Portneren fik købt
mange store kurve
og fik dem fyldt med alskens blomster.
Den tredje dag skulle Flores komme.
Han fik sig en kjortel af silke, og den var rød,
242r|og tog den på som portneren sagde.
Han bad ham lægge sig op i kurven;
hans kjortel og blomsterne de var ens.
Han fik så sine svende kaldt ind:
»Bring disse blomster til pigerne!«
To svende kalder han hemmeligt ind:
»Bring denne kurv til den fornemme pige
som er den smukkeste af dem alle;
Blanseflor kalder de hende.
Jeg ved med sikkerhed
at hun vil takke mig for det.«
Svendene gjorde som han sagde,
og gik straks af sted med kurven.
Kurven var tung at bære.
De begyndte at klage sig
og forbandede den der havde fyldt den:
»Vi vil smide halvdelen ud
gennem det vindue her
nu hvor vi er så nær ved det.«
Den anden sagde nej til det:
»Det gør vi ikke, vi går videre.«
Og de gik videre, det gjorde de,
men fandt ikke frem til den rette.
De gav den så til en anden fornem pige.
Hun takkede dem hjerteligt,
og så gik svendene hjem.
Pigen stod så tilbage
og valgte nogle blomster ud.
242v|Da Flores fik det at se,
troede han han havde fundet sin elskede,
og han rejste sig op i kurven.
Pigen blev meget bange,
hun råbte op og bad om hjælp.
Flores blev ilde til mode
og lagde sig bedrøvet ned i kurven.
Han mente med sikkerhed
at dette var sket ved forræderi,
og gemte sig atter i blomsterne.
Pigerne kom alle sammen
og spurgte hvad der var sket,
og hvorfor hun råbte sådan.
Hun tænkte hele tiden på
hvad hun skulle give for svar.
Hun tænkte hele tiden:
»Dette er ikke sendt til mig.«
»Der lå en sommerfugl hernede.
Da jeg så den flyve op,
blev jeg frygtelig bange
og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.«
Pigerne morede sig over hende
og lo af hende alle sammen.
Så gik de tilbage til sig selv.
Pigen var tysk, hun kom fra Rhinen.
Blanseflor og hun, de to,
var enige om alt
og holdt så meget af hinanden
243r|som af deres eget liv.
De skulle begge tjene kongen,
det var deres opgave.
Deres værelser lå sådan
at de kunne gå ind til hinanden.
Klares kaldte kærligt:
»Blanseflor, kom ind til mig!
Den smukkeste blomst på jorden
kan du få at se herinde.«
Så svarede Blanseflor hende:
»Du kender ikke til kærlighed, Klares.
Du kan have lyst til blomster,
jeg skal gå sorgfuld omkring.
Jeg synes ikke blomster er muntre,
så det er for galt at du griner af mig.
Jeg har ganske klart forstået
at når dette år er gået,
vil kongen selv have mig.
Om Gud i Himmerige vil,
så skal jeg sørge for
at hverken han eller andre skal få mig
eftersom Flores svigtede mig,
han som jeg elskede så højt.
Jeg vil dræbe mig selv for hans skyld
før jeg vil tage en anden.«
Klares fandt det sørgeligt
at Blanseflor talte sådan:
»For Flores skyld vil jeg bede dig om
243v|at se den blomst der står inde hos mig.«
Da hun nævnte ham, blev Blanseflor glad
og gik med det samme ind til hende.
Da Flores nu tydeligt forstod
at Blanseflor var derinde,
sprang han op i en hast
og trak Blanseflor til sig.
I samme øjeblik kyssede de hinanden
i inderlig kærlighed.
De græd af glæde begge to
over Guds nåde imod dem.
Den ædle Klara sagde:
»Kender du den blomst jeg nævnte?
Jeg tænker du elsker den mere
end alverdens gods og guld.
Du har ingen ven
du vil bytte den blomst imod.«
»Klares, det er intet under.
Det er Flores, min elskede!«
Grædende bad de hende begge:
»Hold os skjult og giv os råd.
Det gælder vores liv
hvis kongen får det at vide.«
Klares sagde: »Jeg holder jer skjult,
det kan I være sikre på.
Jeg vil gøre for dig
som jeg ønsker at du ville gøre for mig.«
Flores og Blanseflor gik så sammen
244r|til et andet rum og var glade.
Det var betrukket indenfor
med bliald og baldekin.
Den glæde de havde sammen dér,
har jeg ikke tid til at tale om.
Da de havde været sammen en tid,
talte de længe og var glade.
Flores sagde: »Jeg har ofte
for din skyld været i fare.
Og Gud skal vide jeg ikke var glad
før end nu i denne by
siden jeg første gang forstod
at I var stjålet fra mig. «
»Sig mig nu, min elskede,
hvordan I er kommet hertil.
Eller har trolddom holdt mig for nar
så du kun er en der ligner Flores?«
Han fortæller hende i sande ord
hvad hun vil høre ham sige.
Og de klager deres nød til hinanden
om alt hvad der er sket dem.
Hvad skal jeg mere sige om det?
I en halv måned gik det sådan:
Hvad deres hjerter længes efter,
det går alt sammen som de ønsker.
Hvis det kunne gå som de ønskede,
skulle de aldrig længes væk.
