarer dig sådan:
»Jeg vil være hos dig 70b|nat og dag,
og dyrke ukyskhed uden stop.
Jeg skåner ikke min krop.

Jeg vil elske dig som en ven,
og give dig både datter og søn.
Sådan kan vi finde nydelse.«
Påhanen lever sådan med sin høne,
hvad hun tydeligt får at mærke
to gange om dagen.

Påfuglen (pavo) har navn efter sin stemme. Dens kød er så hårdt at det dårligt kan gå i forrådnelse og ikke let kan tilberedes, som Isidor siger. Påfuglen lever ifølge Aristoteles i tyve år og bliver kønsmoden efter tre år. Derefter får dens vinger farve. Den ligger på sine æg i tredive dage og lidt mere, og det er en fugl der ikke tager sig af sit afkom. Hannen forfølger hunnen og leder efter hunnens æg 71a|for at ødelægge dem for på den måde at have mere tid til udskejelser. Af frygt for det gemmer hunnen dem omhyggeligt så hannen ikke så nemt kan finde dem. I beundring for sine smukke fjer løfter den halen som et hjul og anbringer den i en ring om hovedet; men når den ser sine grimme fødder, sænker den staks fjerene som om den ikke lægger vægt på deres skønhed. Den har en skrækkelig stemme. Den sluger sin afføring igen fordi den ikke under menneskene at have nytte af den; den har nemlig stor helbredende virkning, men den findes meget sjældent.