B4r|Her får I nu at høre hvordan hr. Volter forlovede sig med Griseldis med en ring og sagde til folket at hun skulle være deres frue, og at de skulle vise hende hæder og ære og være hende lydige som de burde

Dermed tog hr. Volter Griseldis ved hånden. Han førte hende ud foran hele folket, lod dem se hende og sagde: »Her er min brud. Hun skal være jeres frue. Hende skal I vise hæder og ære. Hende skal I elske. Hvis I elsker mig, så betragt hende som den allerværdigste og bedste.«

Men for at hun ikke skulle bringe sin gamle skæbne med ind i det B4v|nye palads, befalede hr. Volter at de skulle afføre hende alle hendes gamle klæder. Han lod hende klæde kostbart på ny fra top til tå. Der var straks fruer og jomfruer som skjulte hende under deres kåber og kjortler indtil de havde opfyldt herrens vilje, og de iførte hende så kostbare klæder og besatte hendes fingre med så skønne ringe og ædle stene at folket bestemt måtte kalde hende en hjertenskær. Derpå forlovede hr. Volter sig åbenlyst og i overværelse af hele folket med hende med en særlig ring. Han lod hende sætte på en hvid ganger og førte hende til sit palads med stor festlighed og ære. Så blev højtideligheden afholdt og det med stor fest, stor glæde, stor pris og ære. Gud gav sin nåde til at den fattige pige som hidtil var blevet opdraget i en fattig hyrdes hus i stor fattigdom og usselhed, nu blev ophøjet i en mægtig herres palads med stor magt og vælde så hver mand elskede hende og betragtede hende som så prægtig og gjorde hende så stor ære og værdighed at intet menneske fuldkommen kan sige det. Hendes rygte, dyd og moral var så smukke. Hun var så kærlig, lystig C1r|og klog. Hun var så dejlig og så skøn. De der så hende, siger at man næppe kunne genkende hende som Janiculus’ datter. Så stor var hendes gode manerers og optrædens skønhed, så megen sødme var der i hendes ord og forstand, at hun da kunne drage enhver mand til at elske hende. Ikke alene i deres land, men i alle omkringliggende byer var hendes navn berømmet og værdsat, så at mange fruer og jomfruer og herremænd og andre kom til hende for at se hendes optræden, moral og herlighed.

Sådan friede hr. Volter lavt og ydmygt, men glad og tydeligt, og han var altid respekteret i sit hus. Han levede i stor fred med sine undersåtter, og de roste hans kløgt i at have bemærket så store dyder under fattige klæder. Og hun var ikke alene omhyggelig til det der angik huset, men i sin herres fravær forestod og overvågede hun alle embeder i landet og bilagde mange tvister og uenigheder blandt adelen og andre med sin kløgt og sine kloge or så alle sagde at hun var sendt til dem fra Himmelen. Og ikke længe derefter blev hun gravid, og derfor blev folket glade og ventede begærligt på den tid hvor C1v|barnet skulle fødes. Og Gud gav hende en særdeles skøn datter (men hun ville hellere have haft en søn), og det blev ikke alene hr. Volter, hendes mand, men også hele folket i landet glade over. Og da han hørte barnet græde, kom han på nogle sære tanker. Om det var prisværdigt eller ej, ved jeg ikke, det lader jeg de kloge udtale sig om. For skønt han så at hans hustru elskede ham og var på alle måder dydig, agtværdig og trofast, var det alligevel hans højeste ønske at forsøge at friste hende endnu mere.

Han gik i al fortrolighed ind i kammeret til hende og lod som han var vred. Han talte meget alvorligt til hende og sagde: »Griseldis, du ved jo hvordan du er kommet til mit hus. Jeg tror heller ikke at du har glemt din tidligere fattigdom, som du er opvokset i, selv om du har fået så stor magt højhed og herredømme. Jeg holder ganske vist af dig, men mine adelsfolk holder ikke så meget af dig, især nu hvor du begynder at få børn, og det let kunne ske at du blev arving til landet. De holder ikke af tanken om at de skulle blive undergivet en fattig bondedatter. Jeg har altid haft fred og god fordragelighed C2r|med mine undersåtter, og det har jeg stadig. Så jeg kan ikke tillade mig at leve som jeg selv ønsker med dit barn, men må handle som mit folk ønsker, og gøre det der bliver meget svært for mig, så svært at intet nogensinde har været mig så svært. Dog vil jeg ikke gøre den slags uden dit vidende. Derfor ønsker jeg at du skal give dit samtykke dertil med tålmodighed og uden beklagelser, sådan som du lovede mig før jeg tog dig til min ægtehustru.«

Da Griseldis hørte dette, svarede hun hr. Volter med den største tålmodighed. Hun blev ikke bevæget til sorg, ikke til suk, ikke til gråd eller nogen forvandling og sagde: »Du er min herre. Jeg og din datter vi er dine, gør derfor med din ejendom hvad du vil. Jeg vil aldrig komme til at anse noget for forkert som du anser for godt. Jeg ønsker ikke at have noget, derfor frygter jeg ikke for at miste noget. Kun dig har jeg fæstet stærkt i mit hjerte. Du vil aldrig blive rokket derfra, og ingenting som du påskønner, skal nogensinde være mig for svært at samtykke i eller udføre.«

Ved dette svar blev hr. Volter meget glad, men han lod sig ikke mærke med det. Han lod som han var C2v|sorgfuld og bedrøvet og gik derefter ud fra hende igen.

Kort tid efter sendte han en af sine tjenere til hende som han stolede meget på. Han oplyste ham om sine hensigter både om Griseldis og om barnet. Dette bud kom til hende om natten og sagde sådan til hende: »Griseldis, min kære frue! Jeg beder dig ydmygt om ikke at tage mig det ilde op at jeg udfører det som jeg er nødsaget og tvunget til at gøre, skønt at det er mig imod. Du med din store visdom kan selv forstå at en herres befaling er lov, selv om du selv indtil nu ikke har mærket meget til det. Min herre har netop befalet mig at jeg skal tage dit barn fra dig.«

Da han havde sagt det, stod han stille og tav og lod som om han havde fået befaling om at dræbe hendes barn. Det havde Griseldis allerede tydeligt forstået på sin herres egne ord, og nu endnu klarere når buddet kom sådan efter barnet ved nattetide. Alligevel kunne man ikke af den grund se hende sukke eller græde eller på nogen måde klage sig. Dette havde været meget hårdt for en amme endsige en legemlig mor. C3r|Hun kyssede det med sin mund og gjorde det hellige kors’ tegn på barnets bryst og ansigt. Derpå gav hun det til buddet og sagde: »Min kære søn, gå nu bort og udfør det min kære herre har befalet dig. Men én ting beder jeg dig om: at du sørger for at vilde dyr og fugle ikke æder det arme spædlemmede barn, hvis du tror det ikke er min herre imod.«

Svenden tog barnet og bragte det til hr. Volter og fortalte ham alt hvad der var blevet sagt fra først til sidst: Hvordan han havde talt til hende om barnet, og hvordan hun havde svaret ham. Dette gjorde ganske vist hr. Volter ondt i hjertet, men han holdt ikke af den grund op med at sætte sin hustru på prøve. Han befalede svenden at passe godt på barnet, hvad han også gjorde. Han svøbte det i rent tøj og lagde det pænt ned i en kurv, satte sig på et tamt æsel og bragte barnet til Bologna til hr. Volters søster, som var greven af Pavints’ hustru, for at hun skulle opfostre barnet med samme omhu som hvis det havde været hendes egen datter, og opdrage hende i anstændighed, ære og værdighed som det hørte sig til.

C3v|Herefter holdt hr. Volter omhyggeligt øje med Griseldis’ ansigt og hendes ord. Men han kunne aldrig se eller mærke andet end at hun altid var i samme humør med samme velvilje, samme underdanighed, samme glæde og samme kærlighed. Hun hverken sørgede eller sukkede eller nævnede sin datter med et eneste ord efter at hun gav afkald på hende.