Da kejseren havde været hjemme nogen tid, kom englen Gabriel og pålagde ham at udskrive en stor hær og forberede sig selv og sin hær på at han skulle være borte i tyve år, »og lad dine mænd tage deres koner og børn med«.

Kejseren gav dem et halvt års frist til at forberede sig. De bad om at deres døtre måtte blive hjemme, for de var bange for at de skulle blive voldtaget. Men kejseren svor ved sit hvide skæg at om så den rigeste mand voldtog den fat154|tigste unge pige i hæren, så skulle han gifte sig med hende eller miste livet.

Da kejserens hær var klar og samlet, drog han afsted. Han kom til en stor flod ved navn Grund som han umuligt kunne komme over. Han faldt på knæ og bad Gud om hjælp til at komme over. I det samme så de en hvid hind der vadede over floden. Roland og Oliver red efter den, og bagefter drog hele hæren over.

Dér gik en hedensk konge, Puler, imod dem. På begge sider opstillede de deres slagorden, og der begyndte et stort slag hvor der faldt mange hedninger. Da kong Puler så det, red han voldsomt frem og gjorde stor skade på kejserens folk. Også Roland og Oliver red voldsomt frem midt i hedningehæren. Roland stak sit spyd lige igennem kong Puler, så han faldt død til jorden, og Oliver huggede sit sværd i hjelmen på en hedensk kæmpe som hed Makun, og kløvede ham til sadlen. Så kom kejseren ridende og spurgte efter kong Puler. Roland svarede: »Han er død.«

Kejseren blev vred, for han ville have fanget ham levende så han kunne tale med ham.

Morgenen efter belejrede han slottet Mungordig. Da kongen af Cordes hørte at kong Puler var død, Nobiles borg erobret og kejseren af Frankrig kommet med en vældig hær, så samlede han også en stor hær og red mod kejseren. Da kejseren blev klar over at kongen kom, befalede han sine mænd at hugge deres spyd over og stikke dem ned i jorden. Næste morgen var der blade og grene på hvert eneste stykke, og de dannede en fin lille skov. Straks gik kejseren i højt humør mod hedningerne og sloges så længe med dem at de flygtede tilbage til 155|slottet Cordes. Kejseren vendte tilbage til Mungordig og erobrede slottet. Derfra drog han til Cordes og ødelagde slottet så de kunne komme ind og erobre det hen over hovedet på dem. Kongen blev dræbt, og kejseren bemandede slottet med sine egne folk.

Senere drog han til et slot ved navn SaragusA, der tilhørte en konge ved navn Marsilius. Han sendte sine mænd til kejseren og sagde: »Hvis jeg må beholde mit rige, så vil jeg lade mig døbe og gå over til den kristne tro.«

Kejseren blev glad, takkede Gud og sendte to brødre, Basan og Basilias, til Marsilius. Da de kom, lod han dem begge dræbe og holdt intet af hvad han havde lovet.

Da kejseren hørte at hans svoger Mylon var død, gav han sin søster Gilem til en greve som hed Gevelon, og der fulgte et grevskab med. De fik en søn, Baldevin. Det viste sig siden at de var beslægtede, og de blev skilt. Senere giftede kejseren hende med en hertug ved navn Efard. De fik to sønner sammen, Andelvard og Efard. Senere fik Gevelon kejserens søster tilbage.

Der kom bud til kejseren om at der forekom mange misforhold i Frankrig med tyve og røvere der stjal og røvede. Kejseren sendte Roland hjem for at få styr på den omfattende uorden. Gevelon sagde til Roland: »Rid til mit slot Landun, og tag afsked med min hustru på mine vegne.«

Roland red hjem og førte retssager mod forbryderne. En aften red han til Landun og gjorde som greven havde bedt ham om. Han blev godt modtaget. Mens de sad ved bordet, så grevinden tit på ham, og han syntes godt om hende. Hun sagde til ham: »Når alle sover i nat, sender jeg en dejlig ung pige til dig som du kan muntre dig med.«

Roland svarede: »Det ønsker 156|jeg ikke, jeg er forlovet med Olivers søster. Men gør, som du vil.«

Om natten gik hun selv ind til Roland og lå med ham. Da han havde gjort, hvad hun ville, spurgte han hvad hun hed. »Jeg hedder Gelavis.«

»Det er slemt hvad du nu har gjort,« sagde Roland, »jeg har forrådt min stedfar i god tro,« og han bad hende om at gå sin vej. Da hun var gået, tog han tøjet på og red direkte til Spanien hvor han opsøgte kejseren og meddelte at han havde fået styr på urolighederne. Til Namlun fortalte han, at han havde ligget med grevens hustru. Namlun bad ham om at holde det for sig selv, men han sagde, at han selv ville sige det til greven: »Jeg lovede at fortælle ham alt hvad der var sket, og jeg kender ikke til noget større end det her,« og så fortalte han greven hvordan det hele var gået til. Greven bad ham om at holde det hemmeligt og sagde: »Aldrig i mit liv skal jeg hade dig af den grund, for hun var selv ude om det.«

Alligevel hadede han Roland resten af livet. Kejseren mærkede at greven var mere fjendsk mod ham end før, og spurgte Roland hvad det skyldtes. Han fortalte kejseren hvordan det var fat. »Ved Gud,« sagde kejseren, »det er ikke så sært at han er i dårligt humør og har svært ved at have tillid til dig. Du skal straks gå til skrifte og gøre bod for dine ugerninger.«

Ærkebiskop Turpin sagde til kejseren: »Giv mig hest og harnisk, jeg vil ikke længere ride uden våben, jeg vil kæmpe mod hedningerne og forsvare den kristne tro.«

Kejseren gav ham hest og harnisk. Da han sad på hesten i sit harnisk, sagde franskmændene: »Det er et rigtigt mandfolk 157|vi har som ærkebiskop.«

Kejseren slog tyve mænd til riddere. Kort efter udvalgte han tolv af de bedste krigere i riget og sagde: »I skal være jævningeA, ligestillede helte,« og slog dem alle til riddere undtagen Roland. Den første af de tolv jævninge var Roland, den anden Oliver, den tredje ærkebiskop Turpin, den fjerde Geris, den femte hertug Bering, den sjette Ottun, den syvende hertug Samson, den ottende Gerin, den niende Engeler, den tiende Ivan, den ellevte Ivarus og den tolvte Valter, ærkebispens søstersøn. På de tolv stolede kejseren fuldt og fast, for de var både stærke og pålidelige.