Da hertug Eufrodosius,A der var herre i byen, hørte den megen råben og ynkelige skrigen, spurgte han hvad det var. De fortalte ham hvad de havde set og hørt, og han blev meget sorgfuld og gik straks til templet og blev meget forfærdet da han så sine guder ligge så ilde tilredt, slået i stykker og faldet ned på jorden. Og han råbte højt: »O ve, her er sket e1r|et stort varsel! Hvordan skal det gå os herefter? Hvem kan den stærke gud være der har så stor magt og som har drevet vores guder bort og slået deres billeder i stykker? Vidste jeg hvem den mægtige gud var, ville jeg ære ham! Vores guder kan end ikke forsvare eller hjælpe sig selv, derfor vil vi ikke tjene dem mere.« Hertug Eufrodosius gik ud af templet og spurgte om der var nogen der vidste »hvem den mægtige gud er eller hvor han er.« Han så Jomfru Maria der sad på en sten og havde sin søn i skødet, og han så Josef, den gode mand, stå ved hendes side. Han fór op da han så de fremmede e1v|gæster, men Gud blødgjorde hans hjerte, og han gik frem til dem og spurgte hvor de havde hjemme og hvor de var på vej hen med det lille barn.

Josef svarede: »Vi er kommet her fra Jødeland.«

Hertugen begyndte at forstå at de tegn der var sket — at hans afguder faldt ned — det skete på grund af at dette barn var kommet. Hertugen gik straks til templet og sammenkaldte folket og sagde: »Vil I se hvilket varsel der er sket og hvorfor vores guder er faldet ned, så kom her så I kan se et barn og en skøn frue. Det er barnet som profeten Bileam har skrevet om i sine bøger (de er her i landet), e2r|og han skrev sådan: ‘Af jødeslægt vises en stjerne, den skal give sit skin over hele verden.’A Jeg kan mærke på disse varsler at det er det barn som profeten Jeremias, der var fordrevet fra dette land, skrev om — ligesom profeten Esajas. Det står der i deres bøger: ‘Af Gud i Himmerige der har skabt jorderige, skal komme et virkeligt menneske, og han skal være herre hos os på jorden, og han skal lade sig føde af en ren jomfru. Og i sin barndom skal han komme her til vores land og rige, og han skal fordrive vores guder.’A De kunne ikke blive, han er for stærk imod dem. På grund af ham e2v|er de faldet ned. Og jeg minder jer om at for et år siden rejste de tre konger, fremmede og ukendte, gennem dette land til Jerusalem, og de ledte efter det nyfødte barn der skulle blive mægtig i Himlen og på jorden. Og de konger havde mange kostbare gaver med sig, og de fulgte en ny stjerne, der var stor og meget klar. Solen kunne ikke mindske dens lys. Og den ledte dem til det land hvor Gud og menneske var født, Himlens og jordens herre. Den samme stjerne så vi alle klart. Disse varsler er sket for dette skønne barns skyld, og min fornemmelse siger mig at barnets moder er en ren jomfru. Det kan vi opfatte e3r|deraf at i aftes, da de kom med barnet her til byen, da faldt alle vores guder ned.«

Hertugen sagde til Josef: »Sig mig det, du gode mand, hvad der er sandheden om dette barn og den unge frue.«

Josef så på Jomfru Maria og spurgte hende om han skulle fortælle hvad han vidste om barnet, »og om jer — for hele folket?«

Jomfru Maria svarede: »Fortæl ham sandheden, og skjul intet.«

Og Josef sagde: »Herre, de ord I talte om dette barn, er helt sande, og dets moder er en ren jomfru, uplettet af nogen mand og fri for al synd. Af Guds nåde blev hun med barn. Englen sagde til hende at hun skulle e3v|undfange Guds søn og føde ham. Hans navn skulle være Jesus.«

Hertug Eufrodosius svarede: »Her kan I høre at det jeg sagde, var sandt. Han som profeterne skrev om, er nu kommet her.«

Josef sagde: »Herre, hør på mig. Hun bar dette barn uden smerte og fødte derfor uden nogen frygt. Der var utallige engle hos hende da hun fødte barnet, de tjente, ærede og glædede hende, og priste barnet. Over huset viste sig en ny stjerne, den skinnede langt bort i fremmede lande, og oplyste de hellige tre kongers forståelse så de af dens lys og e4r|form indså at Vorherre, der styrer både himmel og jord, var født. Og de rejste efter stjernen til Betlehem og fandt barnet og ofrede og bad til det og gav det mange kostbare gaver som de havde ført med sig. Men Herodes der var konge over landet, fik at vide at der var født et barn dér i landet der skulle være så mægtig en konge, og han fik et stort had til barnet og sendte sine svende ud for at lede efter det og slå det ihjel. Da kom Guds engel og bad mig tage moderen og barnet og rejse herhen. Og sådan har Gud draget omsorg for os på den lange e4v|vej, at intet skulle skade os. Og vi er kommet herhen med Guds forsyn.«

Da Josef, den gode mand, havde fortalt dette for hele folket, gik de alle hen til Jomfru Maria og faldt på knæ og bad til barnet, og de modtog dem vel. Og de kyssede Josef på munden og sagde at hvad de trængte til, moderen, barnet, han selv og hans svend, det ville de give ham. Og de gav ham straks et hus de kunne være i, og hvad de havde brug for. De bragte dem mad og hvad de ellers trængte til.

Der blev de i syv år, og Josef gav sig i kast med sit tømrerarbejde, og Jomfru Maria begyndte at lave purpur og silke, e5r|borter og linned og andre kostbare ting. De gode kvinder i byen kom til hende med stor lyst og så til det skønne barn og tilbød hende deres tjeneste, og de hjalp hende med gaver. Jomfru Maria fortjente det. Hun levede så dydigt at alle der hørte eller så hende, priste hende og kaldte hende en god kvinde og ærede hende som en dronning og bad til hende og hendes barn og sagde at de var kommet fra Himlen til glæde for hele Egypten. Hvis nogen fandt en anden der sørgede, sagde den ene til den anden: »Kom, gå med mig til Jomfru Maria og se hendes barn. Så e5v|bliver du muntret op, og al din sorg forsvinder!«

På den tid begyndte Jomfru Maria så godt hun kunne, at sy en kjortel til sin velsignede søn. Hun knyttede den af garn på pinde — ligesom man laver handsker og huer. Den passede ham så godt, at ingen kunne lave en kjortel til noget menneske der passede bedre, lang og bred nok. Og den blev aldrig snavset eller slidt. Den var smuk og som ny lige fra hun først gav ham den på og indtil Vorherre pintes langfredag. Det var den brune kjortel som Vorherre gik i, da hans apostle fulgte ham.

Da e6r|Jesus, Guds søn, var så gammel at han skulle gå og tale, begyndte han ikke med at lade sig føre som andre børn, og han gik ikke med støtte, men han rejste sig op og gik straks pålideligt på begge ben, og han faldt ikke. Da han begyndte at tale, talte han straks klart og forstandigt. Han talte ikke halve ord, og han læspede ikke som andre små børn gør når de først begynder at tale. Jomfru Maria bad sin søn gå hen og lege med de andre børn så folket kunne se ham. Og han gik straks.

Dette gode barn, Jesus, var altid lydig mod sin velsignede moder. Da han kom til de e6v|andre børn, blev de glade for hans lege. Han legede nye lege helt uden skade. Han glemte ikke sin opdragelse. Når han var blandt børnene, var han så dydig at alle de andre børn fik gode vaner efter hans forbillede. De var alle glade i hans leg og priste ham og sagde at han var en ung gud. De ærede og elskede ham så meget de kunne. Børnene gik sammen og valgte ham til deres konge, og de tog en barnekjortel og bredte ud på et træ og satte Vorherre der. Og de gik til ham og tjente ham og holdt ham for en gud.

En dag da Jesus legede med de andre børn, faldt e7r|et af børnene over en sten og brækkede benet. Børnene blev meget kede af det. Da Jesus så det, gik han straks til barnet og rakte det hånden og bad barnet rejse sig og være rask. Og han sagde: »Gå med mig til de andre børn, så vil vi lege med dem.« Og han rejste sig og var rask og sund. Folket der havde set det, sagde at han var Guds søn og herre over alle ting.