139|Der var en konge i Frankrig som hed PippingA. Hans hustru hed Berta. De havde en søn der hed Karl, og to døtre. Den ældste hed Gilem og den yngste Beliset.

Da Karl var 32 år, døde hans far Pipping. Nogle af Pippings rådgivere ville forråde Karl, men Guds engel kom til ham og advarede ham. Karl samlede sine venner og klagede over sin vanskelige situation. De rådede ham til flygte, lige meget hvorhen, indtil det var blevet bedre, og han tog til en egn, der hedder Ardena. Dér opsøgte han en ridder, Drepia, som var hans gode ven, og han spurgte ham til råds. Drepia svarede: »Få dine søstre hertil og lad dem blive her hos mig. Jeg er din og deres mand og vil være trofast og pålidelig over for jer ligesom jeg var mod jeres far.«

Karl havde ingen han kunne sende som bud, derfor tog Drepia selv afsted efter dem.

En nat da Karl lå og sov, sagde Guds engel til ham: »Stå op, Karl, og gå ud og stjæl!«

Karl undrede sig over, hvad det skulle betyde. Englen sagde: »Send bud efter den tyv, der hedder Alegast. 140|Han skal tage med dig. På den måde skal du overvinde dine fjender, redde dit liv og regere som en mægtig konge ligesom din far før dig.«

Da Karl vågnede, sendte han bud efter Alegast, og han kom. Karl rejste sig for ham: »Velkommen, kammerat! Vil du være trofast over for mig?«

Alegast lovede ham sin tro tjeneste.

Næste morgen tog Karl og Alegast afsted. Karl sagde til Alegast: »Du skal kalde mig MagnusA og ikke Karl.«

En nat kom de til et slot som hed TungerA. Det var ejet af grev Remfre, den mest fremtrædende af dem der ville forråde Karl. De stod af hestene. Ganske stille sagde Alegast: »Karl, bliv hos vores heste. Jeg vil prøve om jeg kan stjæle grevens hest.«

Alegast gik ind på slottet og kom til grevens værelse. Da han mærkede at ingen havde opdaget ham, gik han tilbage til Karl og tog ham med op og førte ham ind i grevens værelse, hen til grevens seng og sagde: »Bliv nu her indtil jeg kommer tilbage.«

Grevens stald lå lige ved siden af værelset. Alegast greb ud efter hesten. Den gav sig til at vrinske så greven vågnede. Greven spurgte sin staldknægtA hvad der var i vejen med hesten. Staldknægten gik hen til den, mens Alegast lå fladt hen ad bjælken lige over den så staldknægten ikke så ham. Hesten blev ved med at vrinske. Så stod greven selv op og fik 141|tændt lys og gik hen til hesten. Da han ikke fandt nogen og ikke kunne se hvad der var i vejen med den, lagde han sig igen og sagde til sin hustru: »Jeg vil sige dig noget, som du skal tie helt stille med. Nu er kong Pipping død og har efterladt en søn som hedder Karl. Han er stærk og ærgerrig, ivrig efter at underlægge sig hele landet og blive indviet og kronet til konge nu her juledag. Vi er tolv venner, de mægtigste mænd i kong Pippings rige, som sammen har svoret at dræbe ham juleaften når han er sammen med sine rådgivere – dem dræber vi også. Senere samler vi alle vores venner, og så bliver jeg indviet til konge.«

Hans hustru svarede: »Hvorfor vil du det? Du ved da at dine forfædre har været hans forfædres undersåtter. Derfor bør du også være hans tro tjener. Ellers bliver du selv og dine efterkommere ødelagt.«

Greven sagde: »Hold mund, dit fjols!«

Hun spurgte: »Hvem er de venner som vil gå sammen med dig om at forråde deres rette konge?«

Greven svarede: »Den første er min bror Elre, den anden Anceals af HonborgA, den tredje Isinbard af Trier, den fjerde Segenbard af Salelborg og den femte Isinbard den yngre. Med de fem underlægger vi os BealverA, AlemannienA og Lombardiet. Den sjette er Tankemar af Vensu, 142|den syvende hans bror Tammer og den ottende Ingram af Rodenborg. Med de tre underlægger vi os Danmark og Frisland. Den niende er Rozer af OrliensborgA, den tiende Folquard af Pitakont, den ellevte Rozer af Irkon og den tolvte Valen Britoria. Med de fire underlægger vi os Poitou og Normandiet, Bretagne, England og LeunsborgA. Min bror Elre skal være hertug. Jeg skal være konge og kejser i Rom.«

Hans hustru spurgte: »Hvordan vil I klare det uden at komme galt afsted?«

Han svarede: »Når vi kommer ind i hans værelse, så har vi alle sammen en kniv i ærmet, og dem stikker vi i ham samtidig.«

Hun sagde: »Det her er virkelig underligt. Før var I alle hans fars mænd, og han gjorde jer til herrer og mægtige mænd. Og det vil I gengælde så skændigt over for hans søn! Åh, hvor er det en stor skam at Karl ikke ved noget om jeres forræderi.«

Greven blev vred og slog hende med næven så både hendes næse og mund blødte. Hun bøjede sig ud over sengekanten, og Karl samlede blodet op i sin handske. Så faldt hun i søvn og greven lige sådan.

Alegast kravlede ned fra bjælken og gik hen til grevens seng, stjal hans sværd og gik så ind til hesten sammen med Karl. Alegast tog sadlen og ville lægge den på hesten. Men den larmede endnu værre end før. Så tog Karl sadlen og bidslet og lagde det på hesten. Den stod from som et 143|lam. Så steg han op og red sin vej. Da de var væk, vågnede greven.

Om natten da Karl lå og sov, kom englen til ham og sagde: »Rid hjem til din mor og søster.«

Karl sagde til Alegast: »Vi rider hjem.«

Alegast gik hen til grevens hest og ville ride på den, men den vrinskede ligesom før. Alegast trak sit sværd og ville støde det i hesten, men det ville Karl ikke have. Så steg Karl op på grevens hest og Alegast op på Karls, og sådan red de hjem til Karls mor og blev straks godt modtaget.

Dronningen spurgte Alegast hvorfor han kaldte hendes søn Magnus. Alegast sagde: »Det er på grund af dem som vil forråde ham,« og fortalte hende hvordan det hele hang sammen. Kort efter sendte dronningen bud til ærkebispen i Trier og bad ham komme. Det gjorde han, og da han så at Karl var kommet tilbage, blev han glad. Dronningen sagde til ham: »I skal firmeA min søn, og han skal hedde Karl Magnus.«

Biskoppen firmede ham som hun bad.

Snart efter skrev hun breve til sine venner i hele riget og bad dem om at komme til hende. Først mødte Drepia, Namlun og flere gode mænd op, ligesom grev Ottun og ledere fra Alemannien. Dronningen fortalte dem at der var nogle der ville forråde Karl. Grev Ottun svarede: »Hvordan kan det være at de vil forråde ham? Hans far gjorde dem alle sammen til mægtige mænd. Hvordan kan man føre bevis 144|for den anklage?«

Karl Magnus svarede: »I handsken har jeg det blod hun mistede, da greven slog hende, og jeg stjal hans hest. Der er vidne på det hele.«

Namlun svarede: »Der er ingen fare på færde når vi kender til deres forræderi. De får ingen magt. Hvornår vil I indvies til konge?«

Karl Magnus svarede: »Nu, pinsedag.«

Alegast sagde: »Send bud ud til hele jeres rige, til konger, hertuger, grever, riddere og svende, og befal, at de skal møde op hos jer. Alle dem I stoler mest på, skal I give besked om at stille med hele den styrke de kan samle til den dag hvor I skal krones.«

Ærkebispen red til paven med besked om at han skulle komme til højtiden sammen med alle romerne. Alegast tog til Bretagne, England, Flandern og Alemannien.

Da sendebuddene var taget afsted, samlede Karl Magnus tømrere og murermestre og fik sine slotte og byer bedre befæstet end før. Han fik opført Egrinsborg hvor han skulle indvies, med tretten store sale. Paven, romerne og alle de andre herrer kom efter hans indbydelse. Også grev Remfre og hans bror Elre mødte op sammen med alle de sammensvorne. Paven og romerne kom med fire tusind riddere. Karl Magnus lod dem få tolv sale, selv tog han den trettende.

Pinseaften samlede Karl Magnus alle sine gode mænd hos sig, takkede for deres hengivenhed og fortalte om den vanskelige situation der fik ham til at mødes med så mange gode folk, og hvordan grev Remfre og hans bror ville forråde ham. Senere udpegede han to af sine støtter for hver af 145|forræderne og udpegede folk der skulle pågribe deres mænd. Tidligt om morgenen pinsedag bekendtgjorde han at der skulle råde streng fred så enhver der brød den, fattig eller rig, kun kunne bøde med livet. Så indviede og kronede paven ham til konge.

En konge ved navn Dreya slog ham til ridder. Han gav ham sin brynje på, bandt sit sværd om livet på ham, hængte et blåt skjold om hans hals, bandt en hjelm på hans hoved og satte ham på en god hest. Da undrede alle sig over at en lille mand som Pipping havde så mandig en søn og så kraftig en kriger. Kong Dreya sagde til ham: »Nu er du ridder. Gud skal vogte over dig i al nød.«

Lidt efter slog Karl Magnus hundrede mænd til riddere. Paven velsignede dem alle mens de sad bevæbnede til hest, og sagde til kongen: »Hold den kristne lov.«

Dronningen slog Namlun til ridder.

Så ofrede Karl Magnus fyrre noblerA til Jomfru Marias pris og ære, til paven gav han sit hoved og til Helligånden sig selv: Han lovede at holde den kristne lov så længe han levede. Kong Dreya og hertugen af Køln sad ved hans fødder. Paven holdt selv messenA, mens ærkebiskop Rozer læste epistlen og ærkebiskop Frori evangeliet. Ærkebiskop Bernardus og ærkebispen af Reinsborg holdt lysene. Under gudstjenesten gik paven på prædikestolen sammen med fyrre af de fornemste gejstlige. Paven 146|sagde: »I Guds og Jomfru Marias navn beder jeg jer alle om at være underdanige og lydige mod Karl Magnus, for han er den rette kejser og jeres herre.«

Så lyste han velsignelsen over dem alle og forkyndte tilgivelse for alle de synder de hidtil havde begået.

Da messen var forbi, tog paven kejseren i hånden og satte ham på hans stol. Ærkebispen af Køln tog kronen af hans hoved, og så gik de til bords og spiste. Da kejseren var mæt, fulgte paven ham i seng og forlod ham så. Hemmeligt var der indkaldt folk til kejserens værelse som skulle vogte ham mod forræderne. Mens de fleste lå og sov om natten, brød forræderne ind i kejserens gemak. Så snart de var kommet ind, blev de grebet og ført for kejseren. Man fandt en kniv i ærmet hos hver af dem. Kejseren spurgte: »Hvad anklager I mig for?«

Det kunne de ikke svare på. Kejseren tog handsken med blodet og spurgte grev Remfre, om han kendte det blod. Greven svarede: »Det er da noget underligt noget at spørge mig om.«

Kejseren sagde: »Men du har handlet mere underligt imod mig.« Kejseren lod ham forstå hvordan han havde fået blodet, og hvordan han blev klar over at de ville forråde ham. Greven og de sammensvorne kunne ikke forsvare sig, og derfor blev de og alle deres tilhængere lagt i tårnet.

Næste morgen lod paven holde en messe. Kejseren talte til forsamlingen og takkede for deres hengivenhed. Han fordelte land og len. Nogle gav han guld og sølv og rådspurgte dem om, hvad han skulle gøre med forræderne. 147|En greve fra Flandern svarede: »Herre, lad dem blive dømt som loven bestemmer.«

Så blev de dømt til galgen, men kejseren fik dem halshugget efter Remfres hustrus bøn.

Kejseren tog handsken af hånden og gav den til Alegast: »Jeg giver dig Tungersborg med grevskabet og Remfres hustru og hele hans gods og formue.«

Alegast faldt på knæ, greb handsken, kyssede kejseren på hånden og takkede ham ydmygt. Ærkebisp Rozer gav han PetrusborgA, Namlun fik Honsborg og Salenborg. Så gav kejseren sin søster Beliset til en hertug ved navn Rembal af Frisland sammen med det land som Tankemar og hans bror Tammer havde haft, foruden fire grevskaber og Flandern. Paven overlod en af sine legaterA til kejseren som kapellanA og desuden en gejstlig ved navn Turpin sammen med tolv andre gejstlige der også skulle være kapellanerA. Til Turpin overdrog kejseren sit segl. Derefter skiltes paven og kejseren.

Hver dag fulgte syv hundrede riddere kejseren, og de opretholdt kejserens fred så magtfuldt at ingen turde bryde den.

Da Verner af Pitakont hørte at kejseren var kronet og blev hyldet over hele riget, og at alle forræderne var dræbt, så forsynede han sit slot med proviant og våben og ville gå imod kejseren. En ridder ved navn Eymer skrev et brev til ham og bad ham om at opgive modstanden mod kejseren. Verner blev vred og sagde, at han var blevet kejser med urette, »fordi han er en tyv, og det vil jeg kæmpe med ham om.«

Kejseren fik det at vide og spurgte sine mænd til råds. En ridder ved navn Rembal svarede: »Herre, tillad mig at kæmpe for dig.«

Det gav kejseren ham lov til. En af kejserens mænd talte i hemmelighed med Verner og bad ham blive kejserens mand. Verner svarede: »Den der fremover giver mig 148|det råd, ham vil jeg stikke begge øjne ud på.«

Rembal gik til skrifte og fik nadveren, og så væbnede han sig. Det samme gjorde Verner og red hen til Rembal. Verner sagde: »Vil du indgå forlig med mig på kejserens vegne?«

Rembal svarede: »Du har handlet forkert ved at kalde kejseren en tyv. Nu er jeg kommet og vil tilbagevise det.«

Så red de mod hinanden. Rembals spyd gik gennem Verners lår og sad fast i sadlen. Straks huggede han sværdet i hjelmen. Men hjelmen var så hård at intet bed på den. Så faldt Verner af hesten, og Rembal steg af sin hest og stødte sværdet ind under harnisket så det gik gennem hjertet. De tog hans harnisk og hest og bragte det til kejseren som takkede Gud for hans nåde. Næste morgen indtog kejseren et af Verners slotte, Leon, og gav det til en ridder ved navn Achim. Senere erobrede han alt det land og alle de slotte som Verner havde ejet.

Nogen tid efter hørte kejseren at hans mor var død, og han lod hende føre til Arieborg og lagde hende ved siden af sin far Pipping. Derefter drog Rembal til Frisland med sin hustru Beliset.

Der kom en hertug, Bove den Skægløse, til kejseren sammen med sin søn. Han bad om at de måtte blive slået til riddere, og det gjorde kejseren. Sønnen Gerard blev hos kejseren, da hertugen skulle rejse hjem. Han døde på vejen, og da kejseren hørte det, gav han slottet Viana til Gerard, gjorde ham til hertug og gav ham et grevskab sammen med datteren af Verner som var blevet dræbt.

Efter 149|pavens råd og vilje gav kejseren sin kansler Turpin ærkebispedømmet Reinsborg.

Siden hen tog kejseren hjem til Egrinsborg. Der var hans søster Gilem hos ham. Han holdt så meget af hende at han indlogerede hende i det hus hvor han selv lå, og under Djævlens indflydelse avlede han et barn med hende. Efter nogen tid skriftede han for en abbed, der hed Egidius, og betroede ham alle sine synder med undtagelse af den ene. Bagefter gik abbeden til messe. Under messen kom englen Gabriel og kastede en skrivelse på alteret hvor der stod: »Kejser Karl Magnus har holdt den synd skjult at han har et barn med sin søster. Befal ham at give hende til hertug Mylon af Angusborg som hustru. Inden syv måneder vil hun føde en søn, og kejseren skal vide at det er hans søn, og han skal hedde Roland. Befal ham at passe godt på det barn, for han vil tit få brug for ham.«

Efter messen gik abbeden til kejseren og læste skrivelsen for ham. Kejseren faldt på knæ, indrømmede sin synd og lovede aldrig at begå den mere i sin levetid. Han fik syndsforladelse og giftede senere sin søster med hertug Mylon.

Seks måneder efter brylluppet fødte hun barnet, og han blev døbt Roland. Da han var syv år, blev han ført til kejseren. Kejseren sagde til ham: »Ved du hvem jeg er?«

»Ja,« sagde Roland. »Du er kejser Karl Magnus, min morbror.«

Så lo kejseren. Han overlod barnet til Namlun og Gerard af Viana.

Senere drog kejseren til Orliensborg. Der modtog han sin svoger hertug Mylon og sin søster Gilem, og de var glade for at møde Roland, for de havde ikke 150|andre børn. Mylon omfavnede Roland og kyssede ham. Kejseren gav ham fyrre unge mænd som legekammerater, og så fulgte Roland sin mor hjem.

Gerard af Viana satte sig op imod kejseren og modarbejdede ham hvor han kunne. Kejseren skrev til ham og befalede ham at møde op på Orliensborg. Gerard svarede: »Min far erobrede dette slot fra de kristne, og min slægt har haft det i mere end tredive år. Derfor behøver jeg ikke at gøre ham nogen tjeneste, og jeg vil ikke komme til ham.«

Da kejseren hørte det, drog han mod Viana med syv tusind mand og belejrede slottet; han beordrede en ubrydelig fred i hæren og svor ved sit hvide skæg at hvis nogen brød freden, skulle det koste hans liv.

Hertug Mylon sendte Roland til kejseren sammen med de fyrre unge mænd. På det tidspunkt var Roland tolv år. Da han nærmede sig Viana, mødte han en ridder fra slottet, og Roland spurgte hvem han var. Han svarede: »Jeg hedder Bernardus, jeg er hertug Gerards slægtning.«

Roland spurgte: »Vil din herre ikke forlige sig med kejseren?«

Bernardus svarede: »Kom du hertil for at forlige dem?«

Roland sagde: »Jeg kom hertil for at finde ud af hvad jeg kan udrette.«

Så gav de hestene med sporerne, og de stødte spyddene i hinandens skjold så skafterne knækkede. Roland trak sværdet og huggede Bernardus i hjelmen så han faldt af hesten. Han bad Roland om at garantere hans liv og sundhed og sagde: »Jeg vil være trofast og pålidelig over for ham.«

Roland tog ham med til Namluns telt, tog sit harnisk af og fortalte Namlun at han havde besejret en ridder. Namlun svarede: »Der 151|står i en fredsaftale mellem dem på slottet og os. Og kejseren har svoret ved sit hvide skæg at hvis nogen bryder freden, gælder det hans liv. Derfor har du handlet uklogt. Jeg går hen til kejseren og går i forbøn for dig.«

Roland svarede: »Gør hvad du vil.«

Namlun gik til kejseren og sagde: »Herre, hør min bøn. Roland har overtrådt dit bud, for han har fanget en af Gerards mænd.«

Kejseren tilgav ham denne første overtrædelse. Lidt senere gik Roland sammen med sine kammerater og Bernardus til kejseren. Kejseren sagde til Roland: »Bernardus skal være din mand, for han er den første du har fanget i dit liv.«

Roland fik gravet en stolpe ned i jorden og på den hængte han nogle kraftige skjolde. For at prøve sine kræfter stødte han sit spyd mod dem sammen med nogle andre unge mænd. Hertug Gerard havde en søn der hed Oliver. Da han så deres leg, sagde han til sin far: »Det gør de for at spotte og håne os.«

Kort efter red Oliver afsted med tusind riddere og huggede stolpen omkuld. Da Roland hørte det, kom han straks hen med tusind riddere, og så begyndte der et stort slag. Med sit spyd stødte Oliver en ridder Lambret af hesten, og da Roland så det, huggede han sit sværd ned i hjelmen på den ridder, der førte deres fane. Sværdet gik ned til tænderne, og han faldt død af hesten.

Da kejseren hørte, at slaget var i gang, befalede han hele hæren at væbne sig. Straks flygtede Gerard tilbage til slottet. Roland mistede nitten mand, Gerard tolv. Da Gerard var kommet ind på slottet, sendte han Oliver og Lambret til kejseren for at bede om nåde og melde at han gerne ville blive kejserens mand. De trådte frem for kejseren og sagde deres ærinde, men kejseren svarede: »Gerard er bedrager for Vorherre.«

Det blev Oliver vred over og sagde: »Jeg tilbyder at gå i kamp mod dig eller den ridder du vælger, og så vil jeg afvise at han skulle være bedrager for Gud.«

Da Roland hørte det, blev han så vred at han 152|rystede som et espeløv over hele kroppen: »Vist er han forræder for Gud.«

Oliver svarede: »Det skal vi to afgøre.«

Oliver red tilbage til slottet sammen med Namlun og fortalte Gerard at han havde tilbudt at kæmpe for ham mod kejserens søstersøn. Der var en greve hos Gerard som hed Lambret, og han sagde: »Opgiv den kamp. Den kommer der intet godt ud af, for hvis du mister din søstersøn, så bliver du ked af det. Men hvis kejseren mister sin, så bliver han aldrig din ven.«

Gerard sagde til Lambret: »Rid til kejseren, og bed ham om at få stoppet kampen. Oliver skal give Roland sin søster, og de skal være venner og kammerater så længe de lever.«

Greven fortalte kejseren hvad han havde fået pålagt, og kejseren svarede: »Jeg ville gerne hindre den kamp, hvis det kan ske uden skam for min slægtning Roland.«

Så sagde Namlun: »Det kan godt ske uden skam for ham. Når de kommer ind på kamppladsen, så skal I, herre, skille dem ad og tage deres våben fra dem.«

Grev Lambret red til Gerard og fortalte ham hvad kejseren havde sagt. I mellemtiden tog Roland og Oliver deres våben og red ind på kamppladsen. Men kejseren kom og skilte dem ad og fik dem afvæbnet og gjort dem til venner ved at Roland forlovede sig med Olivers søster og Oliver blev kejserens mand.

En dag stod kejseren ved et vindue på Egrinsborg og så ud på Rhinen. Der kom en svane svømmende, så han, som trak en lille båd efter sig i en silketråd. I båden stod der en bevæbnet mand. Da han lagde til land, gik Namlun ham i møde og førte ham til kejseren. Kejseren spurgte hvem han var, men han kunne 153|ikke svare. Der hang et brev om hans hals. Det læste kejseren, og der stod: »Her kommer Gerard Svane og han skal tjene kejseren.«

De tog harnisket af ham, og kejseren gav ham kostbart tøj. Han lærte hurtigt deres sprog. Kejseren havde en ung søster som hed Edelize. Hun var født efter Pippings død. Hende gav han til Gerard Svane. Roland spurgte hvorfra han var kommet. Kejseren svarede: »Gud sendte ham til os.«

Roland sagde: »Det er en stærk mand.«

Kejseren gjorde ham til hertug og gav ham et gods som hed Ardena.

Siden hen blev kejseren enig med sine rådgivere om at han skulle gifte sig, og det blev aftalt at han skulle forlove sig med Namluns søster. Brylluppet stod på Egrinsborg. Efter at de havde været sammen, fødte kejserinden en søn som fik navnet Karlot. Da aflagde kejseren løfte om en pilgrimsrejse og drog til den hellige grav i JerusalemA. Han tog sin svoger Videlin, Ottun og ærkebiskop Turpin med sig foruden fire hundrede mand. Roland blev hjemme og skulle forsvare Frankrig, mens Gerard Svane skulle vogte Sachsen. Da kejseren rejste fra Jerusalem, gav kejseren af MeglegårdA ham mange hellige genstande: en svededug som Vorherre blev lagt i graven med, et håndklæde som han tørrede sig i skærtorsdag, og spidsen af det spyd man stak ham i siden med.