Thet war nw kommen om winters tide.
Hertwg Frederik biddæ then same rid
til somer affter komen ær.
Han sænder bwd hist och hær
och ladher thet herræ och fyrstæ høræ
145r| ath han wilde sith brøllop giøræ.
Han bedher them allæ kome thæræ,
them til glede och hanum til æræ.
Thet war nw om pindzdagstidh.
The sa pa then hiedhe sa widh
the slowe manghe rige tieldhe,
ther høwe pænningh kunde gielde.
Thidh kam konningen aff Frankerigy,
medh hanum 500 ridder rige,
the vdhwolde och welbyrdig ær,
førde then herræ thid medh sæg thæræ.
Thid førdhæ konningen aff Skottelandh
2 hwndred ridher aa then strandh.
Konningen aff Engeland kam och thæræ,
try hwndrede ridder fuldæ hanum medh æræ,
ther man kunde bæst findhæ
jnen allæ Engeland jnnæ.
Han skreff och medh sin egen hand
breff och sendhæ til Jrland
och badh hindæ fadher om thet mattæ weræ,
medh sith ridderskab komme thæræ.
Han worte wed thesse tidinde gladhæ
sin ridder och swenne kallæ badh.
Han sawdhæ them allæ sammen ther
thet hans datter lewindes ær.
Han reddæ sæg saa kosteligh,
sin dronninge tog han och medh sæg.
400 ridder fulde hanum i skaræ,
ther thieres twkt kwnde wel bewaræ.
145v| Saa foor han til Normandy,
til sin datter Florie;
han war vndfongen sa hiederligh
aff sin datter och hertwg Frederik,
thertil aff ridder och swene,
the hanum medh troskab miene.
Matte jech sa wndfongen weræ,
mæg tøtte thet wæræ jen høwelig æræ,
hwar jech i werilden kommer fram,
som han war heræ aff mangen mand.
Ther kam jen grewe aff Askomyn,
han war alt jen herræ fyn.
100 ridder haffdæ han medh sæg,
han kam alt sa kosteligh.
Ther kam i then same wold
glede meræ æn 1000-fold.
Allæ the herer ther komen ær,
førdæ thieres frwer medh them ther,
thieres biscoper och kannikær,
klerke och mwnkæ war owert ther,
kam allæ til then høgtidh,
hwer ærligh effter thieres sidh.
Sa myghet folk man ther saa
som jordh och wandh myest gribæ maa.
Nw kom ther jen konning sa righ,
han haffdæ æn meeræ folk medh sægh
æn allæ the herrær ther kommen ær.
Willæ I wede hwo han ær?
Thet war effter poske otte dage
146r| thet hertug Frederik redh i skowen ath jeyæ.
Han haffde medh sægh swenne 2.
Han i skowen for sægh saa
hwræ 2 hunde øbe
och medh jen hiort løbe.
Han haffde medh sæg win och brød,
thet duger wel i hungers nødh.
Han red ap imodh jeth bierigh,
ther fand han jen liden dwerig,
han war komen aff Karlæfinckæ,
tha sa hertogen i weyen blinkæ.
Som han red i tre dagæ
wild i skowen ath jawe
then fierdæ dag hitte han aa
then wey til dwerigis rigy laa.
Tha saffde hertwg Fredrik:
»Nw wil jeth ewentyr swige mæg.«
Han wortæ war vnder jen liid
jen hiort kam løbind medh mygel qwid
foræ to lidel sma rakæ,
flyde neder for jen bakæ.
Hiorten war sa tret och modh
thet han qwer for hertogen stodh
och warde sæg hwad han formaa.
Jen jeyer kam ther ridindæ tha,
thet matte høris ower skowen all
aff hans horn sa mygen skaldh.
Han rænde ap imod jet bierigh,
thet war jen liden witte dwerigh.
146v| Hans hæst ther han war ridinde aa,
war lidhet støræ æn jen raa.
Thet han medh sægh førde i then stwnd,
thet war wel wær 1000 pund.
Han haffde jen hwndh i sin hændhæ
ther hertwg Frederik jcki kiendhe.
Tha hertog Frederik dwerigen saa,
tha meltæ han och sawdhæ saa:
»Thu lidlæ dwerig, Gud hielsæ thik.
Thu skalt jckj wæræ redh for mæg.
Sey mæg thet jech wedhæ wil:
Hwilken herræ høræ thu til?«
»Konning Malmerikt myn herræ ær,
fuldsnarligh tha kommer han hær.
Han ær weldug ower mange landh,
wi tienæ allæ vndher hans handh.«
»Sannelig ær thet saa,
thesse ær jech bodhæ glad och froo!«
»Thet horn wy hørær thæræ,
ther mon myn herræ wæræ,«
sawdhæ tha then lidlæ dwerigh
och rende saa ap imod jet bierigh.
Sith horn han sa fasteligh rørdhe
ath konningen han thet giørligh hørdhe.
Han rændhæ tha hwadh han formaa
thid som han hertog Frederik saa.
Hertog Frederik tha imodh ham redh.
Hwerken thieræ tha lenger bedh,
147r| the vndfinge hwerander sa leweligh.
Konningh Malmerekt och hertogh Frederik,
the sattess ther neder bodhæ too
ther som hiorten fallen laa.
Man tha for the herrær bar
win och mød i dyræ kar.
Konningen haffde medh sæg thæræ
try hwndredæ jeger och jckj færæ.
The reddæ ther mad och giordhæ saa,
sidhen the herræ ath ede gaar.
The worte ther pleyed ønskælig
medh mange gode rætter righ.
Tha the herrær war mætte
aff allæhandhæ rættæ,
tha saffdhæ hertog Frederigh:
»Jech wil nw hiemeligh talæ medh thik
om eder herræ tøcker saa.«
»Mend wed thet skal wæræ, ‘jaa’.«
Han saffde konningen sielwe thæræ
for hwad sagh han ther komen waræ:
»Jech wil eder, herræ, nw bedhe
ath I wil hiem til mæg ridhæ.«
Sidhen kungiordhæ han hanum thæræ
hwræ thet mwnde medh hanum weræ,
och all then tingh ther hanum war skiedh
sidhen hertogen fra hanum redh.
Han takedhe hanum for thet fingerlin
ther han haffde haffd aff nadhæ sin.
»Allæ thenne møglæ æræ
147v| jech hawer nw sawdh edher heræ;
jech wil æn meræ bedhæ thik
ath I wil kommæ hiem til mægh
nar myn høgtid skal wæræ,
och giøræ mægh thet til æræ
medh all then makt ther I formaa,
medh ridder och frwer I giøræ saa.
Willæ I mægh then æræ giøræ,
jech wel eder tiene men jech maa lewe.«
»Herræ, skal thet weræ saa.
J skal mægh lowe pa eder tro
ath jech ma felligh komme ther
och alt thet folk ther medh mægh ær.
Jech wil saa kosteligh kome thid
ath allæ the herrær I hawæ pa lidh,
the æræ ey allæ saa rige
ath the mowe mægh jene lige.«
»Thet skal I, herræ, nw tro mægh
ath jngen man skal giøræ thegh
vdhen stor dygd och æræ,
som skyldygt ær ath wæræ.
I myth landh ær saa godh fredh,
och hawer ther wered allæ tidh
ath jngen tager hinanden fra
thet jen penning gieldæ maa.
J leger eder folk vd medh then aa,
J skullæ thet wedhæ, jech bedher saa.
Thet ær fra myth hwss 2 mylæ.
148r| Ther skwllæ I edher hwilæ.
Komme I ther och giøræ saa wel,
jech wil jeth bwdh medh fuldgot skiel
sændhe edher igien
sa ath I skal fonge jngen mien,
och then eder skal kiene weyen wæl.
Nw lewe I bode hiel och sææl!«
