Ther boode en rijgh man i Nazareth hoos Iosep, hans naffn wor oc Iosep. Han wor iomfrv Marie wen, oc giorde henne oc barnet oc Ioseph møget tijl gode oc gaff och halpp them, som ennw stwndom wæn gør wet annen. Een tijd kom Vor Herre ind oc fan sin moder och Iosep græde. Tha sagde Ihesus: »Hwat skader eder men I græde soo?« Josep swarede: »Mijn kære herre, wij græde for wor store sorg, wor gode wæn ær døt. Han haffwer tijdh giort meg stort wænskab oc mijn kære frwe, oc han haffde stor kærf3r|lighet til teg. Thet haffuer han tijd sagt meg.« Wor Herre sagde tijll Iosep: »Wille I at han scal worde lewendis oc leffue hær lenger paa iorden, tha wille ieg kenne edher een lærdom ther han maa faa sith lijff igeen.« Josep suarede: »Thet ær sielden skeeth at then som ligger døt, at han haffuer fanget lijff igeen. Kan thw thet gøre, tha wender thu wor sorg om til glæde.« Iomfrw Maria swareth: »Hører huat han siær edher oc merker thet.« Ihesus sagde: »Hører huat ieg siær edher: Gaa bort ther som then døde Iosep ligger, oc tale tesse ord i hans øre oc lader enthe annet menniske thet høre: ‘Jeg beder teg wet hannum ther haffuer wald bodhe offuer leffuendis oc offuer f3v| døde, ther oss haffuer giffuet siæll, och han ær woldig offuer al werden, soo beder ieg tegh at thu oppstaar oc leffuendis met megh gaar. Saa badh megh thet barn Ihesus’.« Tha gick Iosep strax tijd som then døde laa, oc sagde the samme ord som Ihesus lood hannum obenbare, och wor han bode karsk och swndh i then samme stundh. Woor Herre forbøt them ath tale ther om thet ther wor skeet oc holle thet lønlige.