Da de ville rejse derfra, kom Guds engel fra himlen, trøstede dem og sagde: »Tvivl ikke, Josef! Josef, du hellige mand, rejs mod Egypten! Jeg vil følge dig og bringe jer god fred, så det I kunne rejse på tyve dage, det bringer jeg jer på tre dage.«

En dag de var på vej, trak det op til en stor storm og megen regn flød ned på jorden. Gud, altså barnet, holdt sin hånd op imod d6v|regnen, og den standsede, og på grund af barnets hellighed blev de ikke våde. De rejste videre og kom snart til Egypten.

Da de kom til landet, fandt de et stort, højt og bredt træ. Der kom folk og tog af træet og anså det for en gud. Og de ofrede kvæg, får og andre dyr til det. Det tog herrerne i templet til deres eget brug. Der skete så et stort under. Da Jomfru Maria kom med barnet til træet, bøjede det sine grene og blade ned til jorden og anerkendte på den måde sin herre og skaber. De satte sig og hvilede. Og da råbte djævlene der var i træet, med d7r|høj stemme: »Guds søn, hvad laver du her i dette land? Du skaffer os stor vanære! Ve os, for de gæster må vi flygte fra denne rede og dette træ. Vores overmand er kommet.«

Jomfru Maria rejste ind i Egypten til en by der hed Spleneis.A De kom dertil sent en aften og var ukendte der, og vidste ikke hos hvem de kunne få husly. I byen var der et bedehus, det var en hel afgudskirke. Ved kirken var en port, og dér gik de ind og blev natten over. Ved midnat hørte de høje råb oppe i luften over byen, en ussel og afskyelig stemme: »Ve os alle nu! Vorherre er kommet, han er nedfaret fra Himlen. Han er kommet d7v|til ærgrelse for alle os djævle. Hvem har sendt bud efter ham? Han er født af en jomfru, derfor må vi alle flygte. Vi må forlade vores boliger. Vores boliger er alle faldet ned og sønderslået. Ve dig, Josef, du gamle mand. Hvorfor førte du dit barn hertil?«

Af djævlenes gruelige råb blev folket meget forfærdet. De løb sammen og jamrede og var bange og frygtede at byen skulle gå til grunde. De sagde: »Vi vil gå til templet og bede til vores guder.« Men da folket kom til templet, så de at alle deres afguder var faldet ned: Jupiter d8r|og Saturn, Mars, Merkur og alle de andre afguder i templet. Og i alle andre afgudstempler i Egypten var de faldet ned og lå forvredne. Nogle havde mistet arme og ben, andre deres hoved og hænder, og nogle var slået itu. Da sagde folket: »Vores guder! De er alle faldet ned, som altid har hjulpet os i vores nød. Vi må frygte at det går os som det gik den mægtige kong Farao, da han red i Det Røde Hav efter jøderne. Da druknede han med hele sit folk, sin hær og sine hærførere.A Vi ser nu d8v|at det der er overgået vores guder, er et tegn på at der kommer plager over os.« Nogle af folket sagde: »Her er kommet fremmede guder, og de har brudt vores fred og kæmpet mod vores guder. Og vi ved ikke hvem de er og hvor de er kommet fra. Det jamrer vi os over for vores guder.«