112r| JEth ewentyr tha begynes heræ;
willæ I høræ hwræ thet æræ,
tha ma I hæræ forstandhæ
hwadh the haffdhæ ther til handhe,
thy aff konningh Artus seye kwnne.
J hans daghe man thet fwnne
thet man jnghen herræ wistæ
meræ ewentyr ath fræstæ.
Tha willæ Gudh hanum hedhen kallæ
borth fra thenne werdhen allæ
– koningh Artus ther jech mene,
then edelæ, stalte, then rene.
Tha leffdhe ther effther hans tidh
ridder och swenne, the waræ blidh,
j Engelandh och i Bretania,
j Franckerighy och i Jspania.
I Nomandy then same tidh
war jen hertwgh, hiedhe Frederik,
han war tro och tycteligh,
for hans troskab bleff han righ,
och therfor eres han i hemerigh.
Then tidh then edelæ hertwgh Frederik
leffdhe i werdhen sa ønckeligh,
tha skiedhæ saa pa jen stwndh
han redh ath jeyæ i jen lwndh.
Them tøtte thet weræ jeth høweligt gamen:
The slowe thieres hwndhæ, the løbæ samen,
the løbe jckj vdhen jen agers bredh,
the wendhe them affther then samme leedh.
112v| »Wi jeyer jckj mere ath thette sinnæ,
faræ wi hiem, wi maa thet wel finnæ.«
Hans hws kalledh han Kallidæs,
som man i bogen skreff och læss.
Then skoff ther for hwseth laa,
then hiedhe Asya, thet war saa.
Then affthen the til hwseth redh,
the giordhæ them gladhæ och waræ blidh.
Orligh om morighen, dagen war lwys,
han redh segh jene aff thet hws,
the edelæ hertwgh Frederik.
Han haffdhæ tha forwebnedh segh:
Jeth halsbondh haffdhe han fyrst aa,
thet rigeste man medh øwen saa.
Thertil too hwoser, the war hwidhe,
the war giordh medh mygel flydhæ.
Hans hielm war hwidh, aff stol och hordh.
Then herræ haffdhæ sith liff vspardh,
som jech for sannen hawer hørdh.
Then herræ i sin skioldh førdhe
jen trindh bøghel aff guldh sa bredh.
Ower andræ skioldhæ war han tiedh;
then righet aa hanwm laa;
thet ær mægh sienth ath seye fra.
Tha togh hertogen aff Normandhy
i sith han jeth glawindhi.
Han stey aa sin hæst och deden redh
113r| til Asianth, then giensten leedh.
Han redh i weye, the war smaa,
som han war won ath giøræ saa,
medh jeth wandh och modh jen hiedhe,
som han førræ i berssen redh.
Hans hest war rødh som jeth blodh,
hans hielm aff gwldh øwerth godh.
Then wey han war ridhindh aa,
hwn wendhis hanwm bradeligh fraa
saa ath han war vkiendh there
och wiste ey hworth han komen waræ.
Tha then wey wendis hanum fra,
jeth bierigh i skowen for segh saa,
thidh war hans acth ath ridhæ.
Han melthæ tha, ey vdhen qwidhe:
»Nw radhe mægh Gudh, han ær myn lidh.
Aa ewentyr tha kam jech hidh.«
Han redh thet meste han formaa,
til thet bierigh han for segh saa
giømen torne och tøcke qwiste,
han kam thergiømen medh føwe listæ.
Ther han ap ath bierighet foor,
tha worthæ han war jeth lidhet fodspor,
och effther manne lighe.
»Nw wil mægh jeth ewentyr swige.«
Ther stodh jen lidhen witte hest,
113v| wedh jen bwsk tha war han fæst.
Han sawdhe widh segh jenne:
»Hwadh skal jech hermedh meene?«
Han worthe tha i sith hierthe froo:
Jen dwerigh i skowen han for segh saa.
»Wel mægh thet ewentyr mægh ær skiedh
thet jech i dagh i skowen redh.«
Ther herttogen holte ther jene,
dwerigen kam hanum ridhindhe igien.
Han haffde jeth glawindhe i sin hende.
Hertwgh Frederigh hanum jckj kiendhe.
Hans ørs thet war føwe storth,
ændh mynde æn jen dohiorth.
Hans wabenrok han aa segh bæær,
dyræ stienæ theri ær.
Therower haffdæ han jeth halsbierk.
Thet halsbondh war saa mesterligh giord
som nogher hawer saffd hørdh.
Hans hwosse war hwidhæ som filsbien,
pa hans howeth jen hielm skien,
hwn war righ medh edlæ stiene.
Listen war aff guldh hinth renæ,
the stienæ war ther fæst aa,
bodhæ storæ och saa smaa.
Framerste pa hans hielm skien
jen lyws karbwnkelstien,
114r| j hans nakæ jen jackanth
ther priseth war for rige pant,
amentist och rwbin,
twrkus och saphir,
smaragdws och granathe
the stodh ther wel til madhe,
och mange dyræ stiene,
the ther klaræ ær och rene,
the war ther satte medh effne,
fleræ æn jech kan neffne.
Thet førdhe aa segh then lidlæ dwerig,
ther mange høwe pænningh war werd.
Hans skiold och hans ørseredhe,
thet war priseth æn for meræ.
Hwar man finner tøligt fall,
5 twsindh mark thet gieldhe skal.
Hans glawindhe han førdhe i sin hand,
thet war nær tre alne langh.
Ther hertwgh Frederik dwerigen saa,
han melthæ tha och sawdhæ saa:
»Gudh hielsæ thik, herræ, ther bæst kan,«
tha swaredhæ hanum then lidlæ man:
»Gudh tacke edher, herræ aff Normandy.
Jech redes I ær vwen myn.«
»For hwi? Hwadh hawer jech eder giordh,
thet ær mægh vkwnigth, jech hawer thet ey hørd.«
Tha togh dwerigen til ath sware:
»Jech wil mægh for edher obenbaræ.
114v| medhen jech hawer edher herræ seth.
Mægh ær mygel ønk skiedh.
Jech war jen konningh øwerth righ,
sa ath mægh thiente dawligh
12 kongher andræ sligh,
thertil 6 hertwgh righe,
12 grewer holthe thieres landh
nadeligh aff myn jeneste handh.
Jech er fordrewen aff landh och eræ,
thy maa jech mæg saræ for edher kieræ.
Jech bedher edher for Gudh i hemerigh
ath J willæ fyllige mæg
och hielpæ mægh myth landh ath werie.
The komme och brenne och wil mægh heriæ!«
Tha swaredhe hertogen dygdeligh:
»Jech wil gierne fylige thik
och hielpæ edher hwadh jech formaa,
om jech kan them jene bestoo,
jech gierne wil fyllighe williæ thin.«
Tha takedhe hanum then dwerigelin.
»Myth liff wil jech wowe heræ
for edher nød och for myn æræ.«
