B1v|Hvordan hr. Volter red ud imod sin brud med mange herrer, riddere, svende, fruer og jomfruer – og ingen vidste hvem bruden var

Ikke langt fra paladset var der en lille landsby, hvor der ikke boede andet end fattige folk. Blandt dem var en mand, den allerfattigste. Han hed Janiculus. Han havde en datter. Hun hed Griseldis. Hun var ganske dejligt skabt hvad legemet angår. Hun var også smuk og anstændig i hjertet, i sin optræden og i sine dyder så ingen anden jomfru kunne overgå hende. Hun var opfostret uden megen føde i stor fattigdom, B2r|uvidende om nogen form for nydelse, og havde aldrig kendt gode dage. Men i sit jomfruelige hjerte var hun mandig nok og trodsig i sin fattigdom, og dermed forsørgede hun sin fattige, gamle far. Om dagen gik hun i marken og vogtede sin fars får. Hun havde sin rok og ten med sig, og med dem fordrev hun dagen og tiden. Om aftenen sankede hun urter og andet som hun kunne finde at bære med sig hjem til sin far. Hun lå om natten på en hård seng. Alt det der hører til et godt barn, det gjorde hun til fulde mod sin fattige, gamle far.

Når hr. Volter red ud på udflugt, så han tit og ofte kærligt på denne pige. Ikke med nogen upassende tanker eller ønsker, men kun sådan at han bemærkede hendes optræden og anstændighed og hendes legemes dejlige udseende og hendes høviske levevis, som han almindeligvis ikke kunne se hos nogen andre piger. Og han fik den tanke at eftersom han nu skulle skaffe sig en brud, så ville han have hende og ingen anden på jorden.

Nu nærmede den dag sig hvor brylluppet skulle stå, og ingen vidste hvornår bruden skulle komme, eller B2v|hvem hun var. Alle undrede sig vældigt over det, men hr. Volter fik i mellemtiden alt fremstillet: guldringe, krone, prægtige bælter og kostbare klæder og alt det andet som en fornem brud måtte have, i den størrelse som Griseldis havde.

Da nu den nævnte fastsatte dag var kommet, hvor festen eller brylluppet skulle stå, og ingen havde hørt tale om eller overhovedet kendte til nogen brud, forundrede folket sig endnu mere. Alting var prægtigt forberedt, både hus og bord, med store kostbarheder. Herren gjorde sig klar til at ride ud efter sin brud med en stor skare riddere, svende, fruer og jomfruer. Griseldis var aldeles uvidende om hvad der skulle overgå hende. Hun ordnede sin fars hus det bedste hun kunne, og bad sin far om lov til som andre piger at gå ud og se sin herres brud komme. Hun var gået ud til en kilde langt fra huset efter en spand vand og skyndte sig i stor hast tilbage igen. Da kom hr. Volter ridende og mødte hende med sine bryllupsfolk. Han talte til hende ved hendes navn og sagde: »Griseldis, hvor er din far?«

Hun optrådte anstændigt, svarede ham B3r|med den største ydmyghed og sagde: »Min far er hjemme i vores hus.«

Hr. Volter sagde: »Sig til ham at han skal komme ud til mig!«

Da han kom ud, tog hr. Volter ham ved hånden og trak ham til side fra folket, talte fortroligt med ham og sagde: »Janiculus, jeg holder af dig. Jeg ved at du holder af mig som en tro tjener og undersåt. Jeg ved også med sikkerhed at det jeg ønsker, det vil du støtte. Alligevel vil jeg spørge dig – selv om jeg er din herre – hvis jeg ville have din datter til min ægtehustru, om du ville have mig til din datters mand?«

Den fattige mand blev forskrækket. Han blev så forfærdet at han i lang tid ikke kunne svare. Til sidst svarede han dog med suk og rædsel på disse ord og sagde: »Herre, jeg skal aldrig ville andet end du vil og det du ønsker. Især fordi du er min allerkæreste herre.«

Hr. Volter sagde: »Så vil vi gå ind i huset og i dit nærvær høre din datters ord.«

Så gik de to alene ind i huset – hvilket folket ikke kunne undre sig nok over – og fandt den fattige jomfru derinde. B3v|Hun gik og pyntede huset det bedste hun kunne, så fattigt som det var. Hun blev ganske forskrækket, denne fattige pige, over at der kom den slags gæster. Hr. Volter talte til hende og sagde: »Griseldis, din far og jeg har besluttet at du skal blive min ægtehustru. Jeg håber og tror at du vil det samme, men jeg vil spørge dig om én ting: Hvis det bliver sådan, som det vel snart gør, vil du så også frivilligt give mig dit samtykke og gøre min vilje til din vilje så at du ikke på noget tidspunkt vil sige nej til det jeg ønsker? Og sådan at du ikke vil beklage dig eller give mig nogle hovmodige ord hvad jeg end foretager mig med dig eller andre, men lade mig bestemme sådan som det er passende?«

Til denne underlige og fremmede tale svarede hun blufærdigt og sagde: »Min allerkæreste herre, jeg ved at jeg er uværdig til sådan en ære, men hvis det er din vilje, og skæbnen sørger så godt for mig, så vil jeg ikke alene aldrig tale, men heller aldrig nogensinde tænke noget der er dig imod. Du vil heller aldrig kunne begære noget fra mig — om du så bad mig gå i døden! — som vil være mig for svært.«

Hr. Volter sagde: »Du har sagt nok!«