B4r|Her faa I nu at høre, huorledis her Volter troloffuede Griseldis met en ring oc sagde folckit, at hun skulde vere deris frue, oc at de skulde gøre hende heder oc ære oc vere hende lydige, som det sig byrde.

Dermet tog her Volter Griseldis ved sin haand. Hand ledde hende vd for alt folckit, lod dem see hende oc sagde: »Denne er mine brud. Denne skal vere eders frue. Hende skulle I gøre heder oc ære. Hende skulle I haffue kær. Haffue I mig kær, da holder hende for øyen for den alsomærligste oc beste.«

Men paa det, at hun icke skulle føre sin gamble løcke vdi det B4v|ny palatz, da bød her Volter, at de skulle føre hende aff alle sine gamble klæder. Han lod hende kostelige klæde aff ny fra top oc til taa. Der vaar strax fruer oc jomfruer, som skiulte hende vnder deris kaaber oc kiortle til saa lenge de haffde fuldkommit herrens vilie oc førde hende i saadane dyrebare klæder oc besætte hendis fingre met skøne ringe oc ædle stene, at hun vel maatte kaldis aff folckit en hiertens kære. Siden tog her Volter i al folckens neruerelse oc obenbarligen troloffuede hende met en besynderlig ring. Han lod hende sætte paa en huid gangere oc føre hende til sit palatz met stor høytijd oc ære.

Saa bleff den høytid haalden oc end met stort fæst, stor glæde, stor prijs oc ære. Gud gaff sin naade, at den fattige pige, som tilforn vaar opdragen i en fattig hyrdes huss ved stor armod oc wselhed, hun bleff da ophøyit vdi en mectig herres palatz met stor vold oc velde, saa at huer mand haffde hende kær oc hulde hende saa storlig for øyen oc giørde hende saa stor ære oc verdighed, at ingen menniske fuldkommelig kand deraff sige. Hendes lempe, tuct oc seder vaare saa faure. Hun vaar saa kærlig, lystig C1r|oc vijs. Hun vaar saa deylig oc saa kostelig. Siger de som hende saa, at mand neppelig kunde kende at hun den Janickels daater vaare. Saa stor vaar den smucke hendes gode leffnet oc sæder, saa megit søtighed vaar i hennes ord oc forstand, at hun da kunde drage huer mand til hendis kierlighed. Icke alene i deris land, men vdi alle omligendis stæder vaar hennes naffn løfflig oc ærlig, saa at mange fruer oc jomfruer oc herremende oc andre til henne kom, at de motte see hennes seder, tuct oc herlighed.

Saa frijet her Volter neerlig oc vdmygelig, men lyckelig oc merckelig, oc vaar altid æret vdi sit huss. Met stor fred leffde hand met sine vndersaate, oc de loffuede hans visshed, at hand saa stor dygder vnder fattige kleder haffde kent. Oc vaar hun icke aleniste omhyggeligt til det som til hussit hørde, men vdi hendis herris frauerelse, forstande hun oc foresaa alle embede vdi landit oc stillede mange tuist oc tuedract blant adelen oc andre met hendis vijsshed oc kloge ord, at huer mand sagde hende at vere sendt fra himmelen til dem. Oc icke lenge dereffter bleff hun siuglig, fordi bleff folckit glad oc begerlig at forbie den tid, at C1v|barnet skulde fødis. Oc Gud gaff henne en saare skøn dotter (men hun haffde helder hafft en søn), deraff icke alene her Volter hendis mand, men ocsaa al det folck i landet vaar glad. Oc som han fick at høre barnit græd, kom hannem ith vnderligt stycke i sindet. Om det vaar loff verd eller ey, ved ieg icke, men ieg lader de vijse derom sige. Helst fordi at endog han saa sin hustru haffue sig kiære oc vere dygdelig, ærefuld oc trofast i alle maade, alligeuel vaar hans ydderste begere at forsøge oc friste hende io høgere oc mere.

Han gick hemelig i kammerit til hende oc lod som han vaar vreder. Han talede til hende megit aluorlig oc sagde: »Griseldis, du vedst vel huorledis du est kommen i mit huss? Jeg troer oc icke, at du haffuer forgæt din framgangne armod, i huilcken du est opdragen, endog at du est kommen til saa stor velde, vold oc mectighed. Du est mig kær nok, men mine edlinge haffue dig icke saa kær, besynderlig nu du begynder at faa børn, oc det kunde saavel skee, at du bliffue arffuing til landit. Det er dem icke at lide, at de skulle bliffue vndergiffne en fattig bondedotter. Jeg haffuer altid hafft fred oc god samC2r|dræct met mine vndersaatte oc endnu haffuer. Saa vil det mig icke stædis at leffue effter min vilie met dit barn, men gøre effter mit folckis vilie oc gøre den ting som mig gantske suar vil bliffue, saa at aldrig nogen ting vaar mig saa suar. Dog vilde ieg icke saadant gøre wden dit vidskaff. Derfore vil ieg at du skalt giffue din vilie oc samtycke dertil met tolmodighed oc forwden knur, som du loffuede mig, førend ieg tog dig til min ecte hustru.«

Da Griseldis dette hørde, suarede hun her Volter met alsomstørst tolmodighed. Ey bleff rørt til nogen sorrig, ey til suck, ey graad eller nogen foruandling oc sagde: »Du est min herre. Jeg oc din daatter, wi ere dine, derfore gør aff dit egit huad du vilt. Aldrig skal mig tyckis ilde vere, huess dig tyckis vel vere. Jeg beger inted at haffue, derfore befrycter ieg mig icke at miste nogit. Men dig aleniste haffuer ieg sterckt fæst fast mit vdi mit hiærte. Aldrig skalt du oc nu eller nogen tid kunde ryckis dervdi, men ingenting som dig er tacknemmelig skal nogen tid vere for suaar at samtycke eller fuldkomme.«

Aff saadane suar bleff her Volter megit glad, enddog han lod sig icke mercke. Hand lod som han vaar C2v|sorigfuld oc bedrøffuit oc gick dermet vd fra hende igen.

Nogen føye stund dereffter sende han til hende en sin tienere, huilcken han gantske vel betroede. Han vnderuiste hannem sin vilie baade om Griseldis oc om barnit. Dette samme bud kom til hende om natten oc sagde saa til hende: »O Griseldis min kære frue! Ieg beder dig ydmygelig, at du icke tager mig til mystycke, at ieg fuldkommer den deel, som ieg er nød oc tuingder til at gøre, endog at det er mig imod oc icke met. Du aff din store vijssdom kant vel sielff besinde, at herrebud er høyt, endog at du til denne dag sielff haffuer lidet forsøgt deraff. Min herre haffuer strax befalit mig, at ieg skal anamme dit barn fra dig.«

Som hand saa haffde sagt, stod han stille oc tiede quer, lod som hannem haffde verit giffuit i befalning at forkomme hendes barn. Det forstod oc Griseldis vel tilforn paa sin herris egne ord, som nu fast ydermere, idet at budit kom saa effter barnit om nattetide. Alligeuel kunde mand icke see hende derfore enten sucke eller græde eller i nogre made giffue sig. Dette haffde verit megit hart for en amme endsige en legomlig moder. C3r|Hun kyste det for sin mund, giorde det hellige korsens tegen paa barnsens bryst oc ansigt. Siden fick hun det buddit oc sagde: »Min kiere søn, gack nu bort oc fuldkomme, huess min kære herre haffuer dig befallit. Dog begerer ieg en ting aff dig, at du saa besteller det, at vilde diur oc fugle icke skulle fortære det arme sperlemmede barn, om du kant tencke det icke er min herre imod.«

Suenden anammede barnit oc bar det til her Volter, vnderuiste hannem fra første oc til siste alle tale, huorledis han talede til hende om barnit, oc huorledis hun antuorde hannem deroppaa. Dette ynckede vel her Volter vdi sit hierte, men hand lod icke fordi aff at friste oc forsøge sin hustru. Hand bad suenden, at han fuldvel skulde foruare barnit, som han oc giorde. Hand suøbte det i reene kleder oc lagde det pynttelige ned vdi en korff, sætte sig paa et tamt asen oc førde barnit til Bononien til her Volters søster, som vaar greffuens hustru aff Pauintz, at hun skulde samme barn opføde met saa stor flijd, som det haffde verit hendes egen daatter, oc holde hende frem vdi tucht, ære oc verdighed som det sig burde.

Effter den tijd gaff C3v|her Volter inderlig acht paa Griseldis' ansict oc paa hendes ord. Men aldrig kunde hand andit see eller formercke, end hun io altijd vaar vid ith sind met lige tiæniste, met lige vnderdanighed, met lige glædskaff oc met lige kærlighed. Hun huercken sørgede eller suckede eller nogen tijd rørde ith blot ord om sin daater, siden hun ombar hende.