Klares lod dem ikke i stikken,
hun tjente dem på alle måder
244v|anstændigt og med troskab,
det gjorde hun agtværdigt.
Men deres lykke skifter nu
og ændrer sig aldeles.
Det der var dem begge til glæde,
går dem nu helt imod.
Der skete det en morgen
hvor de sammen lå og sov
så kærligt i hinandens arme,
at Klares den gode, fornemme pige,
bad Blanseflor klæde sig på:
»Vi skal nu begge til kongen,
for han skal klæde sig på.
Min kære søster, skynd dig.«
Hun svarede i søvne: »Jeg kommer straks,«
og bad hende gå i forvejen.
Klares gik så til kongen
og troede hun fulgte lige efter.
Blanseflor sov så sødelig
at hun ikke kunne vågne.
Da kongen så Klares komme alene,
sagde han til hende:
»Klares, hvor er Blanseflor,
min egen elskede?«
»Det kan jeg sige helt bestemt:
Hun har læst bønner hele natten
og bedt for jer begge
at Gud skulle vise jer den nåde
at I bliver forenet sådan
at I begge får glæde af det.
245r|Hun faldt ikke i søvn før solen stod op,
så jeg tænkte at det var synd
at vække hende så tidligt.«
»Er det sandt hvad du siger?«
»Ja,« svarede den ædle kvinde,
»I finder ikke større sandhed.«
Kongen holdt meget af hende
og lod sig nøje med den besked.
Næste morgen da det blev lyst,
gik Klares atter hen til det rum
hvor Blanseflor lå:
»Nu er det tid at stå op,
du skal ikke vente for længe,
stå op og kom med mig.«
Hun svarede: »Jeg er klar,
jeg når frem før dig.«
Blanseflor vendte sig om
og faldt med det samme atter i søvn.
De lå i hinandens arme
og kyssede begge kærligt hinanden.
Klares gik hurtigt hen til dem
da vand og håndklæde var parat,
og kaldte på hende for anden gang.
men hun fik intet svar
og tænkte da som hun stod dér,
at hun var gået i forvejen,
og skyndte sig alt hvad hun kunne,
hen til det rum hvor kongen lå.
Da kongen fik øje på Klares,
245v|sagde han med det samme:
»Hvor er Blanseflor, som jeg elsker,
siden hun ikke er kommet her?«
»Hun kommer lige med det samme,«
sagde den ædle pige.
Hun troede hun var gået i forvejen fra sit rum,
og vidste ikke andet end at det forholdt sig sådan.
Kongen tænkte da ved sig selv:
»Blanseflor, du bedrager mig.«
Han bad i hemmelighed en svend
kalde på Blanseflor.
Svenden gjorde som han sagde
og gik straks af sted,
men før han gik, bemærkede han ikke
at Klares stod inde hos kongen.
Han så da hvordan de lå
sammen i sengen så fredeligt.
Da han så dem ligge og sove,
troede han det var to piger,
for Flores havde ikke skæg,
han lignede den skønneste pige.
Da han så dem sove så sødt,
gik han med det samme derfra
hen til det rum hvor kongen lå:
»I hele mit liv har jeg aldrig set
dybere kærlighed end den
Klares har til Blanseflor.
De ligger og sover sødt,
så ømt i hinandens arme.
Jeg fandt det var synd at vække dem
246r|eller forskrække dem.«
Klares blev både bleg og rød;
nu frygtede hun for deres død.
Da kongen hørte ham tale sådan:
»Nu skal du straks gå herfra!
Hent mit sværd, jeg vil gå derhen.
Jeg skal finde ud af
hvem Blanseflor elsker sådan
mens Klares er her hos mig!«
Kongen og svenden gik så hen
hvor Flores og Blanseflor lå.
Han åbnede straks et vindue
så solen kunne skinne derind,
og han kunne skelne
hvem det var der lå derinde.
Han havde et draget sværd i hånden,
det var mange penge værd.
Nu er de virkelig i fare,
med mindre Gud i sin nåde
vil være mild og hjælpe dem.
Kongen så nøje efter
og genkendte Blanseflor der i sengen.
Den anden kunne han ikke kende.
Da tænkte han ved sig selv:
»Hvem kan denne pige være?«
For han så smukkere ud
end nogen pige han havde set
blandt de fyrre der var derinde.
»Vi må virkelig finde ud af
246v|hvem der sover med denne pige.
Er han en mand, så skal han dø.«
Han løftede klæderne op og så nu klart
at det var en mand der lå hos hende.
Kongen råbte og var så vred
– man kunne høre ham langt derfra –
og hævede sværdet over dem.
Svenden bad ham: »Ædle herre, vis dem nåde!
Dræb dem ikke så hastigt her
før I ved hvem han er.
Han kunne være hendes bror
når de nu ligger så kærligt sammen.«
Da tænkte han ved sig selv:
»Det er et godt råd du giver mig.
Jeg vil ikke dræbe dem straks
før der kommer en dommer.«
I dette øjeblik vågnede begge,
og der var intet at gøre
da de så kongen stå
med draget sværd i hånden.
»Hvorfor gør du mig denne skændsel
at sove med min kæreste.
Jeg sværger ved den almægtige Gud
at I begge skal få en hæslig død,
den skændigste jeg kan give jer,
den skal I begge lide.
Den usle kvinde der ligger hos dig,
hun har bedraget mig frygteligt.«
247r|Flores svarede kongen:
»Tal ikke ondt om denne pige
for din egen æres skyld!
Hun fortjener ikke at bære skylden.
Gør med mig hvad I vil,
og hvad I finder bedst.
I ved ikke, herre, hvordan det er:
Blanseflor er min elskede,
hun blev stjålet fra mig.
Hvordan hun er kommet til jer,
skal jeg fortælle som det er:
Hun blev taget fra mig med svig.
Derfor beder jeg om jeres nåde
og at I lader os begge leve
til herrer og konger dømmer om det
som de kan være bekendt for Gud.
Jeg stoler på jeres kongeed
at I derved kun vil gøre det rette.«
Kongen svarede og sagde: »Ja,
sådan skal det i sandhed blive.
Ved dom skal I dømmes til døden
og ikke leve en eneste dag uden kvaler.«
Han befalede dem straks at klæde sig på.
Fireogtyve riddere lod han kalde:
»I skal af al magt bevogte dem
så de ikke kan slippe væk.«
