Det tiende sted.A

Det tiende sted hvor Vorherre Jesus Kristus udholdt sin lidelse, det var det sted hvor han først tog sit tøj på. Så tog jøderne reb og tov og bandt dem om 12r (c4r)|livet på ham. De slog søm i et bræt på hans bryst og skarpe jernpigge i et andet på hans ryg og trak hans kjortel op så piggene på brættet der hang foran ham, slog ind i hans velsignede knæ, og piggene på det bag ham slog ind i hans velsignede årer og sener.

Da tog jøderne det store, hårde kors og lagde på hans velsignede ryg. Han bar det til det sted hvor han frelste os alle. Ved korsets vægt sank han sammen under det, og det faldt ned over ham så jammerligt og hårdt at hele 12v (c4v)|hans rygrad og alle hans ribben blev skubbet af led, og blodet løb ned ad ham i stride strømme.

Da kom Vorherres mor Jomfru Maria og ville opmuntre sin kære søn og bære korset sammen med ham. Men hun måtte ikke komme hen til ham for jøderne. Alle jøderne skubbede til hende og puffede hende væk, undtagen evangelisten Sankt Johannes som tog imod hende og opmuntrede hende. Hun sagde til ham: »Johannes! Johannes! Jeg vidste ikke at englen kunne tale usandt. Han sagde til mig: 'Vær hilset, Maria, du er opfyldt af nåde, Herren er med dig!'A Det siger jeg dig, Johannes, at jeg er opfyldt af den største 13r (d1r)|sorg og bedrøvelse, og Herren er skilt fra mig. I dag er han i de ubarmhjertige jøders hænder, og de piner og plager ham til døde.« Da gik Sankt Johannes og Jomfru Maria ad en anden gade så hun kunne nå porten før sin kære søn.

Jøderne skubbede jammerligt og hårdt afsted med Vorherre der gik ydmygt med korset. Den brutale jøde der gik foran ham, skubbede og slog ham ubarmhjertigt og hårdt på tænderne, og den jøde som gik bag ham, skubbede ham mens han gik med korset, så jammerligt og hårdt at alle hans 13v (d1v)|fodspor var fulde af blod. Og alle folk der var i byen, kastede snavs og mudder på ham sådan som man plejer at stene forbrydere.

Da Jesus kom til porten, mødte hans velsignede mor ham. Der så hun, hvordan blodet klæbede til hans velsignede ansigt, øjne, næse, mund og skæg. Da var hendes hjerte lige ved at give op. Men Vorherre så på sin sorgfulde mor og opmuntrede hende: »Lykkelig er den kvinde som aldrig har født et barn! Lykkelig er det barn som aldrig har fået mælk fra sin mors bryst!«A Da græd alle der stod omkring Jomfru Maria. Vorherre åbnede 14r (d2r)|sin velsignede mund som om han ville sige: »Jerusalems døtre! Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn, for der skal komme dage hvor I skal sige til bjerge og dale: 'Styrt sammen! Skjul os for den grusomme dom som skal fældes over os for det der nu er i gang.'«A

Mens Vorherre gik med korset, skubbede jøderne ham så jammerligt og så hårdt at hans velsignede næse og mund ramte klippegrunden, og hans velsignede tænder blev slået løs fra hans velsignede kæbe. Den blev presset dybere ind i 14v (d2v)|hovedet end før. Jomfru Marias hjerte var afmægtigt, al farve forsvandt fra hendes kinder, hun var bleg som en urt.

Men de brutale jøder fik Vorherre på benene med korset og sagde: »Hej, din usling! Hvorfor vil du ikke bære korset?« Vorherre svarede dem ydmygt: »Jeg vil gerne bære korset for menneskenes saligheds skyld.« Da kom en fattig mand, der hed Simon, gående. Ham tog jøderne og tvang ham til at bære korset.A Han tog fat i den yderste ende og bar en lille smule sammen med Vorherre ligesom folk endnu daglig tager del i hans 15r (d3r)|lidelse.

Amen.