Det fjortende sted.

22r (f2r)|Det fjortende sted hvor Vorherre Jesus Kristus udholdt sin lidelse, det var ved aftensangstid, da Josef og Nikodemus gik ind i byen og bad Pilatus om tilladelse til at tage Vorherres lig ned af korset og begrave ham i en ny stengrav.A Pilatus sagde ja og turde ikke nægte dem dette, da en stor plage tidligere havde ramt byen som følge af døde mennesker. Pilatus sendte alle sine riddere væk og bad de to om at tage Vorherres lig ned fra korset og brække hans 22v (f2v)|knogler. De skulle begrave ham i en ny stengrav og bevogte ham skarpt, så hans venner ikke skulle fjerne ham og siden sige at han var stået op fra de døde.A Sankt Josef og Nikodemus gik hen og købte et nyt stykke lærred og mange slags kostbare urter, og så forlod de byen.

Evangelisten Sankt Johannes stod neden for korset og sagde til Jomfru Maria: »Hvad mon de mange mennesker vil der kommer gående her?« Da rejste hun sig neden for korset i den største fortvivlelse, smerte og 23r (f3r)|sorg og sagde: »Johannes, nu skal ingen kunne se på mig at jeg sørger trods al min smerte, men jeg vil tilbyde min gamle hjælp som er ydmyghed, kærlighed og ægte tålmodighed.« Jomfru Maria gik jøderne i møde med blodigt tøj, smertende hjerte, tårefyldte øjne og grådkvalte ord. Hun sagde til dem: »Allerkæreste venner! Hvad vil I gøre af min kære søn? Han hænger død på korset. Hvis I ikke mener at han har betalt for menneskenes synder, så står jeg klar her og vil betale for menneskenes synd. Tag mig, 23v (f3v)|og pin mig på korset, og pin nu ikke min kære søns lig på korset mere.«

Men jøderne førte en blind mand frem som hed Longinus og var ridder. De gav ham et skarpt spyd i hænderne som han satte mod Vorherres velsignede side og stak så hårdt at spyddet gik igennem siden og ind i hjertet. Da flød der vand og blod ud for menneskenes synder.A Longinus fik synet igen og råbte: »O fili Dei, miserere mei! O Guds søn, tilgiv mig! Du er den sande levende Guds søn!«

Da blev Jomfru Marias hjerte afmægtigt, og hun græd 24r (f4r)|og beklagede sig ynkeligt. Alle de folk der stod omkring hende, sagde til hende: »Kæreste! Klag ikke sådan. Vidste du ikke udmærket i forvejen at de ting som profeterne spåede, skulle ske med din kære søn?«

Da de så at han var død, ville de ikke pine ham mere. Først løsnede de hans højre hånd fra korset, så den venstre og så benene. De tog ham ned af korset og lagde ham i Jomfru Marias skød. Hun tog imod ham med stor kærlighed og ydmyghed, med sorg og gråd. Hun sagde 24v (f4v)|til sin kære søn: »O ophøjede, kloge herre og mester i evighed! Hvorfor er du nu så tavs? O ophøjede, skinnende sol og evige lys! Hvorfor er du så jammerligt udslukt? O ophøjede, mægtige mester! Hvorfor er du blevet så mørk i dit hellige, velsignede ansigt og så fattig? Hvorfor er du pint så hårdt? Der går et sværd igennem mit sorgfulde hjerte. Vis nåde og tilgivelse mod alle dine skabninger!« Hun betragtede Vorherres velsignede hoved som var blevet knust på det hellige kors af den skarpe tornekrone. Hun 25r (g1r)|betragtede Vorherres ansigt og sagde til det: »O velsignede ansigt! Du var lysere end nogen sol, og englene i Himmerige ønskede inderligt at se dig! Nu er du snavset af din egen hjerne og dit eget blod og det ækle jødespyt som er spyttet på dig. Du er min største glæde og trøst.« Da betragtede Jomfru Maria Vorherres øjne og sagde: »O dejligste, velsignede øjne som var lysere end nogen stjerne! Nu er de så matte, åbne, bortvendte og glansløse som andre døde menneskers øjne.« Da betragtede Jomfru Maria Vorherres mund og sagde: »O du 25v (g1v)|dejligste, velsignede mund! Du udtrykte den dejligste lære. Nu er du gjort tavs og står åben, og tungen hænger ud. Kan du ikke trøste din sørgende mor med et ord?« Da lagde Jomfru Maria Vorherres tunge ind igen og lukkede munden med den største kærlighed, sorg og gråd. Da betragtede Jomfru Maria hans velsignede fødder og talte til dem: »Jerusalems døtre! Græd med mig! Hvis det var muligt at englen kunne græde, så ville han græde over denne jammerlige sorg og gråd som jeg lider for min eneste, elskede søn. Når en 26r (g2r)|kvinde har fem eller seks børn og Gud tager et af dem, så ved hun ikke hvornår hun skal græde eller holde op. Men hendes sorg og gråd er ikke som min for min eneste søn, og jeg får ikke flere. Derfor må jeg godt græde.«

Amen.