a2r|Der var en meget fornem mand blandt Israels folk som hed Joakim. Han var sin egen fårehyrde og efterkommer af Juda, én af patriarken Jakobs tolv sønner, som Israels tolv stammer kom af. Og Jakob var Isaks søn, der selv var Abrahams søn. Den Abraham som Gud Fader lovede at Guds søn, der med sin død og gerning skulle udfri menneskeslægten, skulle fødes af hans afkom.

Denne Joachim frygtede Gud og tjente ham med kærlighed og mange gode gerninger. Hvert år delte han det han havde avlet i tre dele. Én del a2v|gav han til de fattige folk, én del gav han Guds tjenere, og af den tredje del brødfødte han sig selv og sit folk. Derfor forøgede Gud hans penge og gods, og han havde ingen ligemand blandt hele Israels folk. Dette begyndte han at gøre da han var 25 år gammel, da han fik en hustru af sin egen slægt. Hun hed Anna og var en efterkommer af kong David. De var sammen i tyve år men kunne ikke få børn.

Engang gik han til templetA for at ofre til Gud; da kom der en til ham som hed Ruben, han viste ham ud af templet og sagde at han ikke var værdig til at være i Guds tempel, for han havde ingen frugt med sin hustru. Det var dengang bestemt i loven at de der a3r|ikke fik frugt sammen skulle være forbandede. Da Joachim hørte det, gik han grædende fra templet og ville ikke gå hjem til sin hustru. Han tog sine fåreflokke og sine hyrder med sig og gik langt bort i ørkenen. I fem måneder kunne man ikke finde ham. Der græd han bitterligt og sagde: »O, du allermægtigste Gud, vær barmhjertig og hør min bøn!«

Da hans hustru, Anna, forstod at han var rejst bort, blev hun meget bedrøvet og græd meget og sagde: »O, Israels Gud, allermægtigste, når du hverken gav mig søn eller datter med min mand, hvorfor har du da taget ham fra mig a3v|så jeg ikke ved om han er levende eller død eller om jeg skal forberede hans begravelse?« Derefter gik hun ud i en have og faldt på knæ og bad grædende sine bønner til Gud. Da hun så op, så hun at en fugl havde sin rede og en unge i et laurbærtræ. Da bad hun ydmygt til Vorherre og sagde: »O, allermægtigste Gud, der har skabt alle væsener hver i sin skikkelse, hvorfor har du lukket mig ude fra din nåde? Du kender mit sind og mit ægteskab og kunne have givet mig en søn eller datter, så kunne jeg ofre i templet!«

Da hun sagde disse ord, åbenbarede Guds engel sig for hende og sagde: a4r|»Frygt ikke, Anna, for det er Guds vilje at du skal føde et barn. Og det barn der fødes af dig, det bliver til glæde for hele verden.«

Da han havde sagt hende det, forsvandt han, og hun var meget bange og skælvede fordi hun havde set et sådant syn og hørt en sådan tale. Og hun gik ind i sit rum og lagde sig på sengen næsten som havde hun været død. Og der var hun dag og nat i gudsfrygtig bøn.

Derefter talte hun til sine tjenestepiger og sagde til en af dem: »Du så mig i sådan angst, og du ville ikke gå til mig!«

Da svarede hun: »Fordi Gud tog din mand fra dig og gjorde dig ufrugtbar, hvad kan jeg a4v|gøre ved det?« Da Anna hørte sin tjenestepige tale sådan, græd hun meget.

På samme tid kom en ung mand til Joachim i ørkenen og sagde til ham: »Hvorfor rejser du ikke hjem til din hustru?«

Da svarede Joachim: »I tyve år har vi været sammen og har ikke kunnet få søn eller datter. Derfor gik jeg skamfuld ud af templet. Hvad skal jeg gøre derhjemme? Jeg vil blive her så længe jeg lever. Men jeg vil stadig sende mine svende til fattige folk, enker, faderløse børn og Guds tjenere med deres del.«

Da han havde sagt det, svarede den unge mand ham og sagde: »Jeg er den Guds engel der trøstede din hustru da hun græd og bad til Gud. Og du skal vide a5r|at din hustru venter en datter af din sæd. Og den datter din hustru føder, bliver ophøjet over hele verden, og hendes lige er ikke født og skal aldrig fødes på jorden. Og både moderen og datteren bliver evigt velsignet. Derfor: frygt ikke, men rejs hjem til din hustru og pris Gud for hans nåde.«

Da bad Joachim englen blive hos sig: »Jeg finder nåde med dig, bliv derfor lidt i min bolig og kald mig din tjener.«

Englen sagde: »Sig ikke at du er min tjener, for vi tjener begge én mand og én herre, og min mad og drikke må ikke ses af jordiske mennesker. Derfor skal du ikke indbyde mig til din a5v|bolig, men det som du ville give mig, skal du ofre Gud.«

Da tog Joachim et uplettet lam og sagde til englen: »Så stor skam havde jeg at jeg ikke var modig nok at jeg turde ofre hvis ikke du havde givet mig evnen.«

Englen svarede: »Jeg havde ikke bedt dig gøre det, havde det ikke været Guds vilje.« Og da han ofrede, fór englen til himmels, og Joachim faldt ned på sit ansigt og lå i seks dage. Og på den sjette dag, om aftenen, kom hans svende og undrede sig over at han lå sådan og troede at han ville dræbe sig selv. Og de kunne dårligt løfte ham fra jorden. Da han havde fortalt dem hvad han så, undrede de sig over det, men forstod a6r|det og rådede ham til at rejse hjem uden ophold og fuldføre englens bud. Men da han overvejede om han helst ville hjem eller blive, da blev han i tvivl og faldt i søvn. Men da kom den samme engel til ham der før var hos ham, og sagde: »Rejs frejdigt hjem til din hustru, for Gud har givet jer en frugt at forsørge som ingen hellig mand eller profet kunne få.«

Da han vågnede, kaldte han sine svende til sig og sagde dem hvad han havde drømt, og de rådede ham til at rejse hjem og ikke afvise englens bud. Da stod han op og rejste hjem med sine svende. Da de havde rejst i tyve dage a6v|og næsten var kommet hjem, kom englen til Anna mens hun lå i sine fromme bønner, og sagde til hende: »Gå din mand i møde ved den port der kaldes Den Gyldne Port.A Dér finder du ham i dag.« Da tog hun sine tjenestepiger med sig og gik til porten og bad sine bønner til Gud. Da hun havde bedt til Gud, så hun Joachim komme med sine fåreflokke. Så løb hun til ham, hilste ham, priste Gud og sagde: »Jeg var enke før, og nu er jeg ikke. Jeg var før ufrugtbar, og nu er jeg med Guds hjælp frugtsommelig.« Der kom stor glæde af den fødsel og det barn over hele landet.