Kongen græmmede sig nu over
at Flores elskede hende så højt.
Han begyndte bestandig at tænke på
at han ville have hende til hustru.
»Det skal jeg hindre, om Gud vil.«
Han lod så dronningen kalde
og spurgte hende til råds
221r|om hvordan han skulle forhindre den fare:
»Vores søn han elsker den fattige pige
og vil leve og dø for hende.
Hvis I mener det er det rette,
vil vi få hende dræbt.
Det er bedre vi ordner det sådan
end at han får hende til hustru.
Han finder vel en der er hans lige,
tror I ikke, min elskede?«
Dronningen tænkte grundigt over
hvad hun kunne finde af svar
for at give ham det bedste råd,
som ikke skulle skade Blanseflors liv.
»Min kære herre, vi må se til
at vi beskytter og skærmer vort rige
så vor søn ikke mister al kærlighed
på grund af Blanseflor.
Derfor tror jeg det klogeste er
at skille ham fra hende
uden at skade hendes liv.
Det tror jeg jeg vil råde til.«
Kongen svarede hende så:
»Jeg har en søster ikke så langt herfra
dér vil jeg sende ham hen en tid,
til Sibylle af Mantorie,
og lade ham studere dér for en stund.
Jeg ved hun gerne vil se ham,
og også greven elsker ham højt,
221v|det ved jeg med sikkerhed.
Så snart de får at høre
af hvilken grund han er kommet dertil,
finder de sikkert en plan for at hindre
al deres kærlighed.
Hans lærer skal spille syg
så han ikke kan undervise ham.
Den fattige kvinde skal også skrive
til Blanseflor at hun ligger for døden
og bede hende komme straks
hvis hun vil finde hende i live.
Når hun får den besked,
griber sorgen hende.
Så skal man love ham
at hun inden en dag eller to er tilbage.«
Så snart alt det var i orden,
lod kongen sin søn kalde ind:
»Du skal rejse den dag i dag
til et sted hvor du kan lære mere.«
Flores svarede ham sådan:
»Jeg ved ikke hvorfor det skal til
at jeg skal skilles fra min lærer og fra Blanseflor,
som er min store kærlighed?
Jeg synes det er slemt at skilles fra dem,
men jeg vil gøre som I ønsker.«
Kongen bød sin søn farvel
og bad sine svende være rede.
»Snart vil jeg sende dig din pige,
222r|hvad enten moderen dør eller lever.«
Han gav dem tilstrækkelig mange penge
så de ikke havde behov for at låne.
Få dage efter fik de øje
på den prægtige borg Mantorie,
hvor grev Gerit boede,
og også Sibylle, hans ædle kvinde.
De tog yderst værdigt imod dem
både de fattige og de rige.
Men Flores syntes det var slemt
at han ikke så sin elskede.
Fruen førte ham til skolen,
hvor han så de smukke piger
for at han skulle falde for en af dem
og glemme Blanseflor.
Jo flere piger han ser,
des større bliver hans sorg
så han intet kunne lære dér
af nogen af dem der var omkring ham.
Hans tanker er hos Blanseflor,
og får ingen ro eller fred uden hende.
En halv måned gik det sådan,
hver dag længtes han efter hende.
Da den halve måned var gået,
og Blanseflor ikke kom,
blev det klart for Flores
at hans far havde ført ham bag lyset,
og han frygtede at hun var død.
222v|Han blev så plaget af sorg
at han hverken kunne spise eller drikke
for angst og sorg og bedrøvelse.
De svende der var med ham,
sendte bud til kongen:
»Send besked tilbage til ham,
ædle mænd, riddere og svende,
og lad det ske i en fart
såfremt I vil se ham i live.«
Da kongen modtog den besked,
gik han til dronningen og sagde:
»Forbandet være Blanseflor,
at min søn blev forelsket i hende.
Det kan kun skyldes djævelskab
at han elsker hende så højt.
Få hende straks kaldt hertil,
de skal brænde hende på bålet.
Når han ved at hun ikke lever,
glemmer han hende snart.«
Dronningen svarede med det samme:
»Nådige herre, nej, sådan gør vi det ikke.
Jeg skal sige jer nu
hvad der er bedre at gøre:
Der er rige købmænd her
som er kommet fra Babylon,
Dem skal vi sælge hende til
og i bytte for hende få
223r|guld og sølv og rige gaver,
som vi selv vil have.
De tager hende med så langt herfra
at vi aldrig hører fra hende igen.«
Han strittede længe imod
før han gik med til at gøre det.
Til sidst lod han kalde en købmand til sig,
en som han var fortrolig med,
og som kunne mange forskellige sprog.
Han satte pigen til salg
og ville tage mod betaling for hende,
men gjorde det ikke for pengenes skyld.
Han sejlede ud med et skib med hende
og fandt så en der ville købe hende,
en stenrig babylonisk købmand.
I den havn var der ingen som ham.
Tredive mark guld talte han op,
og tyve pæl blev udvalgt,
samtidig også tyve mark sølv,
tyve kapper med sobelskind
tyve vide kjortler af sadden
og tyve brede kapper af bliald,
et gyldent bæger, skabt af Valkas,
et bedre har ingen hørt om.
På bægeret var beskrevet
kampen der stod foran Trojaborg
og hvordan Gryda roede
over havet i en gribbeklo.
223v|Oven på karret var beskrevet
hvordan Pallas, Venus og
Juno
skændtes om et æble af guld
som de alle tre havde fået at se.
På knoppen var en karfunkelsten
der lyste som morgensolen.
Oven på knoppen en fugl af guld,
dens klør var fulde af ædle stene;
de lyste i grønne farver;
fuglen så levende ud hvis man så den.
Det bæger var lavet i Troja;
Æneas havde bragt det derfra
og gav det til kongen af Lombardiet.
Derefter var det længe dér,
og kejserne havde det en efter en
indtil en tyveknægt så sit snit,
han stjal det fra kejser Cæsar
og solgte det til en købmand, sådan mistede de det.
Det gav de for Blanseflor.
De ventede sig mere for hendes elskov,
og de vidste godt at der fandtes nogen
der ville give mere for hende.
En god vind blæste dem fra land
og de sejlede hjem med hende.
Den mægtige babyloniske konge
købte hende for syv gange mere
end hendes vægt i guld.
224r|Han har så store rigdomme det skal være.
Derpå fik han hende bragt hjem til sig selv
og fik hende bevogtet bag lås og slå.
Sælgeren drog så hjem igen,
og kom senere atter til kongen
og gav ham gods og guld
og bægret og andre rige gaver.
