Gud gav dem vind og gunstigt hav
så de ikke havde behov for at ro.
Alt hvad de gjorde i otte dage,
var at sejle for vind og vove.
Blandag hed en mægtig by,
dér nåede de lykkeligt frem.
Byen lå så højt i luften
at mænd og kvinder tydeligt så den
mange mile ude i havet
hvor skibet skulle sejle hen.
Det var netop hvad Flores ville,
at de kom så hurtigt dertil,
for derfra var der så langt at rejse
til Babylonien som fire dage.
Styrmanden bad nu Flores
230v|betale ham det han havde lovet.
Det fik han gjort med det samme:
Tyve mark lod han ham få,
fuldvægtige mark af guld og sølv,
præcis som han havde lovet ham.
Svendene gik op i byen
og spurgte hvor han kunne finde herberg.
De fandt så dér en fornem mand
som gerne ville huse ham.
Hans skib, der lå uden for gården,
var det hvorpå Blanseflor var kommet.
Man plejede at betale told
af alt det gods man skulle leve af,
og sværge ved Gud i Himmerig
at man ikke ville bedrage kongen.
Han skulle ikke gøre eller sige
noget som kunne skade kongen.
Da det var gjort, gik de til bords.
Flores sagde ikke et ord.
Han kom sådan til at tænke på Blanseflor
at han nær gik fra forstanden.
Så sagde værten til ham:
»Min gæst, jeg synes I er bedrøvet
over de penge min svend har taget i told,
af dig andre tyve for en.«
Da tænkte Flores ved sig selv:
»Den konge er ikke rimelig
når han forlanger sådan en skat
231r|uden nogen barmhjertighed.«
Værten talte og sagde:
»Det er ikke længe siden jeg så
en pige der meget lignede jer.
Blanseflor kaldte hun sig.«
Da han hørte det, blev han glad;
han bad dem hente en silkekappe
der var foret med zobelskind.
»Tag du den, min gode ven,
og sig mig hvornår den fornemme pige
som lignede mig, rejste væk.
Jeg har før hørt hende nævne,
men jeg kender hende ikke.«
»Hun blev ført til Babylonien
til et fornemt bygget tårn.
Jeg tror hun er derinde
med andre piger og høviske kvinder.«
De sov så der den nat,
om morgenen drog de straks derfra
til en anden lille by,
dér hvilede de og var glade.
Om natten mens han lå i byen,
hørte han hende også nævnt.
På tredjedagen kom han til
et sund der hedder Fær.
På den anden side, på bjerget Pelis,
var et prægtigt bygget hus.
Vandet var dybt og med sådan en strøm
at der ikke kunne bygges nogen bro.
231v|Ude i strømmen stod en sten,
hvori der var fæstnet et horn af ben.
Den der ville over dér,
skulle blæse i dét og være glad.
Han lod en af svendene blæse i det,
og straks kom en færge over til ham.
De sejlede over i en fart:
»Kan vi få husly hos dig i nat?«
Manden spurgte så Flores:
»Sig mig lige, hvem er du
som naturen har skabt så lig
den pige jeg sidst sejlede over her?
Hun klagede hele tiden over
at hun var skilt fra sin elskede.
Jeg tror, hvis jeg ikke tager meget fejl,
at I to må være søskende.«
Da Flores hørte det,
spurgte han færgemanden:
»Hvor rejste så den pige hen?«
»Hun rejste til Babylonien.
Kongen har købt hende til sig selv.
Han er umådelig rig på guld.«
De skyndte sig straks til herberget
og havde en god nat dér.
Han kaldte sin bedste mand til sig,
færgemanden, sin gode ven:
»Vis mig et herberg hos en mand
i Babylonien der kan handle,
og som for din skyld kan hjælpe mig
så ingen snyder mig.
Giv mig et tegn til ham
232r|så han kan stole på mig.«
Han gav ham både sølv og guld
indtil hans pung var ganske fuld.
»Gud Herren lønne dig, mægtige herre!
Jeg har aldrig fået så rige gaver
siden jeg kom hertil for at bo.
I skal tro mig på mine ord:
Når I får Babylonien i sigte,
skal I over et vældigt farvand,
over en bro og gennem en port,
over den står et mægtigt tårn.
Det første hus ved siden af,
der skal I finde husly.
Ejeren er en rig og agtværdig mand,
vi er begge købmænd, han og jeg.
Halvdelen af hvad han har dér, er mit,
og halvdelen af hvad jeg har her, er hans.
Her har du mit tegn, fortæl ham det.«
Så rakte han ham en fingerring af guld.
Han skyndte sig alt hvad han kunne, derfra
og fandt den mand han havde nævnt.
Da de kom gennem porten,
fik Flores netop øje på
den mand han havde hørt om.
Han havde fornemme klæder på
og sad og hvilede på en stol
med et klæde over sig for solen.
Dér gav enhver der kom som gæst,
fyrre penninge for hver hest,
232v|og man skulle give fire i told for sig selv
hvad enten man var fattig eller rig.
Så snart han så denne hædersmand,
hilste Flores tydeligt på ham.
Han rakte ham også ringen af guld:
»Du skal være mig tro af hjertet,
det ønskede den der sendte mig til dig.
Du skal værne mig mod bedrageri.«
Han modtog ringen fra hans hånd
og kendte den godt da han så den.
Så gav han ham også to andre ringe
at tage med hjem til sin hustru.
Han viste ham al mulig omsorg
både med mad og drikke
og lod ham nyde husly
og også udstyr til deres senge
og hvad de behøvede til deres heste,
alt af det bedste der fandtes.
