I bjerget er en kilde som smager af alt muligt godt. Kilden ligger tre dagsrejser fra Paradis. Den som fastende drikker af den, han bliver så ung som dengang han var tredive år gammel. Til den kilde kan intet menneske komme uden med store anstrengelser på grund af slanger, onde stengeder og store fugle. Der findes sten som hedder mediosi, og metal. Af de sten får slangerne deres ungdommelighed. Den som bærer den sten på sin finger, han synes altid ung, og den som bærer det metal, han kan færdes frit uden at nogen ser ham.
a4r| Det største under som er hos os, det er et hav af sand der går i bølger. Det er intet vand deri, og det bliver aldrig stille. Over det hav kan ingen komme uden vores hjælp, og der kommer ingen til os uden vores samtykke. I det hav lever fisk, og med deres blod farver man silke.
Gennem vores land løber der også en stenstrøm der ender i havet. Sommetider lukker jorden sig over strømmen og sommetider åbnes den. Der udvælges raske mænd, og de springer ned i strømmen og tager fra sandet kostbare sten som ligger mellem sandkornene. Hos os findes mænd som springer ned og bliver under vandet a4v| i ni dage og ni nætter og leder efter de ædle sten. De tør ikke sælge stenene før de har været foran os med dem.
I skal også vide at der hos os findes underfulde orme som spinder silke, og de hedder salamandere. Af silken laver kvinderne tøj til os. Vi har også dyrt tøj, der er lavet af det ædleste guld og af mange kostbare sten, det kalder vi lapitextum. Det vaskes kun på den måde at det kastes i ilden, og så brændes urenheder af det. Dette gør disse sten og flere andre.
Så har vi det sådan hos os at ingen er fattig, og ingen stjæler noget fra hinanden. b1r| Ingen der lyver, må omgås med os. Han betragtes derimod straks som en død mand og lever, spiser og drikker derefter i sorg resten af sit liv.