Det var nu blevet vinter.
Hertug Frederik ventede på denne tid
til næste sommer var kommet.
Han sender bud til nær og fjern
og meddeler herrer og fyrster
145r|at han vil holde bryllup.
Han beder dem alle komme,
dem til glæde og ham til ære.
Det var nu pinsedag.
De så på den vidtstrakte hede
at man slog mange telte op,
der var mange penge værd.
Derhen kom kongen af Frankrig,
med ham fem hundrede mægtige riddere,
udvalgte og af fornem slægt,
dem førte herren med sig dér.
Der førte også kongen af Skotland
to hundrede riddere ind på stranden.
Kongen af England kom der også,
tre hundrede riddere fulgte ham med ære,
de bedste man kunne finde
i hele England.
Han skrev også med egen hånd
brev som han sendte til Irland
og bad hendes far om, hvis han kunne,
at komme dertil med sit ridderskab.
Han blev glad for den besked
og lod sine riddere og svende kalde.
Han sagde til dem allesammen
at hans datter var i live.
Han gjorde sig rede på fornem vis,
sin dronning tog han med sig.
Fire hundrede riddere fulgte,
som fastholdt deres høviskhed.
145v|Sådan drog han til Normandiet,
til sin datter Florie;
han blev hjerteligt modtaget
af sin datter og hertug Frederik,
og dertil af riddere og svende,
de er trofaste mod ham.
Hvis jeg kunne blive modtaget sådan,
ville jeg synes det var en fornem ære,
hvor jeg end kommer i verden,
som det skete for ham fra mangen mand.
Der kom en greve af Askomyn,
han var en fin herre.
Hundrede riddere havde han med sig,
han kom så fornemt.
På den samme slette kom der
tusind gange mere glæde.
Alle de herrer der var kommet,
havde deres fruer med sig.
Deres bisper og kannikker,
klerke og munke var der til overflod.
Alle kom de til festen,
hver af dem sømmeligt efter sin skik.
Man så så mange mennesker der
som der kan være på jord og i vand.
Nu kom der en mægtig konge,
havde endnu flere med sig
end alle dem der var kommet før.
Vil I vide hvem han var?
Det var otte dage efter påske,
146r|hertug Frederik red i skoven på jagt,
han havde to svende med sig.
I skoven så han foran sig
hvordan to hunde gøede
og løb efter en hjort.
Med sig havde han vin og brød,
det rækker fint når sulten plager.
Han red op imod et bjerg,
der hvor han fandt den lille dværg,
der var kommet fra Karlefint,
ham som hertugen så så strålende på vejen.
Som han nu i tre dage
red vild i skoven for at jage
fandt han på den fjerde dag
hvor vejen til dværgens rige lå.
Da sagde hertug Frederik:
»Nu vil et eventyr lede mig vild.«
Han bemærkede under en skrænt
at en hjort kom løbende ganske skræmt
foran to små hunde
og flygtede ned ad en bakke.
Hjorten var så udmattet
at den stod helt stille foran hertugen
og forsvarede sig så godt den kunne.
Så kom en jæger ridende,
man hørte over hele skoven
en vældig larm fra hans horn.
Han red op imod et bjerg,
det var en lille bitte dværg.
146v|Den hest han kom ridende på,
var kun lidt større end en rå.
det han da havde med sig,
det var vel tusind pund værd.
Han havde en hund i sine hænder
som hertug Frederik ikke kendte.
Da hertug Frederik nu så dværgen,
talte han og sagde sådan:
»Du lille dværg, Gud være med dig,
du skal ikke være bange for mig.
Sig mig det jeg nu vil vide:
Hvilken herre hører du til?«
»Kong Malmerikt er min herre,
han kommer her ganske snart.
Han har magt over mange lande,
vi tjener alle under hans hånd.«
»Er det virkelig rigtigt?
det gør mig glad og lykkelig!«
»Det horn vi hører der,
det må være min herres,«
sagde den lille dværg
og red så op mod et bjerg.
Han blæste så højt i sit horn
at kongen tydeligt hørte det.
Han red da så hurtigt han kunne,
hen hvor han så hertug Frederik.
Hertug Frederik red ham i møde.
Ingen af dem ventede længere,
147r|og de tog hjerteligt mod hinanden,
kong Malmerikt og hertug
Frederik.
De satte sig ned begge to
der hvor hjorten var faldet om.
Så bar man frem for herrerne
vin og mjød i kostbare kar.
Kongen havde med sig
tre hundrede jægere, ikke færre.
De gjorde et måltid klar,
og så gik herrerne hen for at spise.
Der blev sørget for dem så godt man kan ønske,
med mange gode, fornemme retter.
Da herrerne var mætte
af alle de mange retter,
da sagde hertug Frederik:
»Jeg vil nu tale fortroligt med dig
hvis det passer jer, herre.«
»Sådan skal det være, ja.«
Han fortalte så kongen selv
hvad han var kommet for:
»Nu, herre, vil jeg bede
jer om at ride hjem til mig.«
Derpå lod han ham forstå
hvordan det stod til med ham selv,
og alt hvad der var hændt ham
siden hertugen red fra ham.
Han takkede ham for den fingerring
som han havde fået for sin hjælp.
og hele denne store hæder
147v|som jeg nu har fortalt jer om;
»Jeg vil også bede jer om
at I vil komme hjem til mig
når min fest skal holdes,
og vise mig den ære
med hele det følge I kan mønstre,
med riddere og med fruer.
Hvis I vil vise mig den ære,
vil jeg tjene jer så længe jeg lever.«
»Skal det blive sådan, herre.
må I love mig på tro og ære
at jeg trygt kan komme dertil
og alle de folk der er med mig.
Jeg vil komme med så stor pragt
at af alle de herrer I stoler på,
er ingen så mægtige
at de kan måle sig med mig.«
»Det, herre, kan I stole på
at ingen mand skal vise dig
andet end den største hæder og ære,
som de skylder dig.
I mit land er der så stor fred,
og det har der altid været,
at ingen tager fra hinanden
så meget som en penning.
Læg jeres folk ned til floden,
det beder jeg jer om, må I vide.
Det er to mil fra mit hus.
Gør I det og kommer dér,
så vil jeg med sikkerhed
sende et bud til jer
så I ingen overlast lider,
og han skal vise jer vejen.
Nu må I leve lykkeligt.«
