D2v|Huorledis her Volter framdelis friste Griseldis met breff aff Rom, at han skulde faa sig en anden høstru oc skillies ved hende.

Som nu tolff aar vaare forledne fra den tid, her Volters dotter vaar fødder, da vdsende hand nogre bued til Rom oc gaff dem saa fore, at naar de komme fra Rom igen, da skulde de lade som de haffde breff aff pauen saa liudendis: At her Volters mectigheds oc edelheds skyld haffde pauen giffuit hannem loff at skilie sig ved sin høstru, som vaar en bondedotter, icke høybaaren nock til hannem at haffue, oc at faa sig en anden som hanD3r|nem vert ere aff slect oc byrd oc edelhed paa det at dess bedre fred oc samdregt skulde bliffue mellem hannem oc hans gode mend oc mene almue. Dette røchte kom iblant det mene folck, endog at de icke fuldkommelig trode, at saa skulde være. Da dette røchte kom fore Griseldis, bleff hun bedrøffuit som mig tyckis. Dog sette hun sig fore at lide met alsomstørst tolmodighed, huess løcken eller Gud vilde hende tilføge. Hun vaar i alle maade wforfærit, endog at det mangfoldelig vendis hijd oc did vdi hendis hierte. Hun vilde met it frijt mod offuergiffue al den vold oc velde, som hun vaar tilkommen. Her Volter screff til Bononien sin suoger, bad hannem kierligen, at han vilde sielff personlig føre hannem sine børn hiem. Deraff bleff it menligt røchte offuer alt landit: huorledis greffuen haffde giffuit her Volter sin dotter til sin ecte høstru. Greffuen giorde her Volters vilie, førde hannem baade sine børn optuctede i al høuiskhed oc vel vdzirede it alle maade met alsomdyrbariste kleder oc klenod. Han førde baade dotter oc søn til Saluitz met en stor apparat, met ridder oc suenne, fruer oc jomfruer i saadanne D3v|manering, som mand pleyer at komme til en mechtig herris brøllup oc verdskaff. Jcke vilde her Volter endda offuergiffue sin hordhed men tenckte til huor han ydermere oc framdelis kunde friste oc forsøge sin høstru. Hand gick ind til hende oc sagde: »Griseldis, ieg haffuer nu hafft vilie oc velløst nock met dig i ecteskafftstad. Dog haffuer ieg seedt, forfarit oc fornummit paa alle dine seder, at du fast offuergaar din art oc ortsprung, aff huilcken du est kommen. Jeg acter oc vel, at mig bør icke at bliffue i slige stad ved en agermands dotter. Mine gode mend de tuinge mig der nu til, sameledis haffuer oc vor helligeste fader pauen giffuit mig loff, at ieg maa faa mig en anden høstru oc skillies ved dig. Hun er nu paa veyen oc kommer snarligen. Derfore bliff du alligeuel ved it got mod oc vige nu hende, at hun anammer din stad, velde, vold, mact oc mectighed. Tag oc met dig den samme brudskat, som du førde hid met dig, oc holt dig fra denne ende hiem igen til din faders gamble huss.«

Den dygdelige Griseldis hun suarede sin herre oc sagde: »Herre, ieg haffuer vel altijd sielff vist, at til min ydmighed oc D4r|til din mectighed vaar ingen lignelse. Jeg haffuer oc aldrig regnit mig selff verdig at vere din tienistekuinde endsig at vere din høstru. Jeg er oc i dit huss, i huilckit du haffuer giort mig til en quinde. Gud skal vere mit vidnissbyrd, at ieg dog altid haffuer regnit mig wuerdig for din tienistekuinde. Derfore tacker ieg oc aldrig kan fuldtacke Gud oc dig, at ieg saa lenge i dit huss haffuer verit holden i saa stor ære oc verdighed, ydermere end ieg nogen tijd kunde fortiene. Thi er ieg nu altingest bered at gaa til min faders huss igen, leffue min alder oc samledis dø der, som ieg er meest oc best beuand vdi min vngdom. Dog skal ieg hede, imeden ieg leffuer en fattig vidue, thi at ieg haffuer verit saadan en mands ærlige brud. Jeg vil oc icke dig wuitterligt gaa aff dette huss, vdi huilcket ieg haffuer hafft stor macht oc ære oc fordreffuit min tid. Du beder mig tage met mig min brudskat oc de gaffue som ieg førde til dig. Huad det er, ved ieg vel. Jeg haffuer icke forget, at wdenfor min faders dør bleff ieg ført aff alle mine gamble palte oc førde mig vdi dine dyrebare klæder oc bleff met stor ære ført hijd til dit palatz. D4v|Jeg haffde plat ingen anden gaffue wden aleneste troskaff oc it nøgit legemme. Derfore vil ieg nu føre mig aff denne kiortel oc tage paa mig igen mine gamble klæder, i huilcke du haffuer anammit mig til din tienistequinde. De andre klæder met ringe oc andre klenodie, som ieg haffuer brugit oc hafft til ære oc stadt, dem finder du allesammen i kammerit. Jeg gick blot oc nøgen aff min faders huss, did vil ieg oc gaa blot oc nøgen igen. Et tyckis mig dog icke vere børligt, at det liff, som haffuer borit oc fød dine børn til verden, skal aldelis gaa blot for folckit oc sees aff huermand. Derfore (om dig tyckis) beder ieg oc begerer aff dig, at du (for den jomfrudom, som ieg førde til dig) vilt vnde mig at beholde en blot serck, met huilcken ieg kan oc maa betecke oc skiule din arme tienestequindes bare legeme, den som dog nogen tid haffuer verit din ecte kære høstru.«

Her Volter kunde icke holde sig lenger, men taarene løbe aff hans øyne saa bitterlig, at han neppeligen kunde framføre desse ord oc sagde: »Jeg er tilfredz, beholt den ene serck!«

Han vende sig oc gick fra hende met grædende taare.

Griseldis hun førde sig aff alle klæderne i alt folckens E1r|neruerelse, beholt paa sig alleniste sin blote serck, met huilcken hun kunde betecke oc skiule sin baare krop. Saa gick hun aff palatzit obenhoffuit met baare føder oc mange folck met hende, som ynckede saadant it løckensfald. Men ingen aff dem alle kunde holde sig aff graad, wden aleniste Griseldis.

Saa kom hun i saadane ynckelig maade til sin faders huss igen. Hendis fader haffde altid en kranck mening, at Griseldis skulde komme til saa høyen stad oc vaar fødder aff saa fattig folck. Han tenckte altid saa ved sig: »Naar som herren bliffuer keed aff min dotter oc begynder at hade hende, fordi at hun er aff ydmyg slect, saa skeer det visseligen, at han driffuer hende fra sig aff sit huss oc palatz som menligen er seduane iblant de mectige.« Som han nu hørde oc fornam det megle folck komme til sit huss oc saa sin dotter komme tiendis oc saa got som nøgen, da begynte han strax at søge de gamble reffne klæder, som hun tilforn haffde, førend hun bleff bortført. Dem haffde han vel foruarit i sin kiste. Han gick sin daatter imod, at hun motte faa nogit at skiule sig vdi. Men alt det folck, som hende følgde til sin faders huss, de skildes fra E1v|hende met grædende taare. Stor yncke vaare det at sige deraff til fulde. Hun vaar altingist vel tilfredz at vere i sin faders huss met stor tolmodighed vdi stor fattigdom oc alsomstørst ydmyghed, saa at aldrig nogit menniske kunde see eller mercke nogre sorgfulde tegen paa hende oc aldrig hun nogen tid kierde sig, at hun vaar saa kommen fra den stor vold oc velde oc til alsomstørst armod oc treldom. Sammeledis tilforn: jo mere hendes mact oc volde voxte, io mere forøgte sig hendes ydmyghed.