Hvordan hr. Volter igen satte Griseldis på prøve med et brev fra Rom om at han skulle få sig en anden hustru og skilles fra hende

D2v|Da der nu var gået tolv år siden dengang hr. Volters datter blev født, sendte han nogle udsendinge til Rom og gav dem besked på at når de kom tilbage fra Rom, skulle de lade som om de havde brev med fra paven med det indhold at af hensyn til hr. Volters herredømme og fornemhed havde paven givet ham lov til at blive skilt fra sin hustru, som var bondedatter og ikke højbåren nok for ham at have, og at få sig en anden som var ham D3r|værdig i slægt og fødsel og fornemhed, for at der skulle blive bedre fred og fordragelighed mellem ham og hans betroede mænd og den almindelige befolkning. Dette rygtedes blandt det menige folk selv om de ikke helt troede på at det kunne være rigtigt. Da dette rygte nåede Griseldis, blev hun bedrøvet, vil jeg mene. Men hun satte sig for at udstå det med den allerstørste tålmodighed som skæbnen eller Gud ville tilstå hende. Hun var på alle måder uforfærdet, til trods for at det gang på gang vendte sig hid og did i hendes hjerte. Hun ville uden at kny opgive al den magt hun havde fået. Hr. Volter skrev til sin svoger i Bologna og bad ham venligt om selv, personlig, at bringe hans børn hjem til ham. Deraf opstod der det rygte over hele landet at greven havde givet hr. Volter sin datter til ægtehustru. Greven gjorde som hr. Volter ønskede, og bragte ham begge hans børn, opdraget i al høviskhed og på alle måder veludstyrede med de allerrigeste klæder og kostbarheder. Han bragte både datteren og sønnen til Salvits med stort udstyr, med riddere og svende, fruer og jomfruer, på samme D3v|måde som man plejer at komme til en mægtig herres bryllupsfest. Hr. Volter ville stadig ikke opgive sin hårdhed, men tænkte på hvordan han fremover kunne sætte sin hustru endnu mere på prøve. Han gik ind til hende og sagde: »Griseldis, nu har jeg har haft kærlighed og nydelse nok i ægteskabet med dig. Ganske vist har jeg set, erfaret og mærket på hele din handlemåde at du nærmest overgår den slægt og oprindelse du kommer fra. Men jeg er også ganske klar over at jeg ikke bør blive i sådan et forhold til en bondes datter. Mine betroede mænd tvinger mig til det nu, og ligeledes har også vores helligste fader paven givet mig lov til at få mig en anden hustru og blive skilt fra dig. Hun er nu på vej og kommer snart. Du skal ikke desto mindre glæde dig til dette og vige pladsen for hende så hun får din position, magt og højhed. Tag den medgift med dig som du bragte med hertil, hold dig herfra og vend hjem til din faders gamle hus igen.«

Den dydige Griseldis svarede sin herre: »Herre, jeg har altid selv udmærket vidst at der ingen lighed var mellem min ydmyghed og D4r|din storhed. Jeg har heller aldrig regnet mig for værdig til at være din tjenestekvinde, endsige at være din hustru. Jeg er også i dit hus, hvor du har gjort mig til din kvinde. Men Gud skal være mit vidne på at jeg altid har regnet mig for uværdig til at være din tjenestekvinde. Derfor takker jeg Gud og dig, og jeg kan aldrig takke nok, for at jeg så længe har været behandlet med så stor respekt og værdighed i dit hus – og det mere end jeg nogensinde kunne fortjene. Derfor er jeg nu fuldkommen beredt på at vende tilbage til min fars hus og leve mit liv og også dø dér sådan som jeg er vant til det fra min ungdom. Men så længe jeg lever skal jeg kaldes en fattig enke eftersom jeg har været en sådan mands lovlige hustru. Jeg vil heller ikke uden at du ved det, forlade dette hus, hvor jeg har tilbragt min tid og haft stor magt og ære. Du beder mig tage min medgift og de gaver jeg havde med til dig, med mig. Hvad det er, ved jeg udmærket. Jeg har ikke glemt at jeg uden for min fars dør blev afført mine gamle pjalter og iførte mig dine kostbare klæder og med stor hæder blev bragt her til dit palads. D4v|Jeg havde ingen som helst anden gave med end troskab og et nøgent legeme. Derfor vil jeg nu tage denne kjortel af og atter tage mine gamle klæder på i hvilke du har taget mig til dig som din tjenestekvinde. De andre klæder med ringe og andre smykker som jeg har brugt og haft til pragt og værdighed, dem finder du alle sammen i kammeret. Jeg gik nøgen og upåklædt fra min fars hus, dér vil jeg vende nøgen og upåklædt tilbage. Ét synes jeg dog ikke vil være passende: at det liv som har båret og født dine børn skal gå nøgen foran folket og ses af enhver. Derfor — hvis du synes — beder jeg dig om at du som tak for den jomfrudom jeg bragte dig vil tillade mig at beholde en særk som jeg kan dække og skjule din arme tjenestekvindes nøgne legeme med, da hun jo dog i en tid har været din kære ægtehustru.«

Hr. Volter kunne ikke beherske sig længere; tårerne løb så smerteligt fra hans øjne at han næppe kunne fremføre disse ord: »Jeg bøjer mig. Behold den ene særk!«

Han vendte sig bort og gik fra hende i tårer.

Griseldis tog alt tøjet af i hele folkets E1r|nærværelse og beholdt kun sin særk, som hun kunne dække og skjule sin nøgne krop med. Så gik hun ud af paladset, barhovedet på bare fødder, og med hende mange folk som ynkedes over så hård en skæbne. Men ingen af dem kunne holde gråden tilbage, ingen andre end Griseldis.

Sådan kom hun tilbage til sin fars hus på denne sørgelige måde. Hendes far havde altid haft dårlige tanker om at Griseldis skulle komme så højt på strå og var født af så fattige folk. Han tænkte altid sådan ved sig selv: »Når herren bliver ked af min datter og begynder at hade hende fordi hun er af ydmyg slægt, så går det sikkert sådan at han jager hende ud af sit palads sådan som det er almindelig sædvane blandt de mægtige.« Da han nu hørte at de mange folk kom til hans hus, og så sin datter komme tavs og så godt som nøgen, begyndte han straks at lede efter det gamle lasede tøj som hun havde haft før hun blev ført væk. Det havde han gemt i sin kiste. Han gik sin datter i møde så hun kunne få noget at dække sig med. Men alle de folk der fulgte hende til hendes fars hus, skiltes fra E1v|hende i tårer. Det ville være meget sørgeligt at fortælle det hele. Hun var ganske tilfreds med at være i sin fars hus, med stor tålmodighed i stor fattigdom og de ydmygste kår, så intet menneske nogensinde kunne se eller mærke nogen tegn på sorg hos hende, og hun aldrig nogensinde klagede sig over at være faldet fra den store magt og højhed til den allerstørste fattigdom og trældom. Ligesom før: Jo mere hendes magt og højhed voksede, desto mere øgedes hendes ydmyghed.