2. Ivan bliver kildens ridder

Artus var konge af England,
han overvandt Rom med sværd og brand.
Han var med hæder kejser der
og frelste England fra svære kvaler.
Den skat som romerne krævede,
vovede ingen at kræve af ham.
Den anden var kongen af Frankrig,
Karl Magnus.
Det vil jeg i sandhed sige jer:
Ingen var taprere på den tid
til at ride mod hedninge for de kristne
end begge de herrer jeg her har nævnt.
De har bevist deres tapperhed sådan
at deres ry går verden rundt
hvor herrer og fyrster holder hof.
Kongesønner søgte derhen,
grever og hertuger tjente dem,
1v|ridderes sønner gjorde det også,
og alle de der kunne komme dertil.
På denne kong Artus’ tid
var der stærke kæmper med mod til at vove livet
for ridderskab og for fruers ære.
Desværre er der nu færre af dem
der vil vinde ære ved ros fra fruer.
Dem kan man dårligt nok finde i dag.
Der var en der fortalte mig det jeg vil sige,
– og det tror jeg ikke jeg vil fortie –
om en ridder, den ædleste mand,
på hans tid fandtes ingen lignende,
der tjente hos kong Artus
hver dag i Karidols borg.
Kong Artus, som I nu har hørt om,
hans ry har nået hele verden.
På hans tid
holdt han for nylig en fest
med største fryd på pinsedag.
Muntre fruer og jomfruer var der,
riddere og svende morede sig,
de mødtes til dystridt og turnering
da kongen var mæt, under åben himmel
på sit slot i Karidol.
Da de var mætte og sad der sammen,
riddere og fruer, morede de sig
og snakkede om hvordan det går til
2r|at meget bliver lovet, men ikke holdt
af dem som fruer har magten over,
og som må være tapre i hjertet.
Og deres tjener vil jeg være
og holde inderligt af dem.
Nu vil jeg først af alt skrive om Artus
og hvordan de dengang muntrede sig.
Da kongen var mæt, som jeg sagde før,
sagde han intet, men sad dér og tav.
Hvad han tænkte inderst inde,
det vidste ingen anden end han.
Han rejste sig og gik ind for at sove,
og hans gæster sad alle tavse tilbage;
riddere og svende undrede sig:
Han plejede ikke at gøre sådan.
Dronningen var derinde hos ham
og fruer og piger og fornemme kvinder.
Ridderne de kunne ikke forstå
hvilket eventyr de kunne vente sig.
Segremors og Valevan
Kalgrevans og hr. Ivan
og hr. Keje Bagvasker, 
der taler ondt bag hver mands ryg,
og mange andre riddere;
derfor morede de sig mere.
En ridder der hed Kalgrevans,
2v|han begyndte sit eventyr,
som var mere pinligt end ærefuldt,
og derfor klagede han sig særdeles;
da han fortalte sit eventyr,
revsede han selv sin skam.
Dronningen kom forbi;
hun stod nærved og lyttede til ham.
Ingen andre end Kalgrevans
lagde mærke til at hun kom.
Den ædle og fornemme ridder
rejste sig op for hende.
Det bebrejdede hr. Keje ham;
han kunne ikke tale bedre end sådan:
»Du er mere høvisk end alle os andre
og derfor skal vi kalde dig herre.
Selv om man leder ude og inde,
finder man ikke en anden som dig.
Min frue holder også på
at I har større mod end to tilsammen.
Hvor skal vi finde en anden som dig,
som man så dårligt kan stole på?«
Så talte hr. Keje videre:
»Nu skal jeg sige jer noget:
Vi er alle sløve hvad høflighed angår,
lige bortset fra Kalgrevans.«
Så svarede Kalgrevans:
3r|»Kære herre, sig ikke det,
det kunne ingen forudse.
De fik alt for sent øje på min frue,
og det gør dem alle ondt.«
Dronningen sagde så til Keje:
»Det havde knust dit hjerte
hvis ikke du havde udtalt den spot
som vi nu alle har hørt.
Du har mødt alle med spot,
det er derfor det ofte er gået dig skidt.«
Ridderne gik i forbøn for ham:
»Frue, I må ikke være vred,
han står til tjeneste for jer på alle måder,
men han kan ikke lade være med at spotte.«
Dronningen svarede dem så:
»Jeg synes han ikke kan holde ordene i sig!
Jeg synes han nu har sagt for meget
der hellere skulle have været fortiet.
Ingen skal gøre nar af andre,
men behandle hinanden anstændigt.
Nu skal I alle tie stille.
Ridderen her skal fortælle sit eventyr.«
Ridderen sagde: »Jeg vil sige dig dette,
hr. Keje, hvis du vil høre efter:
3v|Jeg bør ikke skændes med dig,
for du kan gøre så meget ondt.
Når du møder mig med hån og had,
bliver du selv foragtet for det.
Du kan ikke gøre mig meget godt
og ikke blive til megen skade.
Du har foragtet alle folk
og vil lægge os alle for had.
Derfor vil jeg takke dig for
at du ikke udelod mig.
Jeg vil ikke fortælle mit eventyr nu
hvis fruen tillader mig at tie.«
Herpå sagde så hr. Keje:
»Min frue, hvis det er sådan
at I har lyst til at lytte til det
og beder den gode ridder om
at fortælle sit eventyr,
så er det noget jeg gerne vil høre.«
Dronningen sagde derfra hvor hun stod:
»Tænk ikke på hvordan det ender.
I behøver ikke få fred med hr. Keje,
hans ord er ikke sande,
bliv ikke fornærmet over dem.
På vores opfordring: Fortæl om jeres eventyr.«
»Min frue, gid det var anderledes.
4r|Det er meget tungt for mig
at fremføre dette eventyr her.
Men når I beder mig, skal det ske.
Jeg beder nu alle der hører på det:
Mærk jer hvad mine ord betyder,
overvej med sund fornuft,
riddere, fruer og høviske kvinder,
det der er hændt mig – og ikke i drømme.
Gennem mig vil det aldrig blive glemt.
Jeg ved det nok er længe siden
at sådan en ridder er kommet her
som har været ude og opleve nyt,
så jeg vil fortælle jer det I vil vide.«

»Det var for nylig og ikke så længe siden,
jeg rejste ud for at opleve nyt,
væbnet fra top til tå
for at se om nogen vovede at kæmpe mod mig.
Jeg fandt en vej på højre hånd,
den førte mig ind i et fremmed land.
Den vej var uvejsom at ride på,
mørk og trang, jeg sled lidt i det.
Den førte mig endelig ud på en mark
til en borg der var vældig stærk.
Store grave var der om den
så ingen kunne komme derind.
Over gravene gik en bro;
4v|Husets herre kom ud og sagde sådan
– han havde en høg i hænderne
og han skal have tak for at genkende mig –
han sagde: ‘I nat skal I blive her;
man vil tage sig af jer på alle måder.
Velsignet være den gode stund
hvor I kom her og mødte mig.
I er velkommen her for Gud Herren og mig.
Stig af din hest og hvil dig.’
Det var tidligt at søge husly
da jeg kom ridende til det sted.
Han modtog mig med venlige ord
og førte mig indenfor.
Uden for huset hang der
alle mulige våben.
Vægteren blæste i sit horn
for at folkene alle skulle komme ud.
Alle i huset begyndte at løbe,
riddere og svende råbte højt til hinanden:
‘Vi må alle sammen gå hen
og modtage herrens gæst med respekt!’
Riddere og svende tog min hest
og modtog mig selv på bedste måde.
Så kom en ædel jomfru imod mig,
som jeg aldrig vil glemme.
Hun er for altid i mit hjerte
hvor end jeg er i verden.
Jeg kan ikke sige hvor megen dyd,
5r|hvor megen glæde, hvor megen fryd
hun viste mig på alle måder
da hun selv tog våbnene fra mig.
Derpå fik hun lavet mig tøj
som en ridder kunne bære med ære
af mørkerødt skarlagen og med zobelskind,
og et kostbart spænde af fineste guld
besat med ædle stene.
Det var hvad den ædle og dydige gav mig.
Hun førte mig til et hemmeligt sted
besat med rosen- og liljeblade
og urter, gule såvel som grønne.
Jeg tog det som den største løn.
Jeg nød at være dér,
for dér så jeg min elskede.
Så gik de alle fra os,
og der var ingen andre tilbage end os.
Da sagde jeg til min elskede:
‘Skal jeg have nogen lykke i verden,
så skal det ske efter jeres vilje,
nådige jomfru, det skænker jer ære.’
Så stor en glæde havde jeg dér,
for mig var det den største ære.
Skulle det gå som det var mit ønske,
ville jeg aldrig længes væk.
Men det der gik mig mest imod,
var at husets herre kom hen imod os.
5v|Han bad os gå til bords:
‘Her kan I ikke længere være.’
Vi gjorde som han sagde og lod ham bestemme.
Han sørgede rigeligt for os:
med al slags mad, både vildt og tamt.
De bragte os både vin og most
og alverdens servering.
Gud takke ridderen og hans frue.
Husherren bad mig mens vi sad dér,
om meget gerne for fremtiden
at ride den samme vej igen.
Han sagde at han ville vente mig.
Jeg takkede ham for den store ære
og lovede ham at komme igen.
Jeg længtes nu efter at rejse min vej;
jeg tog så afsked og gik i seng.
Så snart som dagen lysnede,
stod min hest klar til mig.
Jeg takkede dem for deres godhed
og red glad og munter derfra.
Da jeg havde redet en tid,
kom der løbende imod mig
vilde okser og grusomme dyr,
løver, bjørne og pantere.
De sloges med så stor en larm
at jeg blev bange og ville væk.
Jeg trak mig så et stykke tilbage;
da fik jeg øje på noget sært:
6r|en hyrde, sortere end en blåmand,
en fælere trold har jeg aldrig set.
Han havde en stang i hænderne,
den var af stål, både tyk og lang.
Han var en grim og væmmelig fyr,
hans hoved var større end på en hest,
hans hals var krum som et hjul;
aldrig så jeg en fælere djævel.
Hans hår var groft som en hybentorn,
næsen krum som et bukkehorn,
øjnene gule som topaser,
der udsender frygteligt lys,
munden bred og læberne blå,
hagen hang helt ned på brystet.
Hans ansigt var loddent som bjørneskind
med vildsvinetænder og sorte kinder,
skægget var groft og ikke glat,
ryggen lang og vanskabt med knuder,
hans fødder var brede og neglene lange,
hans fingre som gribbeklør, skæve og krogede.
Han stod lænet til en mukkert,
hans lægge var lange og tynde,
hans tøj var meget underligt,
og selv var han sort og beget.
Han havde en kostbar klædedragt på,
den var af to oksehuder,
helt skåret op i remme;
6v|dem så jeg daske omkring ham.
Da han så mig komme imod sig,
turde han ikke lade mig vente.
Han sagde ikke et ord til mig;
det undrede mig at han gjorde det.
Jeg tænkte han nok ville skræmme mig,
så grufuldt så han på mig.
Jeg tænkte mange ting
om hvad jeg skulle beslutte mig for,
og så bestemte jeg mig for
ikke at frygte hans vrede.
Jeg tænkte at han var gal,
og det var derfor han intet sagde da jeg kom.
Omsider dristede jeg mig til at gå frem
for at se hvad der så ville ske.
Jeg spurgte ham så godt jeg kunne:
‘Fortæl mig hvad du er for en mand,
og om du mon er ond eller god
nu du står så skræmmende her.’
Han svarede så: ‘Jeg er en mand,
ingen har set mig i smukkere skikkelse
end den du nu har set mig i.
Nu har jeg vist dig min skønhed.’
‘Min gode mand, hvad har du her at gøre?
Hvis jeg må spørge i al fortrolighed.’
‘Jeg har nok at gøre dagen lang
med at vogte de dyr du ser heromkring.’
7r|‘Jeg kan ikke forstå hvordan det kan være
at du kan vogte dem her,
vilde dyr i ødemarken,
så mange grove og stærke dyr.’
‘Det kan jeg sige dig, herre:
De lystrer mig allesammen,
for jeg har fanget dem ind så dygtigt
at de ikke kan gå deres vej.’
‘Så fortæl mig ærligt:
Hvordan kan det gå til?’
‘Aldrig så snart har de hørt mig råbe,
før ingen af dem tør løbe fra mig.
Så snart jeg får fat i et af dem,
har jeg magten over dem alle.
Jeg griber dyret og kaster det ned
så alle andre skælver derved.
De kommer til mig og beder mig om nåde,
og derefter lystrer de mig.
Hvis nogen anden gjorde det,
ville de gøre ham stor fortræd.
Men sig mig nu, min kære herre,
hvad vil du, hvorfor er du kommet her?’
‘Jeg er en ridder, og jeg er ude at lede
efter det som mit hjerte ønsker:
hvordan jeg kan finde det eventyr
som kan skaffe mig hæder.
7v|Jeg beder dig, gode hyrde,
om at fortælle mig
hvor jeg kan bevise mit mod
så andre herrer kan rose mig.’
Han svarede mig: ‘Jeg vil ikke tie,
herre, jeg vil fortælle jer noget:
Ikke så langt herfra er en kilde,
det kan jeg sige i sandhed.
Hvis I har lyst til at ride derhen,
kommer I ikke dertil uden smerte.
Den samme vej som I ser her,
den fører jer hen, som jeg siger,
til kilden jeg taler om.
Den er omgivet af roser,
de fornemme træer er kunstfærdigt sat
og mister ikke løvet for vinterens tvang.
De er sat om kilden sådan
at solen ikke kan nå den.
Samme kilde roses for
at den er koldere end is.
Ved kilden hænger et kar af guld,
der står en stolpe fuld af underfulde ting.
Lænkerne er – vil jeg sige – så lange
at de sagtens kan nå til hinanden.
Der står et kapel ikke langt derfra,
det smukkeste man har set.
8r|Tag vand fra den springende kilde,
så får I sikkert et eventyr at se.
Når I slår vandet på stolpen,
får I at se hvad der sker:
Så bliver det så stærk en vinter
at alle fugle på marken,
løver og bjørne og alle slags dyr
bliver angst for den hårde byge,
for regn og hagl og frost og sne.
Så jammerligt, med megen smerte,
kommer der mange ulykker
uden skånsel og nåde.
Hvis du så kan komme bort derfra
uden at lide overlast,
hvis Gud vil unde jer denne lykke,
så er I en salig mand.’
Hyrden bød mig farvel,
jeg svarede: ‘Lev vel!’

Nu nærmede det sig den tid på dagen,
hvor jeg måtte af sted ad vejen mod kilden.
Da jeg havde redet et stykke tid,
bemærkede jeg den skønneste lund
som nogen mand har set for sine øjne,
ved den kilde han talte om.
Jeg vil beskrive det helt præcist:
8v|Den var dækket med blomster og blade
så jeg tænkte det ikke kunne regne så stærkt
at noget kunne trænge igennem.
I den lund fik jeg øje på
et kar af det pure guld;
om man så leder i hele verden
finder man ikke et lignende.
I må tro mig på mit ord
at kilden den var ligesom
en kedel der hænger hen over ilden
og koger over til alle sider.
Der er en stolpe af smaragd,
den sten var med dygtighed ført hertil.
Under den var fire rubiner,
så røde og klare som solens skin.
Alle de undere jeg så der,
må jeg fortælle om,
jeg vil intet af det fortie;
den der vil rejse derhen, kan prøve det selv.
Jeg tog det gyldne kar der hang der,
og fyldte det fra kilden.
Vandet slog jeg så på stolpen,
og det fortryder jeg virkelig,
for nu begyndte storm og larm,
himlen blev mørk og skyen tæt,
9r|og det begyndte at regne så voldsomt
at ilden fløj overalt.
Aldrig standsede hagl og frost
der kunne knuse alt.
Rædslen greb mig sådan
at jeg faldt til jorden som var jeg død.
Havde ikke Vorherre grebet ind,
så var jeg blevet slået ihjel
af de træer der styrtede om.
Derfor takker jeg Gud, som jeg beder til,
og som har magt over hele verden;
han var mig nådig og hjalp mig bort.
Da jeg havde ligget bevidstløs en stund,
hørte jeg atter nattergale
og andre fugle med yndig røst;
det glædede og trøstede mit hjerte.
Da jeg så lys og solens skin,
glemte jeg al min angst,
og jeg så mange fugleflokke
stige i luften med stor begejstring.
Alle sang de dejlige toner
det skal jeg huske så længe jeg lever.
Hver eneste stemme var sig selv,
og dog var de alle sammen ens.
Sådan en sang er der ikke i dag
medmindre man finder den samme igen.
9v|Jeg tænkte det var en herlighed
nøjagtig som var jeg i Paradis.
Jeg hørte så længe på deres sang
at jeg blev forvirret af lyden.
Herpå gik det op for mig
at en væbnet ridder kom ridende.
Han red så stærkt og var så kry
at jeg tænkte der måske var to.
Da jeg så at det var en,
skyndte jeg mig at få fat i min hest.
Jeg sprang i sadlen og var så glad,
og styrede straks imod ham
fordi jeg havde den ære
at nogen turde stå op imod mig ene mand.
Den ridder jeg så komme ridende,
han råbte op og bad mig vente.
Han var grum og vældig vred,
man kunne høre ham langvejs fra.
Han råbte op med megen harme
og spurgte hvorfor jeg var kommet dér:
‘Du har krænket mig alvorligt,
det skal du nu i et og alt betale for.
Havde du nu haft noget at klage over,
skulle jeg følge din vilje.
Nu skal du bøde for dit hovmod
så du aldrig får oprejsning!
Det fremgår jo af denne skov
at jeg er blevet tilstrækkeligt krænket.
Hvis ikke du giver mig erstatning,
10r|skal jeg kæmpe så hårdt imod dig
at du skal overgive dig
eller en af os skal dø.
For den overlast du har budt mig,
der har jeg virkelig grund til klage.
Jeg kunne ikke være i mit hus
for hagl og frost og lysende ild.
Fruer og piger der før var glade,
voldte du sorg og stor ulykke
med sne og frost og voldsomme byger;
dem hjalp hverken tårne eller gode mure.
Hvad du har gjort med din voldsgerning,
skal du undgælde for før du slipper væk.’
Efter de ord tav han pludselig stille
og kom imod mig med sin lanse.
Hans hest, den sprang som en rå,
så rask en ridder har jeg aldrig set.
Jeg holdt mit skjold op foran mig
jeg var nødt til at værge for mig.
Vores heste mødtes med voldsom kraft,
min lanse splintredes mod hans hjelm.
Og da han var alt for stærk for mig,
stak han mig ned på jorden.
Han tog min hest, og så red han bort,
større skam har jeg aldrig mødt.
Han ville ikke vise mig den ære
en enkelt gang at se på mig,
det gjorde han uden besvær,
for han var dobbelt så stærk som mig.
Hvad skulle jeg så gribe til?
10v|Jeg havde intet at ride på.
Dagen nærmede sig snart aften,
og jeg gik så tilbage til kilden.
Nu begyndte jeg at længes væk,
men jeg vidste ikke hvorhen jeg skulle gå.
Jeg gik tilbage mod skoven,
da kom jeg i tanke om min vært,
dér kunne jeg regne med hjælp,
hvad råd jeg end kunne få fra ham.
Jeg trådte beskæmmet ind i gården
over den skade og over den skam
der var sket mig i løbet af dagen
siden jeg red derfra den morgen.
Der fandt jeg så min vært foran mig.
Han optrådte så ærefuldt:
Han gik mig venligt i møde,
og rådede bod på al min sorg:
‘Du er velkommen her for Gud Herren og mig.
Jeg under dig alt det bedste hér.’
Jeg fandt nu ikke andet dér
end fruer og piger og høviske kvinder.
De viste mig lige så stor ære nu
som da jeg kom der den første dag.
Riddere og svende, de gjorde det samme,
Den almægtige Gud må lønne dem for det.
Alle de folk der var i huset,
undrede sig over at jeg kom dér,
at jeg havde haft så stort et held
at jeg hverken var død eller taget til fange.
[Dengang havde de aldrig hørt
at nogen var kommet derfra med livet.
Hvad jeg så ved kilden,
det har jeg nu fortalt jer,
og jeg har intet som helst lagt til.
Hvis nogen ikke vil tro det, så lad være!«
»Men,« sagde så hr. Ivan,
»slægtning, det gør mig vred på dig
at du ikke før har fortalt mig
hvad du kom ud for ved den kilde.
Hvis du havde tænkt dig om,
havde du sagt det til mig før.
Hvis Gud vil unde mig liv og evne,
skal jeg hævne den skam du har lidt, med ære.
Han skal komme i vanskeligheder,
eller jeg skal dø derved.
Jeg vil vove mit liv for sagen.
Det skal han komme til at fortryde så længe han lever.«
Da tog hr. Keje atter ordet:
»Hør hvad jeg vil sige!
Hr. Ivan praler af sit mod
fordi hans hoved er fuldt af vin.
Enhver der vil kæmpe om sølv eller guld,
står han op imod mens han er fuld.
Hr. Parcifal og Didrik af Bern
dem stod han gerne op imod nu.
Men at han i aften gerne vil slås,
det har intet at sige i morgen.
Kære herre, hvornår vil I rejse?
Fortæl os det med rene ord!
Vil I blive her i nat?
Det er et ønske min frue vil tage imod.
Så må I drømme så godt i nat
at I glemmer jeres frygt.
Vil I nødvendigvis rejse i aften,
tør Vadian Røde ikke vente på jer
hvis han med sikkerhed får at vide
at I er så skræmmende.
Jeg håber vi alle får mulighed for
at hilse på jer ved lejlighed i morgen.«
Så svarede dronningen Keje:
»Dit hjerte ville sprænges
hvis ikke du havde leveret den spot
som vi nu alle har hørt.
Jeg synes du er en forstyrret djævel
der ønsker at krænke alle med ord.
Forbandet være din onde tunge,
den har gjort dine dage svære
fordi du aldrig kan lade være.
Du har fortjent at man hader dig.«
Da stod hr. Ivan op:
»Gud skal vide, frue,« sagde han,
»at jeg ikke synes om Kejes ord.
Om han har gjort noget tappert
– det kan jeg sige med sikkerhed –
det må han selv afgøre.
Han kan ikke stoppe sin tunge,
for han vil tale ondt hver dag.
Den der vil have sin herres respekt,
han må omhyggeligt sørge for
at vogte sin mund og ikke forløbe sig,
så bliver han ikke foragtet nogen steder.
Hvis hr. Keje gjorde det]
11r|ville han vinde den største ære.
Det må jeg virkelig sige:
Når jeg tænker over det,
bør jeg ikke skændes med ham,
så megen ondskab kan han skabe.
Hans ord har meget lidt at sige,
jeg tager mig ikke det mindste af dem.«
Da de havde sagt disse usædvanlige ord,
kom kongen gående.
Alle rejste sig for ham,
alle tilbød ham deres tjeneste.
Kongen satte sig ned ved dronningens side:
»Nu skal I gøre hvad jeg befaler!
Riddere og svende, I kan sætte jer ned,
jeg vil høre beretningen.
Dronningen skal fortælle os de nyheder
som hr. Kalgrevans kom med.«
Dronningen, hun var både høvisk og munter
og fortalte straks om hans eventyr;
hun begræd hans ulykke dybt
og udelod intet af det:
»Nu må I tænke over den sorg han har haft,
og hævne den skændsel han klager over,
eftersom I er klog;
så vil I få både hæder og ære.«
Da kongen hørte dette,
vil I høre hvad der så skete?
Kongen svor en højtidelig ed,
fordi han var blevet vred,
ved sin fars, Uterpandragons, sjæl,
som han elskede så højt,
11v|og ved sin mors sjæl
og sin søsters og brors,
om at han skulle rejse til kilden
med riddere og fruer som følge
inden fjorten dage var gået
og besøge hr. Vadian Røde.
Alle ridderne blev glade
for at kongen ville det,
både riddere og svende,
bortset kun fra hr. Ivan,
for han ville være den første
førend andre nåede frem,
og sikre sig det under
at opleve dette eventyr.
Hr. Ivan gik så ene mand
hen og fandt sine svende.
I hemmelighed kaldte han en af dem til sig,
de andre blev hvor de var.
»Sadl min hest med det samme!«
Svenden gjorde som han sagde.
»Nu rider jeg i forvejen,
dér vil jeg vente på dig i skjul.
Du skal bringe min hest derhen
og mit udstyr og alt hvad dertil hører.
Hesten tager du med tilbage;
jeg har tænkt mig at ride uden svend.
Du skal ikke fortælle nogen
hvor jeg begiver mig hen.«
»Det vil jeg gøre, herre,
det må du ikke tvivle på.«
Han steg så på sin ganger og red
12r|ad en hemmelig sti, der ikke var bred.
Svenden holdt hvad han havde lovet,
og nåede hurtigt hen hvor han skulle.
»Når jeg nu drager så hemmeligt bort
så skyldes det hr. Keje;
jeg under ham ikke det eventyr
som mit eget hjerte længes efter.
Valevan og hr. Keje
– det må jeg ærligt sige –
hvis en af de to havde bedt ham om det,
havde kongen med glæde ladet ham få det.«

Da han havde væbnet sig, red han af sted
ad snævre veje og mørke stier,
høje bjerge og dybe dale
dem rejste han over med stort besvær.
Den vej var mørk og uden lys
der førte ham hen til det hus
hvor han så den ædle jomfru
som jeg før har fortalt jer om.
Jeg kan ikke her fortælle det hele
om al den hyldest han modtog der
fra den fornemme, rene jomfru,
som holdt fast ved sin værdighed.
Hvor han end havde søgt i verden,
aldrig havde han set hendes lige
i dyd og ære noget sted.
Man kunne vel sige at Gud var glad
og ubesværet mild
da han lod hende føde.
12v|Må Gud bevare hendes liv og ære
og i sin nåde aldrig glemme hende!
Her fik han glimrende husly den nat;
om morgenen red han straks derfra
ad en ganske lille vej,
hvor han så de vilde dyr
og fandt den bondekarl
der snarere lignede en trold end en mand.
Han korsede sig, og hans hjerte skjalv,
han tænkte at det var Djævelen selv,
og han spurgte om vej til kilden.
»I kan være der hen ad aften, herre.«
Derpå red han hurtigt, det var det han ville;
han fandt dér alt som de havde sagt.
Han fyldte karret fra kilden
og slog så vandet på stolpen.
Da blev der et sådant mørke
at han ikke anede hvor han var,
og frost og sne og hagl og is;
så vidste han eventyret var inde.
Da mørket gik bort og der atter kom lys,
kom en ridder ud af huset
og red hovmodigt imod ham,
en rigtig helt af skikkelse.
Han råbte og skreg så frygteligt
som var han vanvittig.
De stødte voldsomt sammen
så begge følte den andens lanse,
og selv om de havde tykke og stærke skafter,
splintredes de og faldt til jorden,
og ingen stødte den anden ned,
13r|men det var svært at holde sig oppe.
Især hr. Vadian blev vred
fordi hr. Ivan holdt stand imod ham.
»En sådan hån har jeg aldrig før mødt
at nogen blev siddende for min lanse.
Men jeg har stødt mange af sadlen
med lansen jeg her har brugt.«
De greb til deres gode sværd,
som var mange penge værd,
og slog begge to så vildt på hinanden
at der sprang gnister fra deres hjelme.
Deres tapperhed viste nu med ære
hvad de trods deres kvaler ville gøre hver især.
De huggede skjoldene helt i stykker,
begge to ville slå den anden ned
og gøre noget der voldte ham skade
– jeg tror de ikke kommer fra det begge to.
Deres sværd bed voldsomt fra sig,
de flåede brynje og hjelm i stykker.
Jeg har aldrig hørt om større kvaler
og en strid der stod på så længe;
de herrer var både ædle og stolte
de nægtede at vige for hinanden,
ikke så meget som en fod;
det nægtede deres stolthed dem.
De sloges så hårdt de kunne,
dog ramte ingen den andens hest,
det tjente heltene til ære,
af høviskhed holdt de sig fra det.
13v|Da fik hr. Ivan overhånd,
Vadian kom alvorligt i knibe
så hjelmen på hovedet gik itu
ved de voldsomme slag han fik.
Hans brynje blev rød af blod;
så han flygtede ikke uden grund.
Derfor skal ingen bebrejde ham:
han flygtede da det var ude med ham.
Han havde fået et dødeligt sår,
der var ikke krummet et hår på hr. Ivan.
Skyndsomst vender han sin hest
og flygter til borgen så hurtigt han kan.
Da spurgte folk i borgen sig
hvem der så hastigt gjorde omkring
og fór så skræmt af sted,
indtil de genkendte ham.
Da de så det var Vadian,
skyndte de sig at lukke ham ind.
Hr. Ivan var besluttet på
ikke lade ham slippe væk
før han fik den ære tilbage
som hans slægtning havde mistet.
Hr. Vadian gav en ynkelig lyd
da han flygtede hen ad den vej.
Hr. Ivan fulgte efter ham,
han havde hverken ven eller slægtning
som han kunne stole på dengang,
men han fulgte ham ind i borgen.
Portene var små og snævre,
to kunne ikke gå samtidig ind.
14r|Faldporten var trukket op,
den var meget dygtigt gjort.
Selv om den hang så farefuldt dér,
trængte hr. Ivan derind.
Det var dumdristigt af ham
at ville vove sit liv sådan.
Faldporten styrtede ned,
da kom hr. Ivan til skade,
den slog sporen af hans fod.
Hans gode hest blev delt i to
så lemmerne lå adskilt,
og selv blev han slået til jorden.
Gud frelste ham fra en voldsom død
så porten ikke tog ham,
og hans legeme ikke blev skadet.
Hr. Vadian red væk for øjnene af ham,
lige gennem hovedporten.
Så snart han så sine riddere,
sagde han disse ord:
»Jeg skal beklage mig til jer:
En fornem ridder er efter mig,
han har såret mig alvorligt,
mit liv er snart til ende.«
Så snart han havde sagt de ord,
faldt han død af hesten.

Hr. Ivan lo ikke længere
da de lukkede porten bag ham.
Han var fanget mellem to porte,
nu var han i den største fare.
14v|Han ventede ikke at slippe derfra,
men satte sin lid til sin tapperhed.
Da kom en ung kvinde hen til ham:
»Min gode ridder, hvad gør I her?
I har slået min herre ihjel
og er derfor ikke velkommen her.
I har sat os i så stor en nød
at jeg tror I må dø derfor.
Min frue har lidt så stor en sorg,
og det samme har alle her i borgen,
fordi den herre har magt over os,
og vogter over vor ære.
Men man har ikke glemt dig
og ved at du er gemt herinde.«
Hr. Ivan svarede hende:
»Gud ved, kære jomfru,« sagde han,
»I skal se det kan ende anderledes
før jeg lader mig fange sådan.«
Da svarede jomfruen ham:
»Jeg vil hjælpe jer så vidt jeg kan.
Jeg kan se jeres hjerte ikke skælver,
I er jeres egen mand.
Jeg skylder jer at tjene jer
for den høviskhed og ære
I viste mig, en ulykkelig kvinde,
da jeg rejste ud for at finde kong Artus
på min frues vegne i hemmelighed.
Den ære I viste mig dengang,
skal I i sandhed nu få at føle.
Jeg vil huske det og belønne jer.
15r|Jeg mødte ingen så høvisk mand
der viste mig sådan en ære.
Jeg lærte også præcis jeres navn:
Kong Urians søn, hr. Ivan.
Nu skal I være glad,
min hjælp skal nok komme jer til gavn.
Hvis I vil lytte til mit råd,
vil I ingen overlast lide.«
Jomfruen havde mange evner,
hun gav hr. Ivan en guldfingerring
og satte den på hans hånd.
Stenen kom fra Indiens land.
»Den har den særlige egenskab
at når nogen bærer den på sig,
i en lukket hånd – det siger jeg dig –
kan intet øje se ham.
Når denne fare er overstået,
da må I gøre hvad jeg beder
og lade mig få denne sten tilbage
hvis det passer jer.«
»Gud takke jer, jomfru, for denne rige gave!
Nu har jeg fået det jeg vil have.
Hvis jeg kan blive i verden med glæde,
skal jeg belønne jer, min kære.«
Jomfruen sagde da til hr. Ivan:
»Vi må nu straks gå væk herfra
gennem dette store hus
hvor I ser de mange lys brænde,
hen til et lille sted.«
15v|Han gjorde straks som hun sagde;
hun førte ham ind i et lille kammer.
»Herre, her skal I ligge og sove
en lille stund og ikke længe
og hvile jer i denne seng.«
Sengen var både fornem og smuk
og kostbar med udsøgte klæder.
Hun bredte over den tapre ridder
både fløjl og silke.
»Lig nu her og få lidt hvile,
I skal ingen overlast lide
mens jeg sørger for jeres mad.
I skal ikke frygte for deres vrede.«
Da han havde ligget der en stund,
kom hun tilbage til ham
og bragte ham forskellig mad,
og vin og mjød og den fineste most.
Hun bad ham straks gå til bords
og spise og drikke og nyde det hele.
Den dødes trofaste mænd tog tabet tungt.
De søgte alle vegne
og ledte både ude og inde,
men kunne ikke finde ham
der havde dræbt hr. Vadian.
De fandt ham ikke, og det var godt.
Da sagde den ædle og dydige:
»Herre, jeg vil advare jer:
Tag jer ikke af hvordan de løber
og hvad de råber ude og inde.
16r|De laver ikke så meget uro her
at I skal flygte herfra.
Her vil I nu snart få at se
hvordan alle i dette hus,
riddere såvel som svende,
der er ude efter at gøre jer ondt,
fører sig jamrende frem
og græder over deres herre,
bærer lig omkring i huset
og håber derved at finde jer her.
Det kan more jer at se
hvor tosset de går rundt i huset;
og når de alle sammen har ledt,
har de hverken hørt eller set jer.
Jeg kan ikke blive længere hos jer,
jeg betror jer i Guds hænder
og takker ham oprigtigt
for den nåde han viste mig, sin kammerpige,
ved at jeg har fundet jer her
og kan være til tjeneste for jer.«
Så snart hun var gået fra ham,
kunne han høre og se
en vældig støj af dragne sværd.
Nogle brølede, nogle sang;
de var alle rasende over det.
De både huggede og slog mod hr. Ivan
ligesom den vildeste løve
der ser nogle dyr, men ikke kan få dem.
16v|Gang på gang klagede de sig over
hvad grunden kunne være til sådan en modgang.
»Kan han så være sluppet væk?
Et sådant under har ingen hørt om
– over disse høje tinder –
men vi kan ikke finde ham.«
De begyndte at kalde på hinanden:
»Jeg synes vi er gale alle sammen;
medmindre han havde vinger og kunne flyve,
kunne han ikke forcere denne mur,
når alle porte nu er låst.
Vi synes det er et mysterium,
medmindre Djævelen står bag,
som har narret så mange med sine planer.«
De ledte i huset og alle kroge,
også den seng hvor hr. Ivan lå.
De rørte ham mange gange
og så slet ikke den ædle mand.
Da de havde ledt over hele huset,
og hverken hørt eller set ham,
og da de så at det ikke duede,
da kom den stolte frue.
Gud har ingen skønnere skabt,
af sorg kunne hun ikke sige et ord,
så sørgeligt førte hun sig
både med jammer og gråd.
Så snart hun fik øje på liget,
faldt hun bevidstløs om.
De fruer der stod omkring hende,
17r|hentede vand til hende.
Så snart hun kom til sig selv,
rev hun sig fuld af jammer i håret.
Riddere og svende bønfaldt hende:
»Vi vil råde jer alle,
fruer, jomfruer og høviske kvinder,
til at glemme sorgen nu,
sende bud efter præster, gamle og unge,
og få læst og sunget for hans sjæl.«
Midt på gulvet stod hans båre,
hvor fruen viste sin store smerte.
Mens præster sang for den døde
begyndte liget at bløde så stærkt
at blodet løb langt ud på gulvet.
Da vidste alle med sikkerhed
at den mand var derinde
der havde berøvet ham livet.
Hvad de sagde, og hvad de gjorde,
hørte hr. Ivan tydeligt.
Alle begyndte igen at lede,
hr. Ivan måtte svede af angst.
De ledte både oppe og nede
til de erkendte for sig selv
at de ikke kunne finde ham.
Må Gud belønne den ædle kvinde for det!
Grædende svarede fruen da
med stor harme og sagde:
»Hvad kan det være for djævelskab
17v|at vi ikke kan se ham? Han er her jo!
Kan nogen huske at det er sket
at mænd og kvinder blev blindet sådan?
Herre Gud i Himmerig,
så stor en sorg har jeg aldrig følt
som at jeg aldrig får den mand at se
som har voldt mig så stor smerte.
Og dog ved jeg med alle mine sanser
at han er herinde i huset.
Uden at narre den ædle mand
havde han aldrig dræbt ham.
Aldrig er en taprere ridder
– med større ildhu i ridderlighed end andre –
født i vore dage.
For det grufulde havde han ingen angst;
han ville aldrig undgå ham,
men snarere ride lige mod ham.
Han kunne ikke have mistet sejren til ham
hvis det ikke var sket med djævelskab.
Vi har tydeligt lært og forstået
at han kan den slags alt for godt.«
Nu var hun både angst og vred.
De tog så liget og bar det til graven.
De lagde ham derned,
og fruen klagede bittert:
»Her ligger nu min elskede mand,
en sådan får jeg aldrig mere.«

Da alle bønner for de døde var sunget,
gik fruen bort i stor sorg.
Jomfruen glemte ikke sin pligt,
18r|hun gik til det sted hvor hun gemte
Ivan.
»Hørte I det, min kære,
og så I alle disse folk
der ikke kunne finde dig?
Tak Gud for det, og ikke mig.«
»Gud skal vide, det siger jeg, jomfru,
jeg var meget bange, det indrømmer jeg.
At jeg blev frelst fra denne fare,
det takker jeg Gud for og jeres nåde.
Nu vil jeg gerne bede jer om
at jeg kan få den frue at se
der bor i huset og borgen her,
hvis I kan sørge for det.«
Jomfruen svarede, det skal I høre:
»Det vil jeg meget gerne gøre.
Vi skal gå til vinduet
hvis det er det I ønsker jer.
Den der sidder i skarlagenskind,
det er min ædle frue.«
Hr. Ivan betragtede hende grundigt.
Hun havde ikke glemt ikke sin herre
og begyndte på ny at klage:
»Jeg kender ingen ridder her
som ridderen jeg har mistet.
Almægtigste Kristus, vis mig nåde.«
Og netop som fruen sagde det,
faldt hun bevidstløs om.
Hr. Ivan stod og så derhen:
»Hjælper jeg hende ikke, er det en skændsel!«
18v|Han ville så løbe frem til hende;
jomfruen måtte råbe ad ham
og talte hårdt til ham:
»Herre, nu må I lystre mig
og ikke forlade stedet her
hvis I ikke vil komme alvorligt til skade.
I skal følge mit råd og blive her
og ikke handle så overilet.
I kan se hende tidlig og silde
og alle de spændende ting der sker,
og ingen levende sjæl får at vide
at I i det skjulte er herinde.
Hvis du vil leve efter mit råd,
skal du ikke sætte dit liv på spil,
for tænk hvis dine fjender fik fat i dig,
så ville de gøre dig ondt på så mange måder.
Så husk hvad jeg har sagt,
og tænk nu grundigt over det!
I skal ikke gå nogen steder
før I får klar besked fra mig.
Jeg kan ikke blive her længere,
Gud skærme jeres liv og ære.
Jeg frygter at min frue opdager
– enten hun selv eller hendes kvinder –
og mærker på min adfærd
at jeg er så længe her hos dig.«
Hr. Ivan sad alene tilbage,
og én ting plagede ham allermest:
»Hvis det går så galt
19r|at jeg ikke får nogen beviser med
og skal drage herfra i hemmelighed,
så vil hr. Keje håne mig
og gøre mig til nar ved hoffet
– det synes jeg ikke vil være godt –
hvis jeg ikke klart kan bevise
at jeg slog hr. Vadian ihjel.«
Fruen lå en tid besvimet.
Da hun atter kunne tale,
optrådte hun så underligt:
Til tider ville hun dræbe sig selv,
til tider bad hun for hans sjæl
at Gud ville skærme den.
Hr. Ivan betragtede hende tit,
han tænkte ved sig selv og sagde
når han så hendes hvide kind:
»Gud give at du var min!
Gid jeg ejede denne frue,
det ville jeg se som den største ære!
– Hvad tænker jeg på, jeg sølle mand,
når jeg elsker hende så inderligt?
Jeg har gjort hende så stor skade
at hun aldrig vil se det som sonet,
da jeg dræbte den hun elskede.
Hun hader mig ikke uden årsag.
Når jeg længes mod hendes kærlighed,
er det en tåbelig tanke.
Jeg ved jo uden nogen tvivl
at hun hellere så mig død end i live.
[Dog har jeg hørt en viis mand sige
at han havde fundet det skrevet i bøger
– hvad man sikkert har bemærket –
at mange kvinder snart kan skifte sind,
for man ser så ofte
at de siger nej, men mener ja.]
19v|Jeg behøver ikke tale så sært.
Hvem ved hvad Gud har i sinde med mig?
Han kan jo ændre hendes hjerte
og til min store glæde give mig hende.«
Han sad sådan længe og tænke på det
til fruen skulle gå derfra.
At han ikke skulle se hende længere,
det smertede ham dybt,
og selv om han kunne ride derfra,
forlod hans sorg ham ikke
medmindre han fandt den glæde
som hans hjerte længtes efter.
Han frygter stærkt og tænker på
at hr. Keje ikke vil tro på
at han med megen ære har hævnet
den skam hans slægtning kunne klage over.
Snarere end at skilles fra denne frue,
så de ikke i al fortrolighed kunne mødes,
ville han hellere dø
eller lade hende tage ham til fange.
Jomfruen der elskede ham så højt,
kom nu igen derind
og så hr. Ivan sørge så dybt.
Så spurgte hun ham om det:
»Hvad er I nu så bekymret over, herre,
hvorfor er I så sørgmodig?«
Han svarede den fine jomfru:
»Jeg kan sige sandfærdigt
at hver gang jeg ser jer,
forsvinder min sorg, og mit hjerte ler.«
Så svarede den ædle og dydige:
20r|»I skal intet skjule for mig;
er der noget der plager jer,
må I fortælle mig det fortroligt.«
»Hvis jeg kan sige det uden at blive til latter,
synes jeg det ville være godt
hvis jeg kunne få den ædle frue
som jeg så gå her foran mig.«
Så svarede den ædle og dydige:
»Jeg forstår hvad I mener,
og jeg vil vise jer vej dertil
hvis blot I rejser herfra med det samme.«
»Jeg vil hellere blive her lidt endnu
og senere åbenlyst ride herfra
end at nogen skal få at høre
at jeg forsvinder i hemmelighed.«
»Spis og drik og mor jer!
I kommer ikke noget til.
Mens I sidder her ved bordet,
skal jeg høre min frues ord
og give jer besked om hvordan det går,
og hvilket svar jeg får fra hende.«

Luneta gik så til sin frue,
hun faldt på knæ og sagde:
»Min kære frue, glem jeres sorg
og jeres harme og bliv glad.
Selv om I savner ham så meget,
kan I aldrig få ham tilbage.«
»Jeg ved jo godt at det er sådan,
jeg kan aldrig få ham tilbage;
men jeg elskede ham så højt
og vil derfor sørge mig ihjel.«
»Men frue, glem jeres sorg
og fæld ikke flere tårer for ham.
20v|Gud kan sende en anden mand til jer,
én der er lige så stor en ridder.
Hvis I er klog, så tænk på det,
så vil I vinde ros og hæder.«
Så svarede den ædle frue hende:
»Hvorfor siger du sådan? Hvad tænker du på?
Jeg har aldrig før hørt det fra dig
at du havde tænkt dig at svigte mig.
At nogen i verden han måles med ham,
sig ikke det, min kæreste.«
Luneta svarede så sin frue:
»Jeg kender en der er taprere end to af ham;
Gud give, frue, at det kunne ske
at I kunne få ham til ægtemand.«
»Gå din vej, dit onde væsen!
Jeg vil ikke lytte til dine ord.
Om man så leder i hele verden,
finder man ikke hans lige.«
Jomfruen sagde så:
»Min kære frue, tænk nu på,
hvis kong Artus kommer her
med riddere og fruer
og vil hærge jeres land,
hvem skal så forsvare det mod ham?
Blandt alle jeres folk kan I ikke finde
den ridder der kræves til den bedrift
at forsvare og skærme jeres land
som det passer sig for jer.
Tænk også på jeres kvinder,
21r|de har hverken magt eller evner,
og selv hvis de rider til kilden,
kan de ikke kæmpe mod krigere.
Tænk på det, min kære frue,
jeg råder jer af hele mit hjerte
til at få jer en ridder
der kan magte den bedrift,
og elske og holde af ham,
så kan I holde på både land og ære.«
Fruen tænkte så ved sig selv:
»Det er sandt hvad du siger;
hvad hjælper det mig at benægte det,
det bliver jo alligevel sådan.«
Hun ønskede ikke at det skulle høres fra hende:
»Gå din vej, din lede kvinde!
Dine ord de lyder så underligt,
jeg ved ikke rigtig hvad du mener;
jeg synes de betyder meget lidt;
sådan en snak vil jeg ikke lytte til.«
»Hvorfor taler I sådan, kære frue?
I gør alligevel hvad jeg har sagt.
I kan ikke skifte mening
før ulykken er over jer.«
Jomfruen fik nu ikke andet svar,
så hun rejste sig og gik derfra.
Tilbage sad den ædle og dydige
og tænkte ved sig selv:
»Hvilken ridder kan være så god
21v|som ham hun roser og priser så højt?«
Det voldte fruen stort hovedbrud
at jomfruen ikke ville forstå
at hun senere ville gøre
det hun før ikke ville høre.
Luneta kom så atter derhen:
»Glem jeres sorg, det skal være sandt!
Hvad hjælper det jer at længes efter
det I aldrig kan få tilbage?
Jeg synes det er meget uklogt
at I sådan vil lade jeres liv gå til.
Det er vel på tide at give slip
og ikke for altid sidde og græde.
Sig mig, tænkte I virkelig
at alt det herlige her i verden var dødt med ham?
Nej, sådan var det ikke!
Man kan finde mange mænd
der er taprere end ham
selv om han var en yderst tapper mand.«
»Det er ikke sandt hvad du siger!
Nævn mig én hvis du kan!
Hvordan du kan give mig den besked
det vil jeg høre dig sige.«
»Hvis jeg nævner ham, er det jer imod
– ham der kan afhjælpe jeres sorg.
Hvis I ikke bliver vred, min frue,
så vil jeg gøre hvad I forlanger.«
Fruen svor en højtidelig ed
22r|på at hun ikke skulle blive vred.
»Ja, det vil blive en lykke for jer,
min frue, hvis I gør det.
Gud i Himlen skal vide
at den ridder vil behage jer!
Nu hvor vi kun er os to
så ingen hører det,
vil jeg gerne berette for jer
hvad jeg ved, og hvad I vil høre.
Når to riddere er i kamp,
og begge har mod til at møde den anden,
sig mig så, for I er klog,
hvem af dem vil I prise,
den der slår den anden ihjel og besejrer ham,
eller den der dør?
Jeg tænker at den skal have større pris og ære
der sejrer over den anden.«
»Jeg synes det vil ligne dig
at lure mig med listige ord.«
»Min frue, sådan er det ikke.
Det jeg siger, er jo sandt:
den mand der dræbte Vadian,
er en taprere ridder end han selv.«
Fruen bad hende nu gå bort:
»Du skal aldrig få mit venskab,
for du er både vild og gal.
Lad mig aldrig mere høre det fra dig.
Djævelen har givet dig det råd
at du skulle håne mig så groft
22v|og forsøge at få mig til
at elske den mand jeg ikke vil elske.«
»Husk nu, frue, hvad I sagde,
at I svor på jeres tro,
da I bad mig nævne den ridder,
at I aldrig skulle straffe mig for det.
Jeg gjorde det på jeres bøn
og ventede mig en bedre tak.«
Jomfruen gik så derfra
til det hus hvor hr. Ivan var.
Hun havde ingen nyhed at bringe
som han syntes var glædelig.
»Åh nej,« sagde den ædle frue,
»jeg synes ikke det var godt
at jeg skulle tale sådan til hende
der kan dulme al min sorg.«
Nu kom Luneta så tilbage
for at bede om det hun ønskede;
hun ville ikke flygte fra fruen,
hun begyndte på ny at tale;
hun havde ikke lyst til at rejse
før hun fik et bedre svar.
Da svarede den ædle frue:
»Jeg har nu skiftet mening,
jeg talte overilet til dig,
og det fortryder jeg virkelig nu.
Jeg har nu overvejet det,
og du har ikke holdt sandheden skjult,
min beslutning afhænger af dig.
Sig mig nu, min kære,
23r|om den ridder du holder så meget af,
hvilken slægt han kommer af.
Jeg ved du ikke vil svigte mig,
sig mig om han er min ligemand,
så vil jeg tage ham til herre,
og han skal have magt over land og gods.
Men jeg vil gerne undgå
at det skal siges åbent
at den skal herske over mig
som dræbte min elskede.«
Jomfruen svarede hende så:
»Min kære frue, det er ikke sådan,
det skal I ikke frygte;
han viser jer den største ære.
Jeg ved han er så høvisk en mand
at han kan forsvare dyd og ære
anstændigt og med værdighed.
Hans lige kan man ikke finde.
Må Gud i sin nåde
forene jer to!«
Fruen svarede kammerpigen:
»Hvad du råder mig til, det gør jeg gerne.
Nu vil jeg kende navnet
på den du roser så højt.«
Luneta svarer så:
»Ivan hedder den ædle ridder.«
Fruen kunne ikke længere tie:
»Ham har jeg længe hørt tale om.
Jeg har ofte hørt
23v|hvor store bedrifter han har gjort,
i tapperhed en prægtig ridder,
hr. Ivan, kong Urians
søn.«
»Ingen kan benægte,
min kære frue, at sådan er det.«
»Hvornår vil Gud tillade
at jeg kan få ridderen at se?«
Luneta begyndte at le for sig selv:
»Det kan ikke ske før om fem dage.«
»Åh nej, min kære ven,
det synes jeg er for længe.
Hvis han kan komme til mig i morgen,
så skal jeg lønne dig prægtigt.«
Da svarede den ædle jomfru:
»En fugl kan ikke flyve så langt
på en dag, skal jeg sige jer,
så langt er der dertil, må I tro.
Men jeg har en hurtig svend,
ham vil jeg sende til ham,
og give ham den besked
at på tredje dag skal han komme her.
Sammenkald, det råder jeg jer,
både riddere og svende.
Til den tid må I høre
om nogen af dem vil påtage sig
– hvis kong Artus angriber jer –
at forsvare landet imod ham.
Jeg ved jo med sikkerhed
24r|at ingen af dem tør tage det på sig.
Derfor skal ingen undre sig,
min frue, over at I gør det
at tage den mand som jeres herre
der tør forsvare jeres rige
og selv er sådan en ædel mand
som kong Urians søn, hr. Ivan.
Lad venner og slægtninge få at vide
at I med deres accept vil gøre det
før nogen af dem, som jeg kan forstå det,
forpligter sig til at følge jeres vilje.«
Fruen svarede: »Min kære ven,
på min tro skal det blive sådan.
Nu vil jeg hermed tie;
send bud efter ham med det samme!«

Fruen sendte straks besked
for at samle hele sit råd.
Nu gik jomfruen så til Ivan,
hun mødte ham med største glæde:
»Nu skal I være glad,
Gud har vist jer den største nåde:
Det I længes efter,
det vil gå som I ønsker.«
Jomfruen fik et karbad gjort klar
og førte Ivan derhen.
»Min herre, her skal I træde op,
og jeg står til tjeneste med alt.«
Hun gned hans ryg med sin hvide hånd
24v|og sørgede for al muligt velbehag.
Hans hoved vaskede og redte hun,
hun holdt meget af ham, det var derfor hun gjorde det.
Da han skulle stige op af badet,
kom der et kostbart badelagen;
det lagde hun kærligt over ham.
»Min herre, lig her og hvil dig!«
Hun fik syet ham kostbart tøj
som en ridder kunne bære,
af god silke med kostbare bånd,
og hun fik hentet et kostbart spænde
og bælte og pung med dyre stene,
det gav hun ham, den ædle og dydige,
hat og hue med rige borter,
gjort som Luneta ønskede det.
Da han havde den dragt på,
så man aldrig en smukkere ridder.
»I må blive her, det er det bedste,
en stund mens jeg går til min frue.«
Luneta gik så til sin frue,
hun faldt på knæ og sagde:
»Nu er den svend vendt tilbage
som I sendte til hr. Ivan.
Han har gjort alt det I bad om,
og bragt ham her til eders nåde.«
»Lad ham straks komme ind
uden at nogen levende lægger mærke til det
bortset fra ham og mig og dig, os tre,
25r|en fjerde vil jeg ikke se.«
Luneta gik til hr. Ivan
og begyndte at tale meget sært:
»Min frue er blevet klar over
at I har været her hemmeligt,
og bebrejder mig så meget
at jeg har holdt jer skjult så længe.
Jeg regner dog med at hun tager mig til nåde.
Nu skal I gå til min frue
og ikke være det mindste bange.
I ved jo ikke hvad den slags betyder.
Hvis hun vil tage jer til fange,
så lad det ske efter hendes vilje.«
»I Guds navn, jomfru, jeg siger jer dette:
Det vil jeg meget gerne gøre,
blive hendes fange
og leve på hendes nåde.«
»Hvis I gør det, herre,
vil det være til jeres ros.
I skal ikke være bange,
I vil bestemt vinde hæder og ære.«
Hun tog ridderen fra det fremmede land
kærligt i sin hvide hånd
og i hemmelighed gik de to sammen
hen hvor de fandt den ædle frue.
Jeg kan sige med sikkerhed
at i det skjulte var han bange.
Han ville ikke vise det åbent
for at fruen ikke skulle se det.
25v|Da de trådte ind til hende,
betragtede fruen ridderen,
hun så så nøje på ham
at hun glemte sine manerer;
hun sagde intet til velkomst,
sådan forglemte hun sig.
Hr. Ivan stod ret langt fra hende
og tænkte omhyggeligt over
hvordan han kunne belægge sine ord
så fruen ville lytte til dem.
Jomfru Luneta talte da
til sin frue og sagde:
»Jeres hovmod forråder jer
når I ikke ser nogen som jeres lige.
Ædle ridder, hvad står I sådan for?
Kan I hverken få sagt ja eller nej?
Tal når nu I er her!
Det er et mirakel, synes jeg.«
Luneta sagde så til hr.
Ivan:
»Nu skal I gå hen til min frue
og hemmeligt sidde ved siden af hende.
Så får I hendes planer at vide.
I skal ikke være bange,
I er velkommen her for Gud.
Og I skal blive hos min frue,
hun vil tilgive jer alt
om Vadian den Røde
og at I slog ham ihjel.«
Hr. Ivan og jomfru
Luneta
faldt begge på knæ for fruen:
26r|»Jeg er kommet på jeres nåde
I kan råde over mit liv og gods.«
Fruen svarede – det skal I høre:
»Ingen skal gøre jer fortræd.
Hvis Gud vil at jeg skal leve,
skal I blive lykkelig hos mig.«
»Min kære frue, jeg vil sige,
og jeg lover det på min tro:
Jeg ved jeg har forulempet jer,
og derfor tilbyder jeg jer en bod:
Hvor stor en fare I end kommer i
skal jeg redde jer eller selv blive dræbt.«
»Hr. Ivan, jeg vil spørge jer
om I selv vil erkende
at I gjorde mig alvorligt fortræd
da I slog min herre ihjel.«
»Min frue, hvis jeg må sige det sådan,
slog han mig så voldsomt
at det ikke skal undre jer at jeg ville forsvare mig;
jeg var ikke vant til at lade mig slå.
Jeg var kommet så alvorligt i knibe,
hvis I forstår hvad jeg mener,
at jeg enten måtte dræbe ham
eller selv blive taget til fange.
At jeg taler sådan,
er ikke så underligt;
jeg har set mange eksempler på det;
enhver vil forsvare sit eget liv.«
»Jeg har ofte hørt om jeres evner.
Hvad I har gjort mod mig,
26v|det er hermed tilgivet jer.
Sæt jer ved siden af mig, min kære,
og fortæl mig nøjagtig
hvordan det er sket
at I med hjerte og sind
elsker mig frem for alle andre kvinder.«
»Det vil jeg gerne sige jer,
jeg indrømmer ligeud
at jeres skønhed har grebet mit hjerte
så mit liv snart er til ende
hvis jeg ikke får jeres ja.
Min kære frue, tænk over det.«
»Sig mig ærligt
om det kan ske,
hvis kong Artus vil hærge landet,
at du vil forsvare det mod ham.«
»Det skal I få at høre og vide:
Jeg er sikker på at jeg fuldt ud magter
at forsvare jeres land
så ingen gør krav på det.«
Det glædede fruen sig meget over,
og de satte sig ned med hinanden.
»Det skal gå efter jeres vilje,
intet andet end døden skal skille os.«
Fruen sagde da til hr. Ivan:
»Vi skal straks gå herfra;
til det hus der står nærved,
hvor riddere og svende venter os.
Dér skal jeg forkynde for dig
hvad de alle har rådet mig til.«
27r|Nu har Luneta opnået hvad hun
ville.
Jeg råder alle der ønsker at bejle i hemmelighed,
til at lægge omhyggeligt mærke til
hvad Luneta gjorde, og gøre det samme
og lytte til ædle kvinders råd,
så kan man af og til opleve eventyr.
Nu vil jeg så lægge udenomssnakken til side
og sige hvad der siden skete.

Fruen og hr. Ivan gik nu
kærligt sammen med hinanden
begge to til det store hus.
Der var både glæde og morskab.
Riddere og svende rejste sig for ham
og tilbød ham deres tjeneste alle sammen.
Alle sagde de til hinanden:
»En taprere ridder har ingen set
siden det gode tidspunkt
hvor han kom her til os.
Vi kan leve uden bekymring
hvis sådan en ridder er vores leder;
det er godt for fruen hvis det ender sådan
at hun får ham til mand.
Om hun så bar kronen i Rom,
kunne hun ikke få større ære.«
Så satte de sig alle ned
ved hinandens side som sædvanen var,
og drosten stod op og sagde:
»Nu skal I alle lytte
en stund, og tie stille
og høre hvad jeg vil sige til jer.
27v|I må alle have forstået
den store ulykke vi har tålt
da vi mistede vores leder,
som al vores ære hvilede på.
Kong Artus, vor fjende, gør sig klar i nærheden,
vil hver dag hertil med skjold og sværd
og vil underlægge sig vores rige.
Vi kan ikke beholde det vi ejer,
hvis vi ikke af al magt står imod ham.
Han kommer her inden fjorten dage.
Vi har virkelig brug for en dygtig leder
som kan forsvare vor frues rige.
Der er ikke meget forsvar hos fruer
fordi de ikke kan bære våben.
Derfor spørger fruen jer til råds
om det kan ske uden skade
at hun gifter sig og gør det sådan
at ingen kan klage over det
fordi hr. Vadian er død for så nylig,
og hun haft så stor en sorg.«
Riddere og svende svarede da:
»Dertil siger vi alle ja,
og vi mener det er klogt
at hun gifter sig med det samme
og skaffer os alle en herre
som kan regere hendes rige
så den høje værdighed ikke går til
som landet har haft i godt hundrede år.«
De faldt så på knæ for fruen:
»Vi beder jer gerne om det hvis det kan hjælpe,
28r|og derfor er vi alle glade
hvis I vil gifte jer straks
og skaffe os af med den store fare
som vi daglig befinder os i.«
Fruen lod som hun ikke ville
men ville det dog særdeles gerne.
Hun lod dem bede hende længe om det
før hun svarede dem.
Selv hvis de alle havde sagt nej,
ville hun ikke have undladt det.
Fruen svarede, det skal I høre:
»Jeg vil nu følge jeres råd.
Den ridder der sidder her,
er både modig og klog.
Han har længe bejlet til mig
ærligt og hæderligt.
Han er en kongesøn, både vis og tapper,
jeg kan uden at skamme mig tage ham til mand.«
Fruen rejste værdigt op:
»Jeg giver mig nu i jeres hænder,
og jeg beder jer, riddere og svende,
om straks at blive hans mænd.«
Så svarede riddere, svende og kammerpiger:
»Det vil vi alle med glæde gøre,
for vi har ofte hørt
om de bedrifter han har gjort,
kong Urians søn, hr. Ivan,
en taprere ridder har ingen kendt.«
»Jeg mener det er yderst agtværdigt
ikke at tøve med det der skal ske alligevel,
28v|og det som et menneskes ære hviler på.
Derfor vil jeg nu gøre det;
vort bryllup skal nu finde sted.«
Herover blev riddere og svende glade
og takkede fruen inderligt
for at hun nedlod sig til det.
Festen blev holdt med megen pragt
fordi hr. Ivan var mild og vis.
De der var kommet efter gods eller guld,
drog alle derfra med store gaver.
Om man så leder i hele verden,
har ingen set et rigere hof.
Det kan jeg sige med sikkerhed:
Han fandt dér både morskab og dans;
dystridt og turneringer for dem der ville,
kunne man høre alle vegne.
Al den glæde man mødte dér,
er mere end jeg kan nå at berette;
om jeg så levede i tusind år,
kunne jeg aldrig skrive det hele.
Nu kan hr. Ivan være glad,
og fryde sig i enhver forstand;
han er en mægtig hertug nu
over Landevans land og fruen.
Den døde er nu ganske glemt,
hr. Ivan har både hæder og ære,
og hele folket i landet
holder af ham alle sammen,
og ville hellere være hos ham
end hos Vadian hvis han var i live.