Da hertug Frederik hørte det,
sagde han til den gode herre:
»Gud må bevare mit land,
jeg vil rejse med jer til turnering.«
»Det glæder mig,« sagde Gamiorin,
»i Guds navn, vær velkommen, kære ven.«
»Kender I også vejen godt?«
»Ja, den vej jeg red hertil,
den skal vi rejse ad herfra.
Så vil vi snart få øje på
et hus hvor vi kan få husly i nat;
der bliver vi godt modtaget.
Borgen hedder Bromundant,
det skal I vide, og det er sikkert.
Borgen er stærk og sikker.
En grev Askalis, en mægtig herre,
132r|ejer denne borg og fæstning
som vi skal gæste i aften.
Han bad mig da jeg red derfra,
om ingenlunde at undlade
at ride tilbage til ham.
Han sagde at han ville vente på mig derhjemme.«
Dagen gik mod aften,
da red han ud af skoven,
da så han med det samme huset
som jeg fortalte om før.
De fik husly der den nat
og blev meget ærefuldt modtaget.
Man viste dem alverdens omsorg
med både mad og drikke
og dertil høvisk snak og skæmt
den aften de sad der sammen.
Da måltidet fik ende,
gik herrerne ud i en rosengård
og også den skønne frue,
der kunne bevare sin værdighed,
og grevens to fornemme døtre.
Fru Bilapher gjorde det også.
Han bragte dem både mjød og vin.
Værten sagde til Gamiorin:
»Herre, hvordan er det gået jer,
siden I sidst red fra mig?«
»Jeg har haft megen modgang
og stor angst for at dø
så at jeg aldrig i mine dage
132v|har haft så store trængsler.«
Han fortalte ham ligeledes
hvad der var sket ham i skoven.
»Og hertug Frederik handlede så godt,
han slog den store kæmpe ihjel.«
»Det er godt for mig det er endt sådan:
Nu får vi så gode gæster.
I har æret mig på mange måder
og hjulpet mig ud af min ulykke.«
Da sagde den mægtige greve:
»I skal vide, hertug Frederik:
Den kæmpe gjorde os mange gange
stadige kvaler på mange måder.«
Grevinden hørte på dette.
Da græd hun så jammerligt,
og også begge hendes døtre
så ingen kunne trøste dem.
Greven sagde til sin gæst:
»Min ven, I ved slet ikke
hvilken ulykke der er sket mig.
Det smerter mig i mit hjerte.
I skal ikke undre jer over
at disse fruer græder sådan,
og hvorfor jeg selv er i sorg
og klager så højlydt til jer.
Jeg havde en søn, en ung mand var han,
det siger jeg jer i sandhed,
at hver en gang man så ham,
lo ens hjerte af glæde.
133r|Han var kysk og uden frygt,
en tapper helt i hele sit liv,
dertil mild og særdeles klog,
fruer og jomfruer hyldede ham.
For et år siden minus tretten uger
var han denne gang redet ud
i denne skov på eventyr,
der blev ham alt for dyrt.
Han var endnu ikke fyldt tyve år
da han blev slået til ridder.
Da jeg hørte han red af sted,
sendte jeg i samme retning
mine riddere og svende.
De kom alt for sent.
Han var kommet så langt væk fra dem
at de ikke kunne hjælpe ham.
De fik øje på ham under en skrænt,
hvor han var i kamp med kæmpen.
De så at kæmpen slog ham ned
med den store stang han trak med sig,
så han straks lå død.
De kunne ikke bringe ham hjælp.
Aldrig blev et renere liv
dræbt i en kamp mellem kæmper.«
Sådan sagde hans far mens tårerne løb
og han sukkede dybt i sit hjerte.
Han vred sine hænder så hårdt
og klagede sig igen og igen.
De fyrre riddere han havde sendt ud,
blev alle knust af kæmpen
nogensinde kom hjem igen
»bortset fra to der var såret hårdt,
de bragte mig dette budskab.«
Da svarede hertug Frederik:
»Herre, det råd vil jeg give jer:
I må slippe jeres sorg
og gøre jer glad og munter.
Det er det allerbedste,«
sagde hans gode gæst.
»I skal ikke længes efter
det I ikke kan få.
I skal ikke klage jer mere,
han er hævnet med ære:
Jeg slog den store kæmpe ihjel,
der har gjort jer så stor en uret.«
Riddere og fruer takkede ham alle,
og blev glade igen:
»Vi skal ikke længes efter
det vi aldrig kan få.«
Så slap de al deres sorg
og talte længe og muntrede sig.
Om aftenen da de sad der sammen,
talte de meget i fryd og gammen.
