Hertug Eufrodosius som wor herre offuer staden, ther han hørde thet stoore rob oc ynckelige lad ther wor, tha spurde han hwat thet war. The sade hannum hwat the haffde seeth oc hørth. Tha wor han møget sorgful oc gik strax tijll templet och bleff møghet forfæret at han saa sine gude ligge i sodan sleme made sønderslagne och nedherfalnæ paa iordhen, och ropte høyt: »O wee, hær ær skeeth e1r| eth stort teghen, oc hwar scal thet gaa oss hæreffther? Hwo mwnne then stercke gud wære ther hafuer saa møghel mackt, som haffwer dreffuet wore gude bort oc sønderslaget theres beleder? Wiste ieg hoo then mectuge gud ware, tha wille ieg hædre hanum! Wore gude dwæ icke til ath wære them eller hielpe them sielfue, thi wille wi icke mere koste paa them.« Hertug Eufrodosius gik vth aff templet oc spurde om ther wor nogher ther wiste »hwo then mectuge gud ær eller war han ær.« Tha saa han iomfrw Maria oc sad paa een steen oc hafde sin søn i sin skøt, oc han saa Iosep, then gode man, staa huss henne. Tha bleff han behendelig tha han saa the fræmede e1v| gester. Gud leenthe hans hiærte, och han gick fræm til them oc spurde i hwat land at the wore hieme, och huart the wilde fare met thet vnge barn. Josep swarede: »Wi ære hijdh kompne aff Iødeland.« Hertughen begynte at forstaa at the tegen som wore skede, at hans affgude fulle nedher, thet skede for thet samme barn som wor kommet tijdh. Hertughen gick strax til templeth och kallet folket sammen och sagdhe: »Wille I see hwat tegen hær ær skeet, oc hwij wore gudhe ære nedherfalne, gar hith tha maa I skudhe eth barn oc een skøn frwe. Thet ær thet barn ther propheten Balaam haffwer screueth om i sijne bøgher, och the ære hære i landeth, e2r| oc screff han soo: ‘aff iødhesleght thees en stierne, hon scal gijffue sith skijn offuer all werden.’ Jegh kan kenne paa thesse teghen ath thet ær thet barn som propheta Geremias aff scref, som aff thette land wor fordreffuen, och then prophete Ysayas. Thet finne wij i theris bøgher screffuet: ‘aff Gud i hijmmerighe, som skapt haffuer iorderighe, scall wordhe eth ræth menniskæ, oc han scal wære hærre hooss oss paa iordhen, och scal ladhe segh føde aff een reen iomfrw, oc i sijn barndom scall han komme hijdh til worth land oc rige, oc han scal fordriffue wore gude. The kunne icke bliffue for hannum, han ær och them saare imodh.’ For hannum e2v| haffue the fallet nether, oc ieg sier ether for sant at nv eth aar sidhen ther the thre konger igømen thette land, fræmede oc vbekende, fore til Iherusalem oc søgte thet nyfødde barn som sculde worde megtugh i hemmelen och paa iorden, och the konge haffde met them mangehande kostelige offer, oc them fulde en ny stierne, hon war stor oc møget klar. Solen kunne icke mintske hennes skin, oc hon fulde them til thet samme land som Gud oc menniske wor fødh, hemmelens oc iordsens herre. Then samme stierne soge wi alle openbare. Tesse tegen, the ære skæde for thette skøne barn, thet sier mit sind meg at barnens moder ær en reen iomfru. Wij maa thet mercke there3r|met at i afften the kumme met barnnet her til staden, tha falle alle wore guder neder.«

Hertugen sagde til Iosep: »Sig meg thet, thu gode man, huar thet ær i sandhet om thette barn oc om then vnghe fruwe.« Josep, han soo til iomfru Mariam oc spurde henne at om han sculde sie hwat han wiste i sanhet om barnet, »och om ether for alt folket.« Jomfru Maria swarede: »Siæ I hanum sandhet som I wide, oc dyliæ inthet thervdi.« Tha swarede Iosep: »Herre, the ord som I sagde om thette barn, thet ær alt sandhet. Oc tesse moder ær een reen iomfru oc ær vsmittet aff nogher man oc ær reen for all synd. Aff Gutz nade wor hon met thette barn. Engelin sagde til henne at hon sculde e3v| vndfange Guts søn oc fødde hannum. Hans naffn sculdhe kalles Ihesus.« Hertugh Eufrodosius swaredhe: »Hær maa I nw høre ath mijne ordh som ieg saffde, ære i sandhet: Han ær nw hær kommen som propheterne screffue.« Josep sagde: »Herre, hør nw megh. Hon baar thette barn vthen all wee oc føddhe therfor vden alt angest. Ther vor vtalighe engle hoos henne ther hon fødde thette barn, henne til tiæniste, ære oc glæde, oc siwnge barnsens loff. Offuer thette samme huss teedhis een ny stierne, hon gaff sith skijn langt bort i fræmedhe landh, hon forløffte the helghe tree konghers samwittighet ath the vndherstodhes paa hennes skijn oc e4r| skickelse ath Wor Herre wor fødh som styrer bodhe himmerighe oc iorderighe, och the foore effther then stierne tijl Bethleem, oc the funne thette barn oc offredhe theres ofuer oc bade til thette barn oc gawe thet mange kostelige gaffuer som the haffde ført met them. Herodes koning, som wor koning offuer landet, han fick thet at høre ath thet barn wor fød ther i lande som sculde wære soo mechtugh een konning. Ther haffde han stoor awindh och hath til barnet, oc han sende sijne swenne vth at søge effter barnet oc sla thet ihiel. Tha kom Gutzs engel oc bad meg tage moderen oc barneth och fare hijdh. Soo haffwer Gud forseeth oss i thenne langhe e4v| wey at ingen ting kunne oss skade. Saa ære wi hijd kompne aff Guts forsyn.«

Ther thenne gode man, Iosep, haffde thet sagt for alth folket, tha gick alt folcket til iomfru Maria oc fulle paa theres knæ oc badhe tijl barnet oc vndfinghe them wel, och the kyste Iosep for sin mund oc spurde hanum huat them giordes behoff til moderen oc barnet oc til seg oc til sin swen, thet wille the giffue hanum oc finghe hannum strax eth huss, ther the sculde wære i oc gaffue them hwat the sculde paa holle. The bare them nogh madh oc hwat them giordes behoff.

Ther bleffue the siw aar. Josep begynte at tage sin timmergerning, oc iomfru Maria begynte at gøre purpur oc annet silke, e5r| border oc lijner oc andre kostelige ting. The gode qwinner i stadhen wore, the ginghe til henne met stor traa oc skode thet skøne barn och bøde them til at wære i tiæniste met henne oc gøre henne ære oc hulpe henne met theris gauer. Jomfru Maria, hon forthiente thet wel. Hon leffde saa tucteligen at alle the henne hørde oc soghe, gaffue henne loff oc kallede een gode quinne och holde henne i werdughet som een drotning oc bade til henne oc henne barn oc sagde at the wore kompne aff hemmelin alt Egipteland til frommæ. Nar een fan een annen sorgfuld men hon wor ther, tha sagde then ene til then annen: »Kom oc gack met meg til iomfru Mariam oc see hennes barn. Tha e5v| fangher thu hugswalelse ath thin sorg bort gaar.«

Tha begynte iomfru Maria som hon wel kunne, ath gøre sijn welsinedhe søn een kiortel. Hon knøtte hannum aff garn offuer stocke som man gør hanske oc hvwer. Han wor hannum saa wel til maade at enghen kwnne skære een kiortel nogher menniske bæire tijl maade, sijd oc wijd nog. Han aldrig bleff vreen eller sleedet, han bleff soo ny alt thet Wor Herre gick i hannum och soo fauwer intijll longefredagh han leed sijn pyne, som han wor then dag Jomfrv Maria førde hannum førsthe i hannum. Thet wor then brune kiortel som Woor Herre gick i ther hans apostel fwlde hannum.

Tha e6r| Ihesus, Gutz søn, wor soo gammel effther sin fødsel ath han sculdhe gaa oc tale, tha begynthe han icke ath ladhe ledhe segh som andher børn oc ey gick vtij met benke, men han reysde seg selff op oc gick strax trøstelige paa bodhe been, och ey fald han. Tha han begynthe ath tale, tha talede han strax ræth och redelighe. Han taledhe ey halffue ord oc ey lespede som andre smaa børn gøre nar the næmme førsth at tale. Jomfrv Maria bad sin søn gaa och læghe meth the andhre børn at folket sculde see hannum. Tha gick han strax.

Thette godhe barn Ihesus, thet wor altijdh sijn welsignede oc benediede modher lydijgh. Ther han kom tijll the e6v| andre børn, tha glædis the aff hans lægh. Hans læg war vthen al skaden oc haffde then læg men haffde ey førre seet. Han glømde icke sin tucth; ther han wor i blant the børn, so vor han saa tucteligh at alle the andre børn toge gode siær effter hannum oc wore alle glade aff hans lægh oc lowede hanum oc sagde at han wor een vngh gud oc giorde hannum al then ære oc kærlighet the kunne. The børn the ginge al sammen oc keesde hannum til theres koningh oc toge eth barns kiortel oc brede paa eth træ oc sætte Vor Herre therpaa oc ginge til hanum oc som Ihesus vor i bland the andre børn, tha faldh e7r| eth aff børnen paa een steen oc slo sith been sønder. Tha bleffue børnen møget sorgfulle. Ther Ihesus thet saa, tha gick han strax til barnet oc fick thet sin hand oc bad thet staa op oc wære sund oc sagde: »Gak met meg til the andre børn, wi wille læghe met them.« Tha stod han op och war karsk oc swnd. Folcket som thet soghe, the sagdhe at han wor Guds søn oc en herre offuer alle tingh.