Da sagde hertug Frederik:
»Herre, sig mig nu:
Jeres navn vil jeg gerne høre,
129r|– det er den løn jeg søger –
og hvad slægt I kommer af,
nu vi sidder fortroligt sammen.«
»Det vil jeg meget gerne gøre
hvis I har lyst til at høre det:
Min far hedder Leveoni,
og selv hedder jeg Gamiorin.
Han er konge i Skotland,
de tjener alle under hans hånd.
Hvad han og jeg har magt til,
det skal være jeres,
både folk og også land,
de skal tjene jeres hånd
så længe som vi lever.
Jeg er skyldig at give jer
ros og ære til hver en tid
fordi I hjalp os mod fortræd.
I frelste os fra faren
som truede os med den grumme død
fra ham som jeg nu ser ligge her.«
»Ædle herre, jeg spørger om mere,
sig mig det for morskabs skyld:
Hvordan mødte I denne kæmpe?«
»Jeg kom ridende her i går
på eventyr, det må I forstå.
Jeg fandt en vej, den var vældig bred,
den gik lige over bjerge og dale.
Jeg red den vej, det er ganske sandt,
og mødte intet levende.
Dagen gik snart mod aftenen,
denne frue red med mig.
Så fik vi øje på en lille eng
og blev enige om at ride derhen
og blive der natten over
med det vi nu havde at leve af;
vi havde brød og vin
og rå og då og vildsvin
og alskens anden proviant
både at drikke og spise.
Vi sad der og var glade.
Da med ét kom kæmpen;
vi fik ikke øje på ham
129v|før han pludselig greb os.
Med det samme greb han mig
og bandt mig stramt
af al sin magt til et træ.
Der stod jeg hele den lange nat.
Han bandt også den frue I ser,
til et andet træ – det smertede mig –
så vi tydeligt så hinanden
og ikke kunne hjælpe hinanden.
Mad og brød og dertil vin
det tog kæmpen alt sammen.
Han åd og drak så grådigt,
og så lagde han sig ned for at sove.
Vores heste gik hvor jeg tøjrede dem
med egen hånd om aftenen.
Han sagde ikke et ord til mig
før i dag da solen stod op.
Så tog han min hest derhenne
og førte den herhen til mig.
Han løste mine hænder og fødder,
men det var mig ikke til megen hjælp.
Mine våben tog han fra mig
så jeg aldeles intet havde
ud over en skjorte der helt var itu,
for han havde taget tøjet fra mig.
I sorg sov jeg der den nat,
så bragte han mig med ét min hest.
Så måtte jeg sidde på hestens ryg;
han bandt uden nogen grund
mine fødder under hestens bug
130r|– sådan gør onde mænd.
Da han havde voldt mig denne smerte,
løste han fruen og bad hende ride.
Den ædle frue ville ikke
for sin hæder skilles fra mig
før hun fik at se
hvordan det gik med mig.
Han gjorde mig ondt, det siger jeg dig,
lige til I, herre, frelste mig.«
Hertug Frederik sagde da alvorligt:
»Tror I I finder jeres ting?«
»Ja, herre, det kan være
vi finder det der.«
Han tog fruens kappe på.
Til hertug Frederik sagde han:
»Vi skal ikke blive længere her,
nu vil vi ride straks.«
Da de havde talt sådan,
blev det så mørkt om natten.
Derfor blev de dér
indtil det igen var dag.
Tidlig om morgenen drog de af sted.
De fulgte så det samme spor
som de før havde redet ad,
til den eng jeg nævnte.
Der fandt han alle sine våben.
Så væbnede han sig, den ædle mand.
Så sagde Gamiorin:
»Må Gud i al sin nåde
give lykke og held til jer
130v|der hjalp mig til at beholde livet.
Vidste jeg hvem det var
der har hjulpet mig sådan,
ville jeg modtage det som en fornem gave.
Jeg vil gerne kende jer.
Lad mig ikke lede længere, herre,
jeres navn vil jeg gerne kende.«
Da svarede den mægtige herre ham:
»Mit navn vil jeg gerne sige dig,
hertug Frederik af Normandiet,
det er det jeg kaldes.«
Da nu fruen hørte
at det var den gode hertug Frederik:
»Det er i sandhed en lykke for mig
at jeg med egne øjne har set,
min kære hertug Frederik.«
Hun kyssede ham så kærligt
og fortalte ham derefter
hvilken slægt hun hørte til:
»I skal i sandhed vide
at kongen af England er min far.«
Da sagde den gode hertug:
»Han er også min farbror.«
Da sagde hertug Frederik også:
»Det siger jeg dig i sandhed:
Jeg vil tjene jer af al min magt
af kærligheden jeg har til denne frue.
Det er vel tolv år siden og mere til
at jeg så hende og andre fruer
131r|i England hos hendes far.
Nu er hendes hvide hud forandret
så jeg næppe kan kende hende igen.
Fru Bilapher, jeg siger jer:
I skal nu gøre som jeg siger,
hr. Gamiorin og I.
Mit land det ligger nær ved her,
der skal I ride hen og blive
en stund i ro og omsorg.
Dér skal intet skade jer.«
»Gud takke jer for denne ære,
men denne gang skal det ikke være,
for jeg skal endelig være gæst
i en fornem og befæstet by.
Der skal være en turnering;
der kommer mange herrer
i England og Bretagne
på en meget pragtfuld slette.
Mange smukke skarer får man at se,
de kommer fra Bretagne.
Der kommer også fra Frankrig
fornemme herrer der ikke vil vige.
Fra England kommer der også mange,
og dertil herrerne fra Irland.
Der kommer også for morskabs skyld
mange herrer, og de har mod.
Også skotter, det kan jeg sige
de kender mig særdeles godt.
Det er længe siden de så mig
131v|eller hørte nyt om mig.
Seks år er det, og også mere,
siden jeg red fra dem.
Nu er det min mening
at jeg nødig vil lade det ske
at jeg denne gang
ikke skal komme til den turnering.
Nu må vi ikke vente længere,
nu vil vi ride til landet,
denne frue og jeg,
dér hvor vi kan finde ro.
Min far ved intet om
at jeg er gift, skal jeg sige dig.«
