b4v|En dag Josef kom hjem fra sit tømmerarbejde, opdagede han at Maria var med barn. Da han så det, blev han meget bange og råbte: »O, Herre Gud, tag min ånd fra mig. Det er bedre at jeg er død end levende.«

Men de piger der var hos Maria sagde til ham: »Vi ved at hun aldrig kom i en mands magt, og vi ved at hun er en ren mø og jomfru for englen har beskyttet hende. Og det er englen alene der har gjort det.«

Men Josef sagde: »Hvordan vil I have at jeg skal tro at englen har gjort det?« Og han græd og ville flygte i hemmelighed.

Men englen kom skjult til Josef i søvne om natten og b5r|sagde: »Frygt ikke, Josef, for at tage Maria, din tildelte gave. Det hun er med, det kommer af Helligånden. Og det barn Maria bærer, det er en søn, og han skal kaldes Jesus. Og han skal frelse hele verden fra Adams synd, og han skal blive konge over himmel og jord.« Da Josef hørte det, blev han meget glad og opgav sin sorg og tvivl. Han gik ydmygt til Jomfru Maria og bad hende tilgive at han havde skadet hende med sin tvivl. Hun svarede ham ydmygt og indvilligede. Så blev de dér og fordrev tiden i stor glæde til ni måneder var gået.

Mens Maria var gravid med Jesus, kom der bud om at hver mand b5v|skulle rejse til sin fødeby og give kejseren af Rom en sølvmønt i skat. Og Josef var født i Betlehem, og derhen rejste han, og han tog Jomfru Maria og satte hende på et æsel. Og mens hun red afsted, sagde hun til Josef: »Jeg ser to slags folk for mig. Det ene er jøder, og de græder og jamrer inderligt. Det andet er hedninge, og de ler og glæder sig.« Josef spurgte om hun vidste hvad det betød. Da svarede Maria: »Jeg fornemmer af mit foster at det snart skal ske.« Og de red ind i Betlehem. Det var nat, og alle døre var lukkede. Men englen kom og ledte æslet til et øde hus hvor Gud b6r|ville lade sig føde. Og Josef bandt æslet hos en okse ved en krybbe. Da forstod Jomfru Maria at tiden var kommet hvor hun skulle føde Jesus, Guds søn. Hun forberedte sig i stor ydmyghed.

Da Josef forstod at tiden var kommet hvor Jomfru Maria skulle føde sit velsignede barn, løb han straks ind i byen og fandt to kvinder der plejede at være hos andre kvinder når de fødte børn. Og han fulgte dem til Jomfru Maria. Da Josef var gået, tog Jomfru Maria sin hvide kjortel af og var kun i sin særk.A Hun tog sin hovedbeklædning af og løste sit hår ud over ryggen b6v|og faldt på knæ og bad sine bønner til Gud Fader. Da kom der et meget smukt lys, og hun holdt hænderne sammen og så op i himlen. Hun havde vendt ryggen til krybben og sig selv mod øst, og hun var opfyldt af Helligåndens nåde, og dér fødte hun sit barn, Jesus, Guds søn, med stor ære og glæde — jomfru og moder uden nogen smerte.

Og Guds engle kom fra himlen og priste og hyldede dem der hvor barnet lå. Da sagde Jomfru Maria: »Vær velkommen, min herre og min Gud og min kære søn!« Barnet begyndte at græde og skælve lidt på grund af den kulde der kom fra gulvet. Men moderen bøjede sig ned og tog barnet op til sig med stor glæde og b7r|ydmyghed og lagde det til sit bryst og varmede det. Og hun satte sig ned og tog et hørklæde og lagde om barnet og så svøbte hun det uldne omkring det. Og hun tog klude og bandt om hans fødder og arme, sådan som det var skik og brug. Og hun tog et andet klæde og bandt om barnets hoved og lagde ham i krybben.

Først da kom Josef ind med stor ydmyghed. Da han så barnet, faldt han på knæ og bad til det. Og da Jomfru Maria lagde barnet i krybben, veg oksen og æslet tilbage og nejede med deres hoveder og faldt på knæ; de vedkendte sig deres herre og skaber. Da gik de to kvinder ind til b7v|Jomfru Maria og tilbød at hjælpe. Men hun viste dem barnet, og de så at hun ikke behøvede hjælp som andre kvinder, og det forbavsede dem meget, for hun havde både mælk i brysterne og et barn. Derfor greb den ene kvinde efter Jomfru Maria med sin hånd og ville mærke på hende. Straks visnede hendes hånd. Hun græd forfærdet og bønfaldt og bad Jomfru Maria have barmhjertighed med hende. Jomfru Maria bad hende bede barnet om forladelse for sin skyld, og hun bad barnet tilgive sin onde gerning. Straks fik hun sin hånd igen. Denne kvinde hed Salome, og den anden Nache, de gik ind i byen og kaldte alle indbyggerne sammen og sagde: »Vi har set et stort under: En jomfru har født en søn! b8r|Hun er, som havde hun aldrig født barn, bortset fra at hun har mælk i brysterne. Hun er den allerskønneste og reneste, uplettede jomfru.«

De havde den skik at hyrderne var ude på marken om natten, for der er ikke så kraftige vintre som her. Den samme nat ved midnatstid, da Gud var født, kom englen til hyrderne og sagde: »Vi forkynder jer den store glæde at Guds søn har taget menneskeskikkelse og er født i nat af en ren jomfru i Betlehem.«A Da sang englene »Gloria in excelsis Deo!«.A Og de hørte mange engle lovsynge Gud med dem. Hyrderne gik straks til Betlehem og bad til barnet, og de fandt det i en krybbe, som englene havde sagt, og de fortalte hvad englene b8v|havde meddelt dem. Da gik Josef ind i byen og skaffede et andet hus til Jomfru Maria.

Men den samme nat sprang en kilde i Rom der flød med olie nat og dag; det så mange mennesker. Og den samme nat gik kejser Augustus og kiggede på himlen, og han så en stjerne. I den stjerne stod en jomfru med et barn på sin arm. Stjernen var lys og skinnede over mange lande. Han var forfærdet og undrede sig meget over det og sendte bud efter de viseste stjernetydere der var i landet. De skulle sige ham hvad den stjerne betød. Men der var ingen af dem der kunne sige det. Da kom der en gammel kvinde der hed Sibilla,A og sagde: »Den stjerne betyder at Kristus er født c1r|af en ren jomfru der aldrig var sammen med en mand. Det barn er Guds søn og skal blive konge i Jerusalem og over jorden.« Da kejseren hørte det, blev han meget ydmyg i hjertet, for han havde tidligere bebudet at alle hans lande skulle tilbede hans billede og anse ham for en gud. Han pålagde hele sit rige at de skulle bede til én gud og nedbryde de statuer de havde rejst til hans ære.

Der var også et tempel i Rom som romerne havde bygget på i tolv år, mens de havde fred og var fri for krig. Da det var bygget, ofrede de til deres afguder og spurgte hvor længe det skulle blive stående. Afguderne svarede: c1v|»Indtil en jomfru føder et barn.« Og da de hørte det, blev de glade og sagde at templet skulle stå evigt, for det var umuligt at en jomfru kunne føde et barn. De skrev derfor på templets port: »Dette er det evige fredstempel.« Men den samme nat som Guds søn var født, faldt det til jorden — ligesom alle andre afguder i Egypten og Rom. Og den samme nat, da det var mørkest, da Jesus fødtes, blev natten vendt til højlys dag, og mange slags træer i skoven En-GediA fik blade og bar frugt. På himlen så mange mennesker tre skønne sole, og da de havde stået der en kort tid, gik de c2r|sammen og blev til én sol. Dermed varsledes at han var født der var trefoldig og dog én sand Gud. Han der var i stand til at gøre vidunderlige ting på himlen såvel som på jorden.

Da barnet var otte dage gammelt, samlede Josef sine venner og lod Jomfru Marias søn omskære sådan som Moses bød i loven.A Og han kaldte ham Jesus som englen bød ham.

Da Guds søn blev født, viste der sig en skøn, ny stjerne for alle mennesker. Sådan én havde man aldrig set før, og den lyste over hele verden og var meget større end andre stjerner. Med den stjerne gav Guds søn tegn på at han var hele verdens herre og født af en c2v|jomfru.

De hellige tre konger forstod på kloge stjernetydere at stjernen betød at Jesus var født. De havde nemlig i lang tid været på et højt bjerg for at afvente den stjerne som profeten Bileam mange år tidligere havde forudset.A De hellige tre konger gjorde sig klar og tog guld, røgelse, myrra og mange andre kostbare ting med sig og rejste afsted med mange folk og store dromedarer der bar deres klæder og hvad de ellers havde brug for til den lange rejse. Og de rejste efter stjernen, og de mente at den fór foran dem på himlen, og at de rejste efter den over mark og c3r|hede, uden at vand eller morads hindrede dem. Da de var kommet i nærheden af Jerusalem, kom der en stor tåge, og de kunne ikke længere se stjernen.

Nogle skriver at de hellige tre konger først mødtes dér og spurgte hinanden hvor de kom fra og hvad de ville. Og da svarede en af dem: »Jeg er kommet for at tilbede den konge der blev født i Jødeland.«A De andre to svarede og sagde at de var kommet fordi en stjerne ledte dem. Men andre skriver at de fulgtes fra deres land og derhen og at de tre var brødre. Hvorom alting er: De var lydige mod Gud.

De hellige tre c3v|konger red ind i Jerusalem med et stort følge og megen pragt, som det sømmer sig for så værdige konger. Og de red op i byen til kong Herodes' slot og sendte bud til ham i paladset og spurgte hvor jødekongen, deres herre, var født, og hvor de kunne finde ham. Da Herodes og jøderne hørte det, blev de fulde af sorg og var nær blevet afsindige af det spørgsmål og af at de var kommet. De opsøgte da de lærde i templet og spurgte dem hvor Kristus skulle fødes. Og de svarede at det stod skrevet at Kristus, Guds søn, skulle fødes i Betlehem. De red straks videre og var kun tre timer i Jerusalem.

Men Herodes sendte et hemmeligt c4r|bud til dem og spurgte hvornår de først havde set stjernen, og ønskede dem god rejse, og når de havde fundet kongen og tilbedt ham, skulle de komme tilbage til ham. Han sagde at han også ville rejse til kongen og ofre til ham og hædre og ære ham. Da de kom ud af byen, så de igen stjernen, og den fór foran dem til Betlehem og standsede over det hus hvor barnet var. Da de kom nærmere byen, gik hyrderne dem i møde og fortalte hvad de havde set og hørt den nat Kristus blev født, »Vi ved at I er kommet for at se barnet. Det er det skønneste barn der kan være i verden, og vi vil følge jer derhen hvor det er.«