Kongen lod så sit råd kalde sammen
og bad dem komme straks.
247v|Konger og hertuger kom dertil
og alle de herrer der boede nær ved.
Kongen stod op og råbte så
at alle skulle samles.
Da de alle var kommet frem,
stod kongen op og sagde anklagen frem:
»Jeg forklarer nu jer alle
hvad der er tilstødt mig.
Og jeg beder jer alle oprigtigt
om at dømme til fordel for mig i sagen.
Hvis nogen af jer ikke gør det,
så skal det koste hans eget liv.
Jeg har ikke kaldt nogen hertil
som ikke vil dømme retfærdigt i sagen.
Det står klart for jer alle
at jeg for nylig har købt en pige
for syv gange hendes vægt i guld,
den skønneste jeg har hørt om.
Jeg holdt af hendes venlighed,
som nu er blevet mig ligegyldig,
og lod hende komme ind
i tårnet hvor jeg selv er.
Fyrre piger er der derinde,
de skønneste nogen mand kan finde.
Jeg befalede alle dem der er der,
at være hende til tjeneste.
Jeg holdt ganske særligt af hende
blandt alle de piger der er derinde,
for hun var den smukkeste jeg havde set
248r|i de fornemme slægter jeg har hørt om.
Jeg havde tænkt mig at gøre hende
til dronning over alle de andre.
Og jeg troede selv
at hun holdt af mig som af sig selv,
for hun plejede hver morgen at komme
med vand og håndklæde til mig i mit rum,
og Klares går sammen med hende.
Forleden morgen bemærkede jeg
at Klares kom til mig alene.
Jeg spurgte hende fortroligt
hvorfor Blanseflor ikke var kommet,
hende jeg elsker så højt.
Hun sagde hun havde lovet
at bede for mig hele natten lang.
Jeg troede det og lod det være.
Den næste morgen kom hun ikke.
Da mente jeg bestemt
at hun havde bedraget mig.
Jeg lod med det samme en svend gå derop,
han fandt hende der hvor hun lå i sengen
og med hende en mand fra et fremmed land;
de sov begge sødt.
Jeg gik derop og fattede den plan:
Jeg ville dræbe dem begge to.
Da bad de mig så indtrængende
ved Gud i Himmerige
248v|om ikke at dræbe dem
før de var dømt.
Det gjorde jeg ved min kongeære,
jeg lod dem være foreløbig.
Jeg har forklaret som I har hørt det,
om den skændsel der er sket mig.
Nu beder jeg jer alle om
at fælde dom til min fordel
for at skræmme andre fra
at krænke kongen af Babylon sådan. «
Marsilias hed en mægtig konge,
han stod op og bad om ordet,
for han var den ældste og klogeste dér
af alle de konger der var kommet:
»Vi har alle sammen hørt
de ord min herre har fremført.
Hans skam, som han nu har vist os,
må vi alle med rette afsky.
En alvorlig sag er bragt for retten
til stor vanære for kongen,
og han forlanger deres liv.
Derfor bør vi alle
betragte sagen grundigt
før end dommen skal falde.
Jeg ved min herre intet andet
vil end retfærdighed, som det bør være,
at den som anklagen gælder,
selv skal svare på den.
Jeg mener derfor det klogeste er
at vi kalder dem ind for at svare.
hvad grunden er til det de har gjort,
vil vi gerne lytte.
Hvis de ikke kan redegøre,
og finder vi onde hensigter
så kongen dermed er krænket,
dømmer vi både mand og kvinde
til den grusomste død vi kan finde.«
Capton hed en mægtig konge.
Han stod op og bad om ordet.
»Vi har alle pligt til at føre sag
mod det der antaster kongens ære.
Denne mand har, som I har hørt,
tilføjet kongen en vældig skændsel.
Han er så ferm til at omgå loven,
så hvis han nu skal have lov at svare,
kan han fremstille sine grunde
så alle vil tro på hans ord
at han er uskyldig i sagen.
Jeg mener derfor det klogeste er
ikke at lade ham få lov at svare,
men dømme ham før I går herfra,
og begrave hende levende
så hun aldrig kan sige et ord.«
Da råbte mange mænd på tinge
og bad dem straks at dræbe ham.
Nogle sagde han skulle skydes og slås,
andre at han skulle flås.
Hver mand siger det han vil.
249v|Jarl Turpin bad dem lytte:
»Vise mænd, I handler forkert.
I dømmer dem uden rimelig grund,
og I har ellers svoret
at dømme enhver retfærdigt.
I ved jo alle med sikkerhed
at hver skal svare ret for sig.
Derfor mener jeg det er klogest
at man kalder dem herind
så vi kan få at høre
hvad de kan give af svar.«
