Der boede en fornem mand i Frankrig som hed Jofrør. Han var født i Danmark. Han lovede ofte kejseren at tjene ham trofast, og altid brød han sit løfte. Sidste gang de blev forsonet, gav han kejseren sin søn UdgerA som gidsel, for han brød sig ikke særligt om ham. Jofrør fik et gidsel af kejseren, og ham fik han hængt. Da kejseren hørte det, sagde han til Udger: »Din far har brudt sit ord til mig, og det skal du betale for. Jeg vil have dig hængt.«

Udger svarede: »Det kan jeg ikke gøre noget ved. Min far bryder sig ikke om mig. Det er min stedmors skyld.«

Han bad alle kejserens gode mænd gå i forbøn for sig. Hertug Neymis og alle kejserens rådgivere faldt på knæ og bad for ham, men kejseren svarede: »Om så alt det guld der findes i verden, lå her, så kunne han ikke frikøbe sit liv.«

I det samme kom der to unge mænd fra Rom og meldte kejseren at Amiral, kongen af Babylonien, havde belejret Rom, og der var hverken kirker eller kapeller tilbage, for han havde ødelagt dem alle sammen. Den besked gjorde kejseren meget trist. Kort efter betroede han Udger til tre riddere og befalede dem at føre ham til Rom, hvor 158|de skulle opstille en høj galge som han skulle hænges i.

Dernæst fik kejsere sendt breve ud til hele Frankrig, og alle der kunne bære våben, mødte op. Hæren samledes i Paris. Der kom en greve ved navn Simon med femten hundrede riddere. Kejseren drog fra Paris, og med tyve tusind mand overnattede han ved en græsmark. Kejseren bad Gud om at de måtte komme godt over græsmarken, og Gud hørte hans bøn: Der kom en hvid hjort løbende gennem hæren. Straks tog de teltene ned.

Kejseren sagde til Udger Danske: »Selvom din far har opført sig forkasteligt, skal du være i fred indtil jeg kommer tilbage til Paris.«

I det samme kom en mand ved navn Alori hen til kejseren og fortalte: »Hele Romerriget er fyldt med hedninger, og deres konge har en søn der hedder Danemund. Han har taget gidsler fra jeres land Puli.«

Kejseren befalede hæren at væbne sig og drog straks mod Lombardiet. Der kom paven fra Rom dem i møde, og han medbragte Sankt Peters relikvier og mange andre. Paven fortalte kejseren hvor stor skade hans land havde lidt. Kejseren svarede: »Gid Gud vil hævne det. Jeg vil hævne det, hvis jeg kan. Jeg sætter mit liv på spil for Guds skyld.«

Hertug Neymis sagde til kejseren: »Min væbner er blevet syg, lån mig Udger Danske.«

Kejseren svarede: »Lad ham ikke slippe væk.«

Neymis lovede: »Mit liv og hele mit rige sætter jeg i pant for ham.«

Og Udger holdt ham skadesløs. Han sagde: »Gud være lovet at jeg må være med. Ingen skal være længere fremme med sit sværd end mig så længe der er et hår på mit hoved.«

De red hele dagen uden at se nogen hedninger. Danemund, kong Amirals søn, var redet afsted med tyve tusind riddere 159|og dræbte både mænd og kvinder. Kejserens spejdere kom og advarede ham. Alori tog kejserens fane i hånden da de fik den hedenske hær i syne. Danemund sagde til sine mænd: »Her kommer kejser Karl imod os, lad os nu bruge vores skarpe sværd.« De tørnede sammen og kæmpede modigt på begge sider. Alori, kejserens fanebærer, sagde: »Det er skrappe folk vi kæmper mod, og jeg synes at vi spilder hvert slag. Den der hellere vil være levende end død, han skal følge mig,« og dermed flygtede han og mange andre.

Danemund sagde: »Nu flygter kejserens faneA, rid hårdt frem.«

Af kejserens mænd blev flere slået af hesten og taget til fange: hertug Neymis, hertug Bove, Samson den Rige og mange andre riddere. En ridder der hed Salomon, sagde til kejseren: »Uklogt var det, herre, at I gav den bangebuks jeres fane. Nu mener hedningerne at vi har tabt slaget. Men her skal vi enten sejre eller dø.«

Kejseren sagde: »Jeg er meget bekymret for hertug Neymis og mine andre gode mænd der er taget til fange.«

Salomon svarede: »Lad os ride hårdt frem!«

I det samme faldt en af kejserens mænd, Setillus, og en anden der hed Denius. Kejseren var helt alene blandt mange hedninger. I sin store nød bad han Gud om hjælp og forsvarede sig modigt. Da trængte syv hundrede af hans mænd frem til ham og kom ham til undsætning.

Udger Danske holdt ved en skov med tusind væbnere og tjenestedrenge. På sin flugt med fanen kom Alori derhen, og Udger sagde til sine mænd: »Den forræder er flygtet fra kejseren, det vil vi hævne på ham.«

De red straks hen til de andre og spurgte: »Hvorfor flygter I?«

Alori svarede: »Kejseren og alle hans mænd er fanget.«

Udger svarede: »Du lyver som en ussel for160|ræder. Du kunne ikke tåle at se et draget sværd eller blod,« og så hev han ham af hesten og greb ham og dem der var sammen med ham. Straks slog Udger hele sit følge til riddere og tog harnisket fra de andre. Så tog han fanen i hånden.

Imens kæmpede kejseren hårdt med hedningerne og sagde: »Hvis ikke vores fanebærer var flygtet, havde vi ikke manglet noget. Alligevel vil vi forsvare os så længe vi kan stå.«

Danemund fik fangerne bundet og sat op på hestene. I det samme kom Udger Danske hen til den konge der vogtede fangerne, og gennemborede ham så han styrtede død af hesten. Straks befriede Udger alle fangerne.

Kampen begyndte igen, og der faldt mange hundrede hedninger. Derfor måtte de flygte, og kejseren sagde til Salomon: »Det var forkert af os at bagtale Alori. Nu kommer han tilbage med min fane.«

Men en af kejserens mænd svarede: »Det er Udger Danske. Han har slået to hundrede væbnere til riddere og har befriet jeres mænd som var taget til fange.«

»Gud være lovet,« sagde kejseren, »Udger har hjulpet os godt.«

Lidt senere forfulgte de hedningerne til MundiefjeldA. Kejseren sagde til Udger: »Du har hjulpet mig godt. Nu vil jeg tilgive dig alle de forbrydelser din far har begået. Her, tag en god hest og et godt harnisk. Du skal føre min fane overalt hvor vi er i kamp, og jeg vil vise dig endnu mere hæder når jeg får tid.«

Udger forfulgte hedningerne tæt. En hedensk konge vendte sig mod ham og spurgte: »Hvem er du som forfølger os så heftigt? Jeg undrer mig over at den fane nu er her, for tidligt i morges så jeg den på flugt. Sig mig, ridder, hvad hedder du?«

Udger fortalte ham sit navn og hvordan han tog fanen fra Alori. 161|Den hedenske konge hed Sadonia. Han sagde til Udger Danske: »Jeg tilbyder dig en kamp med en konge der hedder Carvel. Vi har ingen bedre kriger i hele hæren.«

Udger svarede: »Siden du roser ham så vældigt, vil jeg gerne kæmpe mod ham.« Dermed skiltes de.

Kejseren lod sin hær slå lejr nær ved et slot, der hed Mønster. Der kom hans søn Karlot til ham fra Frankrig. Kejseren spurgte hvem der havde slået ham til ridder. Han svarede: »Det gjorde en greve der hed Tery. Han gav mig hest og harnisk og bad mig om at ride til dig.«

»Gud skal takke ham,« sagde kejseren, »vi har virkelig brug for folk. Vi har mistet mange gode mænd.«

Næste morgen tog Karlot sine våben før det blev lyst. En af hans mænd sagde: »Vi skal have Udger med.«

Karlot svarede: »Vi har lige så hurtige hænder som danskeren.«

Straks red han mod hedningerne og sloges med dem. Kong Carvel kom imod ham med syv tusind mand.

Samme nat drømte kejseren at han var i en skov, og Karlot, hertug Neymis og Udger Danske var sammen med ham, og det var som om de havde dræbt et stort dyr. Lige efter så de tre løver som de syntes slog Karlot og hertug Neymis omkuld, og det var som om Udger dræbte to af dyrene, mens det tredje undslap. I det samme vågnede kejseren, og alle de fakler der brændte over ham, gik ud. Kejseren sagde: »Jeg har haft en underlig drøm. Kald på min søn Karlot.« Så fik han at vide at han var borte og ude at kæmpe mod hedningerne.

Karlot kæmpede modigt mod hedningerne den dag, og der var ikke udkæmpet et hårdere slag på den tid. Der var syv hundrede kristne. Kong Carvel red frem og råbte højt: »Hvor er Udger Danske? Nu har jeg lyst til at kæmpe mod ham!«

Der blev svaret at han ikke var der. Men en ridder, der hed 162|Otiland sagde til Carvel: »Jeg vil kæmpe imod dig i stedet for Udger Danske.«

Straks red de mod hinanden så hårdt at spyddene knækkede uden at nogen af dem faldt af hesten. Dermed skiltes de.

De kristne mistede mange mand den dag. En af de kristne riddere som var alvorligt såret, red til kejseren og fortalte ham, hvordan det var gået: »Vi var syv hundrede der red ud. Ikke mange af dem lever nu.«

Kejseren bad Udger om at tage sine våben og komme hans søn til hjælp. Han gjorde som kejseren bad, og red afsted med syv hundrede mand. Karlot kaldte på Gud for at få hjælp og sagde: »Gud give at Udger Danske var her nu.«

I det samme så han hans fane komme. Da Udger kom ind i slaget, faldt de hedenske i bunkevis, og snart begyndte de at flygte. Udger råbte til kong Carvel: »Hvem er du, ridder, som har gjort så megen skade på vores folk?«

»Jeg er kong Carvel. Hvis du har lyst til at kæmpe imod mig, så kom i morgen foran Roms port. Der vil jeg møde dig. Kong Amiral har en datter der hedder Gloriant. Hun er min forlovede, og hun skal se på vores kamp. Jeg vil ordne det sådan at hvis du slår mig ihjel, så skal hun blive din hustru.«

Dermed skiltes de.

Karlot og Udger tog over TiberenA og mødte kejseren. Han sagde til Karlot: »Fjollede knægt. Tåbeligt har du forrådt mit folk. Nu kan hedningerne prale med at de har overvundet dig og voldt mig både skam og skade.«

Karlot svarede: »Det var os der sejrede, og hedningerne flygtede deres vej.«

Kong Carvel gik hen til kong Amiral og sagde: »Send bud til kejseren om at han skal lade sig nøje og ikke føre krig mod det rige som du har ret til.«

Ingen af kongens mænd turde gå til kejseren. Carvel tog sit prægtige tøj på. Ingen vidste hvad det var for et stof, for det fandtes kun på 163|en ø yderst i verden og var lavet af slangeskind og sæd. Han red til kejseren og gik ind for ham og sagde: »Den Gud du tror på, han skal velsigne dig og hele dit rige og Udger Danske. Amiral, vores øverste konge, beder om at I vil lade ham beholde Rom i fred. Det er hans rette arv. Vil I ikke det, så vil I snart fremprovokere en strid med ham. Så får vi se hvem der har ret. Jeg beder om at I tillader Udger Danske at kæmpe imod mig. Sejrer han over mig, så vil Amiral overlade jer Rom og flygte derfra og aldrig mere gøre krav på byen.«

Udger svarede: »Jeg er klar til at kæmpe imod dig.«

Straks sagde Karlot, kejserens søn: »Jeg vil kæmpe imod ham.«

Carvel svarede: »Du er misundelig. Jeg har en kronet konge klar til dig som skal kæmpe imod dig. Han hedder Sadonia.«

Kejseren svarede: »Sådan skal det være.«

Carvel red hjem igen og fortalte kong Amiral om kampen. Straks rejste tyve kronede konger sig og udvalgte de bedste brynjer og gjorde Carvel og Sadonia klar til kamp. De sprang på hestene uden stigbøjleA. Amirals datter kom gående og skulle se på deres kamp som det var aftalt. De red til floden Tiberen og blev ført over på en ø hvor kampen skulle stå. Udger og Karlot tog hurtigt deres våben og kom ud på øen hvor kampen skulle stå. Kongens søn Danemund tog i hemmelighed derud med nogle folk, og de holdt i skoven og så på deres kamp. Carvel sagde til Udger: »Kan du se at min forlovede sidder under oliventræet der? Hvis du vil tro på min Gud og blive min herres mand, så vil jeg give dig hende.«

Udger svarede: »Sikke noget pjat du kommer med. Kejseren sendte mig herud for kæmpe mod en forkert lære og 164|tro og for at forsvare Guds lære og retfærdighed. Din forlovede er smuk, synes jeg. For hendes skyld vil jeg give dig drøje hug. Du skal kunne sige at du mødte danskeren.«

De red mod hinanden, og spyddene knækkede. Så steg de af hestene og kæmpede længe. De satte sig ned og holdt hvil. Sadonia sagde til Karlot: »Læg dine våben fra dig. Jeg kan se at du er overvundet. Det var uklogt af din far at sende dig herud. Nu mister Frankrig sin arving.«

Karlot svarede: »Du taler tåbeligt som et barn. Du siger hvad du gerne vil have, og ikke sandheden. Jeg skal lære dig noget andet.«

Sadonia svarede: »I kommer ikke begge fra øen her, Udger og du. Kong Carvel har overvundet tredive konger i kamp, og jeg vil hjælpe ham hvis han har brug for det.«

Karlot svarede: »Du kan ikke hjælpe dig selv!«

Så sloges de igen voldsomt. Også Udger og Carvel begyndte igen at slås, og de blev begge alvorligt såret. Carvel sagde: »Hvis du vil tro på vores Gud, så vil jeg give dig tre kongeriger som jeg har erobret. Jeg har overvundet tredive konger, men endnu har jeg aldrig mødt din lige.«

I det samme kom Danemund, Amirals søn, ud af skoven med tredive mænd og huggede ind på Udger og Karlot. Sadonia og Carvel kastede våbnene fra sig og satte sig ned; de kunne ikke lide det uhæderlige overfald. Karlot og Udger forsvarede sig modigt så alle tredive undtagen Danemund blev besejret. Så angreb en kæmpe, Morland, Udger så voldsomt at Udger var tæt på at blive over165|vundet, og han var nær forblødt. Karlot stødte et spyd gennem Morland. Men så kom fyrre hedninger ud af skoven. Udger sagde: »Spring i floden som du bedst kan, og meld kejseren at jeg er uskadt.«

Udger forsvarede sig modigt og slog tyve af dem ihjel. Men da var han så træt at han måtte overgive sig. Mens de sloges, turde Danemund ikke komme så tæt på Udger, at hans sværd kunne nå hans. Udger blev bundet. Karlot svømmede over floden og nåede frem til sin far og fortalte ham hvordan det var gået. Kejseren blev meget bedrøvet for Udger og sagde at mage til ridder fandtes ikke i Frankrig. Karlot sagde: »Du skal ikke være ked af det. Vi får ham snart tilbage.«

Udger blev ført ind i Rom og bragt til kong Amiral. Hedningerne sagde: »Se nu godt på Udger Danske. Bedre ridder findes ikke i Frankrig.«

Amiral sagde: »Jeg vil hævne mine tab på dig og få dig lemlæstet. Du slipper ikke fra mig for alt det guld der er i verden.«

I det samme kom den stolte kong Carvel og sagde til Amiral: »Jeg gik i kamp for din skyld. Så kom din søn – uden min vilje – og fangede min edsvorne ven. Derfor vil jeg nu blive beskyldt for at bryde vores aftale. Lad Udger gå hvorhen han vil, det beder jeg indstændigt om.« Kongen sagde nej, at det skulle aldrig ske. Carvel sagde: »Jeg er ridder og konge og har tyve tusind mand med mig her. Fra mig og fra dem får I ingen støtte.«

Amiral svarede: 166|»Én gang usling, altid usling.«

Carvel blev vred og trist og gik hen til sine mænd. De spurgte hvorfor han var så modfalden. Han fortalte hvordan det var gået, og befalede dem at tage harnisk på. »Vi skal befri Udger, eller jeg vil dø i forsøget på at redde ham.«

En konge, Roden, sagde: »Kære Carvel, vent til en anden dag.«

Carvel fulgte hans råd. Hedningerne undrede sig meget over Udger. De gik til og fra ham i flokke og kiggede på ham og sagde: »Det er ærgerligt at han ikke vil bøje nakken for den mægtige MamentA, så prægtig en mand som han er.«

Kongedatteren Gloriant kom og sagde: »Kære far, Udger er en stærk og modig mand. Du skal behandle ham godt. Han har hverken venner eller slægtninge, heller ikke hos kejseren. Han er født langt mod nord, i Danmark, og der er ingen bedre ridder på denne side af Indien. Opfør dig ordentligt for Carvels skyld, og giv ham fri.«

Straks svarede hendes bror Danemund: »Lede luder! Sikke noget pjat at sige. Jeg sværger ved den hellige Mament at hvis ikke min far var så tæt på, ville jeg hugge dig i småstykker.«

Hun svarede: »Nu er du en drabelig karl. I går turde du ikke gå så tæt på danskeren at spidsen af hans sværd kunne nå dig, og du mistede tredive riddere og flygtede selv din vej. Bagefter sendte du fyrre riddere i kamp og mistede halvdelen. Det var kun med nød og næppe at alle I fik fanget én ridder. Skammeligt har du forrådt kong Carvel og Udger Danske.«

Samme nat blev Udger lagt i kraftige lænker. Næste morgen gik Carvel til kongen og sagde: »Herre, I ved udmærket at jeg ofte har sat mit liv på spil for jer og har 167|erobret mange lande til jer. Nu har jeg den bøn til jer at I løslader Udger.«

Kongen svarede: »Han skal aldrig komme løs før jeg har vundet Paris og Orliensborgh.«

Carvel sagde: »Dem erobrer I aldrig, medmindre I får hjælp til at klare det af andre mænd – flere end jer selv og jeres søn. Men jeg ville gerne gå i forbøn for Udger hvis det hjalp.«

Kongen svarede: »I morgen bliver han hængt,« og befalede sine mænd at rejse en høj galge.

Carvel vendte sig fra kongen, gik til sin hest og red til kejseren: »Herre, I skal vide at det ikke var min idé at fange Udger. Jeg vil bede jer om at give mig samme død som min herre giver ham. Jeg vil hellere dø med ære end leve med skam.«

Kejseren svarede: »Du skal være velkommen hos mig. Jeg hører at du er en ærlig mand.«

Så blev han hos kejseren.

Da Carvel var redet bort, syntes hedningerne at det var skidt, og de gik til kong Amiral og bad ham om at slippe Udger løs. Det støttede nogle af hedningerne, andre gik imod, og kong Sadonia sagde: »Det er stor skade at Carvel er væk. Løslad Udger, så kommer Carvel tilbage.«

Kongen svarede: »Du skal have utak for dine ord,« og svor ved Mament at han skulle lide en smertefuld død.

Kejseren var venlig mod Carvel. En dag sagde Carvel til kejseren: »Hvorfor lader du hedningerne være i fred så længe?«

Kejseren svarede: »Hvis du vil tro på Gud, vil jeg give dig Mundia slot.«

Carvel lo og sagde: »Jeg vil hellere lade mig lemlæste end fornægte min Gud Mament.«

Kejseren befalede Karlot at væbne sig og ride mod hedningerne, og Karlot red afsted med to hundrede riddere. Det opdagede hedningerne med det samme og rykkede imod dem med dobbelt så mange, og de kæmpede hele dagen. Hen imod 168|aften flygtede hedningerne tilbage til Rom, og Karlot forfulgte dem ivrigt. Jomfru Gloriant stod på et tårn og sagde: »Rid din vej, Karlot! Her er tusind riddere som gør sig klar til kamp og vil gøre dig ondt. Hils min forlovede Carvel, og sig at der ikke er sket Udger noget.«

Danemund trådte frem for kong Amiral og fortalte hvordan Karlot havde forfulgt ham. Karlot red hjem til sin far igen.

Der kom syv mænd fra fremmede lande til kong Amiral og sagde: »Herre, glæd jer. Her kommer to konger med mange mænd for at hjælpe jer. De har utroligt mange krigsskibe og hurtige både, og de er bekymrede for om kejseren tør kæmpe med dem.«

Straks svarede Danemund: »Jeg tror ikke at kejseren flygter langt for dem. Jeg har været i tre slag mod kejserens folk, og det fjerde har jeg ikke lyst til at deltage i. Jeg har mistet mere end ti tusind mand, og mit råd til min far er at han skal rejse hjem til Babylonien, for ingen hedning kan overvinde kejseren.«

Amiral svarede: »Du er ikke min søn, ved jeg nu. Du er misundelig og bange, og jeg fatter ikke, at jorden vil bære dig.«

Danemund sagde: »Du sagde engang at du ville erobre Frankrig og dræbe kejser Karl, og nu har du ligget her et helt år og har mistet størstedelen af dine folk, og du turde end ikke se kejser Karls fane.«

Amiral svarede: »Når jeg har erobret Frankrig, får du ikke så meget som en penningA fra landet!«

Danemund sagde: »Jeg har aldrig hørt sådan noget pjat. Her kræves mere end dine store ord. Jeg har kæmpet mod ham mange gange, men du aldrig!«

I det samme kom de to konger der lige blev nævnt, ind til ham. Amiral rejste sig for dem. De spurgte: »Hvor er kejser Karl med det hvide skæg?«

169|Amiral svarede: »Han er ikke langt herfra.«

»Vi troede at han ikke turde vente på os. Han opførte sig som en tåbe når han ikke flygtede før vi kom.«

Amiral glædede sig inderligt over deres ord.

Der kom en konge ved navn Burnamant. Han ville ikke tale med Amiral før han havde kæmpet mod kejserens folk. Med sig havde han tredive tusind mand. Selvom han ikke havde noget land, blev han alligevel kaldt konge. Hans mænd skulle konstant slås, og hvis de ikke havde andre, så sloges de indbyrdes. Hele sit liv havde han været i krig og kamp. Al hans mad skulle blandes med blod. Han havde øjne som en kat og så bedre om natten end om dagen. Hvis han havde levet her i landet, så havde folk ment at han var en trold. Burnamant tog sin brynje på – den havde atten farver – og bandt sværdet ved sin side. Det havde tilhørt en konge der hed NebukadnesarA, og bladet var næsten to favneA langt. Så satte han sig på sin hest, Breffolen, og red til floden Tiberen. Hesten var lige så hurtig til vands som til lands. Ved Tiberen mødte han hertug Neymis, hertug Videlon og Jofrør, som kom fra jagt med høge og hunde. Jofrør stak Burnamant gennem låret med sit spyd, men han var så tung at han ikke faldt af hesten, og spyddet knækkede. Burnamant stak spyddet gennem Jofrør og svingede ham over sit hoved. Da han ramte jorden, brækkede hver en knogle i ham. Lidt efter mødte han en ung mand der skulle vande sin hest. Burnamant slog ham med den knyttede næve så han brækkede halsen, tog hestene og red 170|til Rom. Der trådte han ind for kongen som modtog ham godt. Kongen spurgte hvad der var sket. Han svarede: »Jeg har dræbt to af de bedste riddere i kejserens gård.«

Kongen blev så glad at han var ved at gå fra forstanden: »Jeg giver dig min datter Gloriant og hele Frankrig i tilgift, for det erobrer du snart.«

Burnamant sagde: »Jeg regner det ikke for noget at kæmpe mod kejseren. Det er en stor skam at han har holdt stand her så længe.«

Gloriant lukkede Udger Danske ud af fængslet og fik ham op i sit værelse hos sig. Der kom en af Carvels mænd gående og sagde til hende: »Din far har givet dig til en trold der hedder Burnamant.«

Hun blev hvid som et lagen. Udger sagde: »Det synes jeg ikke er i orden at en anden skal have Carvels forlovede. Det er lønnen for hans troskab! Hvis jeg var ude herfra, så skulle han få et hug eller to af mit sværd, før han kom i din seng. Men bed din far om lov til at jeg kan tale med ham.«

Hun rejste sig og gik til sin far. Kongen sagde: »Velkommen, min kære datter! Jeg har givet dig til den bedste kæmpe jeg kender.«

Hun svarede: »Jeg takker jer varmt for at have sørget godt for mig. Hvis Carvel får det at vide, så kommer Burnamant til at købe mig dyrt. Lad mig se Burnamant!«

»Her er jeg,« sagde han, »jeg giver dig Frankrig i morgengave og lægger kejser Karl bunden for dine fødder.«

Jomfruen svarede: »Min far har en af kejserens mænd i fangetårnet. Jeg tror ikke at han ville vige en fod for dig.«

Det lo Burnamant af og sagde, at det skulle snart vise sig, »og hvis jeg ikke kan give dig hans hoved, så giver jeg dig lov til at kaste mig 171|i det værste fangetårn i Rom.«

Gloriant sagde til sin far: »Udger vil gerne tale med jer. Det ville være godt hvis han vil tro på vores gud, og det håber jeg han vil.«

Kongen sendte bud efter Udger, og han kom. Alle hedningerne beundrede ham stadigvæk, for han var så dejlig at få kvinder kunne nægte ham noget. Udger talte til kongen: »Dårligt har du sørget for din datter når du har givet hende til en trold. Han er så vanskabt at han ikke kan kaldes et menneske. Og du har snydt den stolte Carvel. Da Carvel nu ikke er her selv, så kræver både hedensk og kristen skik at jeg skal være hans tro ven og kæmpe mod Burnamant for at forsvare hans forlovede.«

Burnamant svarede: »Åndssvagt pjat! Hvis du er lige så hurtig med sværd og våben som du er med munden, så er du et mandfolk. Jeg har hørt at du er den skrappeste i kejserens gård. Siden du vil forsvare Carvels forlovede, så tilbyder jeg at gå i kamp mod dig på den betingelse at hvis du falder, så skal jeg have kongens datter, men hvis jeg falder i kamp mod dig, så skal du løslades fra fængslet.«

Det gav de hinanden hånden på. Burnamant sagde: »Er der mod og mandshjerte i dig, så tag straks dine våben, og lad os afgøre vores strid.«

Udger havde sendt en tjener til Carvel, og han fortalte hvad der var på færde. Carvel bad kejseren om lov til at rejse, og han svarede: »Tag hvorhen du vil.«

Straks red Carvel til Rom. Kong Amiral gik ham i møde og var glad over hans ankomst. Han spurgte hvordan han havde det. »Kejseren behandlede mig godt. Han er en højsindet hersker. Skade at han ikke har den rette tro. Herre, har du givet min forlovede til en anden? Burnamant skal komme til at købe hende dyrt.«

Burnamant sagde: »Jeg har intet at sige dig. Udger har lovet at kæmpe for dig.«

172|Carvel gik hen til Udger, takkede ham for hans gode venskab, gav ham den bedste brynje i hæren og bandt en hjelm på hans hoved, den bedste i hele den hedenske verden. I hjelmen sad en kostbar sten, adamasA, som har den egenskab at den der bærer den, aldrig bliver fattig. Den var så hård at intet sværd kunne bide på den medmindre det blev smurt ind i bukkeblod. I hjelmen sad der også en karfunkelsten, der lyste klart om natten. Bag på hjelmen sad der en krystal som skinnede stærkt hvis den blev indfattet i guld. Der sad også en gelaciastenA som aldrig blev varm selvom den lå midt i en flammende ild. Endelig var der en asbeststen som aldrig blev kold. Carvel bandt et sværd ved Udgers side som hed Curten, og sagde: »Dette sværd giver jeg dig, så må Mament hjælpe mig. Ikke engang min egen far skulle få det sværd for hundrede pund guld. Med det har jeg erobret tredive kongeriger. Det blev hærdet i blod fra den slange der hedder basiliskA og lå så tre år på guld under en flyvedrage. Det er derfor det skinner som guld. Det har bidt på alle mænd undtagen dig. Det skyldes at du har en stærk gud.«

Straks steg Udger op på hans hest som hed Bursant og var hurtigere end en mynde. Carvel gav ham et spyd i hånden hvortil der var fæstnet en fane. På den havde Gloriant broderet kong Alexander da han drog gennem Indien for at finde verdens ende og kom tilbage til Babylonien hvor han blev forgiftet.

Udger red fra slottet. Da han red afsted, så han ud som en 173|stjerne der flyver på himlen, sådan lyste de kostbare sten der sad i hans hjelm. Han tog ud til den ø hvor kampen skulle stå. Også Burnamant tog sine våben, og tre konger holdt hans stigbøjle. Kong Amiral gav ham et spyd med en fane. Det skinnede som et lyn. Kongens datter Gloriant kom og sagde til Burnamant: »Du er en hædersmand. Skån danskeren for min skyld i dag.«

Han svarede: »For din skyld vil jeg ikke dræbe ham i dag. Jeg vil bringe ham levende til dig.«

Hun sagde: »Det skal ikke vare længe med vores bryllup hvis du bringer ham som du sagde.«

Burnamant red til øen. Kongens datter så efter ham og sagde: »Hør mig, mægtige Gud og store konge som skabte himlen og jorden og alting. Hjælp den som vil styrke retten og svække hovmod og uret, og lad din grumhed ramme denne Burnamant så han aldrig kommer igen.« Da Burnamant kom ud på øen, sagde han til Udger: »Tag dit harnisk af, og overgiv dig. Jeg har lovet kongens datter at jeg ikke vil dræbe dig.«

Udger svarede: »Gid Gud vil belønne hende for at hun gik i forbøn for mig. For hendes skyld kan du gøre hvad du vil, men lige nu skal vi prøve hvor gode krigere vi er.«

De red mod hinanden som om de begge havde fløjet. Begge spyd knækkede, og ingen faldt af hesten. Så trak de sværdene og kæmpede voldsomt. Efter nogen tid steg de af hestene og hvilede sig. Burnamant sagde: »Rejs dig op, Udger! Her skal ikke hviles længere! Nu vil jeg sige dig sandheden: Jeg har aldrig mødt din ligemand.«

Så 174|sloges de for anden gang. Det kunne høres fire valske milA væk, sådan gjaldede det på deres skjolde og hjelme. Burnamant huggede med sværdet efter Udger og ramte den hårde sten i hjelmen så Udger gik i knæ. Burnamant sagde: »Jeg gav dig et ordentligt slag, men jeg ser at du ikke er voldsomt skadet. Du skal straks få flere.«

Udger svarde: »Du siger det du gerne ville se. Hvis du nu kan forsvare dig mod mig, så har du et skarpt syn.«

Udger trængte så hurtigt ind på Burnamant at han ikke kunne gøre andet end at forsvare sig mod hans hug. Udger huggede på hans hjelm og brynje så den gik i stykker på hans skulder og sværdet stod midt i skjoldet. Burnamant sagde: »Forbandet være dit sværd! Jeg er aldrig før blevet såret af nogen ridder.«

Udger sagde: »Vent bare! Med Guds og apostlen Sankt Peters hjælp skal jeg give dig et værre hug.«

Burnamant huggede mod Udger så et stykke af hjelmen og en tredjedel af skjoldet røg af, men Udger blev ikke såret. Lidt efter satte de sig ned og hvilede sig. Burnamant sagde: »Hvilken slægt kommer du af, og hvor er du født?«

Udger svarede: »Der hvor jeg blev født, kan de ingen trolddom, og de spiser ikke råt kød og drikker ikke blod. Der kæmper de ridderligt og ikke med trolddom som du gør. Du vil kende min slægt? Jeg er hverken konge eller hertugsøn. Men hvis de spørger dig, når du kommer til Helvede, hvem der sendte dig derhen, så sig at det var Udger Danske.«

Burnamant blev vred, sprang hurtigt op og sagde: »Jeg vil ikke længere skåne dig for kongedatterens skyld, for du har ødelagt det for dig selv: Du har bagtalt min Gud.«

Så sloges de for tredje gang. Kejser Karl havde frygtet et forræderi ligesom det tidligere og havde hemmeligt sendt tusind mand ud til øen 175|for at passe på Udger. Udger huggede mod Burnamant som veg til side så han ikke ramte. Burnamant huggede mod Udger. Halvdelen af hjelmen røg af og skjoldet gik i to stykker. Udger fik et lille sår i hovedet. Burnamant sagde: »Det skal du have for dine store ord. Jeg ser at du kan drikke blod ligesom mig.«

Udger svarede: »Hvis ikke jeg får betalt dig for det her, så vil jeg bede Gud om aldrig at få kejserens fane at se igen.«

Straks huggede han sværdet i Burnamant og ramte ham på skulderen, igennem brystet og kløvede ham igennem så alt kødet på ydersiden af låret gik af og sværdet stod i jorden. Udger huggede hans hoved af og bandt det til tværtræet på hans sadel. Så tog han hesten og sværdet og red sin vej.

Carvel og Gloriant gik ham i møde og takkede ham for hans indsats. Carvel bar hovedet til kong Amiral og sagde: »Herre, jeg vil råde jer til at drage hjem til Babylonien og ikke stræbe efter noget andet kongerige.«

Kongen svarede: »Dit råd vil jeg følge, og aldrig vil jeg svigte dig.«

Carvel sagde: »Kære herre, giv Udger lov til at drage hvorhen han vil. Han har vundet stor berømmelse til jer. Giv ham guld og sølv, og tag ordentlig afsked med ham.«

Kongen fik læsset fire æsler med alverdens kostbarheder til Udger og bad ham om at drage hvorhen han ønskede. Udger takkede ham varmt og tog afsked med kongens datter. Hun gav ham også gaver og sagde ham farvel. Udger og Carvel fulgtes ad til kejseren. Paven og kardinalerne gik Udger i møde med kors og fane og hele kejserens hær. Paven prædikede den kristne tro for kong Carvel. Han svarede: »Jeg kan se at der følger megen magt med jeres tro, og jeg indser at den er helligere. Men jeg vil ikke opgive min tro, hellere vil jeg brænde på bålet.«

176|Der kom en mand fra Gloriant og gav Carvel et brev som hun havde skrevet. Det lød: »Jeg hilser den høviske Carvel med dyb kærlighed. I skal vide at den nat I red herfra, kom kongen af Cordes og flere af hans støtter og slog min far ihjel i sengen. Mig har de fanget og vil bortføre mig. Hvis du ikke har glemt Gloriant, så kom straks. Alle stjernetegn skal komme i uorden, før jeg glemmer dig. Vale!A«

Udger spurgte: »Hvad nyt?«

Carvel fortalte hvad brevet gik ud på. Udger sagde: »Du skal ikke være ked af det, jeg kommer ikke til at spise mange måltider før det bliver hævnet og du får din forlovede igen.«

Karlot brød ind og svor ved Sankt Dionysius at han ville følge med. Carvel takkede ham. De tog straks afsked og red afsted med tredive væbnere.

Da Danemund hørte om sin fars død, samlede han alle Carvels mænd og flere af sine venner om sig og angreb morderne samme nat som kongen var blevet dræbt. En af Danemunds mænd gik Carvel i møde og fortalte ham at Danemund kæmpede hårdt, »og to tredjedele af dine folk er dræbt.«

Carvel og Udger skyndte sig til slaget og huggede både mod mænd og heste. Danemund blev glad over deres komme og kæmpede modigt. En mand der hed Jaskomit, havde givet kong Amiral det første hug. Han stødte sit spyd mod Udger, og det gik igennem hans skjold, men knækkede ved brynjen. Udgers spyd gik igennem hans skjold og brynje og mave. Det så hans 177|søn, og han huggede mod Udger, kløvede hans skjold og huggede spyddet i stykker. Det så Karlot, og han huggede hånden og låret af hedningen så han faldt død til jorden. Hans bror kom og ville hævne det. Ham slog Karlot også ihjel. Så kom Jaskomit og gav Karlot et sår i låret. Det så Udger, og han huggede hedningen i halsen så hovedet faldt til jorden. De kæmpede modigt. Danemund huggede sit sværd i stykker mod en hedensk hjelm. Manden hed Svev, og han huggede sværdet i Danemund, kløvede hans hjelm og hoved så sværdet stod i tænderne. Det så Carvel og råbte højt til Svev: »Hvis du har mandsmod og ikke er en kvinde, så vent på mig.« Svev vendte sig bort, Carvel efter ham og kløvede ham ned i brystet. Udger sad på sin hest Bursant med sit sværd. Hænder og arme var blodige op til skulderen. Han huggede mod en konge der hed Fredes, men det bed ikke på ham. Så sagde Udger til sit sværd: »Du er ikke så god som man har sagt mig, eller også huggede jeg ikke ordentligt til.«

Straks greb han sværdet med begge hænder og kløvede Fredes og hans hjelm så sværdet stod i sadlen. Så snart Fredes faldt, flygtede alle hans mænd, og nogle af dem gik i Carvels og Udgers tjeneste.

Carvel og Karlot red til tårnet hvor kongedatteren var, og fik hende ud. Carvel og den fornemme kvinde gav Udger og Karlot kostbare gaver. Lidt senere red de tilbage til kejseren.

Carvel blev valgt til konge af hele den hedenske hær som var der. Senere drog han til Babylonien og holdt bryllup med jomfru Gloriant. Fra dem nedstammer en meget stor slægt.