Her får dette digt en ende,
Gud sende os sin nåde.
Eufemia, dronning på denne tid,
lod bogen sætte på rim
255v|kort tid før hun døde.
Gud frelse hendes sjæl fra modgang
og også den der skabte bogen,
og alle de der har hørt den.
Sand anger og skriftemål,
sådan får sjælen Himmerigs lykke.
Må Gud i Himlen lade dette ske os,
han der lever og styrer uden ende,
også for hende der skrev den.
Dertil siger vi alle amen.
