Dengang kejseren erobrede Spanien og Galicien, som vi har fortalt, var det ét slot tilbage som han ikke kunne indtage. Det hed Saragus og lå på et højt bjerg. Kongen af slottet var hedning og hed Marsilius. Han meddelte sine rådgivere: »Nu kommer kejser Karl Magnus og vil hærge vores land. Nu er gode råd dyre.«

En konge der hed Blankandin og var gammel og klog, svarede: »Vær ikke bange, herre. Skriv til kejseren at du vil være hans mand og blive kristen, og giv ham kostbare gaver. Kejseren er gammel og vil gerne have fred hvis det er muligt. Hvis han kræver gidsler, så send ham din og min søn. Det er bedre at miste to mænd end alle os og hele vores rige.«

Alle sagde at 287|det var et godt råd.

Da kejseren kom ind i Spanien, belejrede han et slot der hed Hacordis. Der kom kong Marsilius' sendebud til ham og fremførte sit ærinde: Kong Marsilius ville rejse til kejseren i Frankrig og blive hans mand og tjene ham i Hispanien. Da kejseren havde læst brevet, stormede han Hacordis slot, indtog det omgående og dræbte alle som ikke ville blive kristne. Derefter samlede han sine rådgivere og lod dem høre kong Marsilius' brev. Nogle mente at han godt kunne stole på det. Det var dem der gerne ville hjem, og de opfordrede kejseren til at tage gidsler af Marsilius. Men Roland sagde til kejseren: »Vil du virkelig stole på kong Marsilius' brev? Det vil du fortryde så længe du lever. Du ved at han er upålidelig. Nu har vi erobret hele Spanien. Lad os indtage også det ene slot før vi tager hjem – han har ikke magt til at forsvare det mod dig. Alle afrikanerne og tyrkerne er dræbt, så han får ingen hjælp fra dem. Lad os tage til Saragus og ikke tage derfra før Marsilius enten er dræbt eller blevet kristen.«

Så rejste Rolands stedfar Gevelon sig og sagde: »Jeg synes at Roland taler mere af overmod end af visdom. Kong Marsilius tilbyder jer sin tjeneste og vil blive jeres mand. Det er ugudeligt at elske ufred når man kan få fred. Derfor bør I sende en klog mand til Marsilius for at oprette et forbund med ham som kan holde, og bringe gidslerne her til jer.«

Kejseren 288|sagde: »Hvem er den bedste til den opgave?«

Hertug Neymis tilbød sig. Kejseren så vredt på ham og sagde: »Du skal blive hos mig i et år.«

Også Roland tilbød at tage afsted. Oliver sagde: »Det er ikke klogt at du rejser, for du er så opfarende og skaber snarere splid end sammenhold.«

Roland sagde: »Ingen er bedre egnet til rejsen end min stedfar Gevelon,« og det var alle enige i. Kejseren bad Gevelon tage afsted. Han svarede: »Det er alene Rolands skyld, og jeg bliver aldrig din ven. Hvis jeg vinder sejr og kommer tilbage fra rejsen, så skal jeg sørge for at du og alle dine jævninge dør. Nu rejser jeg, men jeg kommer aldrig tilbage, for kong Marsilius lader mig dræbe.«

Roland og de tolv jævninge lo, og Gevelon blev så vred at han ikke vidste hvad han ville. Kort efter blev brevet skrevet, og skriveren gav det til Gevelon og bad ham bringe det til Marsilius. Hans hænder rystede så brevet faldt på gulvet. De tolv jævninge lo. Roland sagde: »Hvis kejseren havde givet mig brevet, havde jeg ikke tabt det af rædsel.«

Gevelon tog brevet og red med det til kong Marsilius. Kongen svarede velvilligt. Den gamle Blankandin sagde til Gevelon: »Kejser Karl er mægtig mand, men nu er han gammel. Efter min mening var det i høj grad Roland og de tolv jævninge der opmuntrede ham til at føre kamp og krig.« 289|

Gevelon svarede: »Det er sandt hvad du siger. Roland har det største ansvar, og meget ondt lider vi på grund af ham. Gid han var død, så ville vi få fred. Han bliver ikke tilfreds før han har erobret hele verden.«

Da kong Marsilius havde læst brevet, så han i slutningen at kejseren kaldte sig retmæssig konge over Spanien. Det gjorde ham vred, og han slog efter Gevelon med en kæp. Gevelon trak sit sværd: »Det skal kejseren få at vide så jeg får gengæld for mit liv.«

Straks trådte kongens rådgivere frem og sagde at kongen havde uret. En af kongens mænd der hed Langeliv, sagde til kongen: »Lyt til Gevelon. Han kan være mere værd på vores side end I tænker.«

Kong Marsilius sagde: »Jeg gjorde ham uret, og det vil jeg gøre godt igen,« og lod ham sætte sig ved sin side og gav ham en kappe der var hundrede pund sølv værd, og sagde: »Jeg undrer mig over at din herre er så begærlig når han er så gammel.«

Gevelon svarede: »Kejseren er en ædel herre og fortrolig med Gud. Jeg vil hellere dø end blive uvenner med ham. Men så længe Roland lever, får vi ikke fred. De tolv jævninge er så overmodige at de ikke frygter nogen.«

Kong Marsilius sagde: »Jeg har fire hundrede tusind mand. Kan jeg klare mig mod kejseren?«

Gevelon sagde: »Det kan ikke lade sig gøre nu. Jeg vil give dig et bedre 290|råd: Send kejseren guld, sølv og ædelsten og to mænd som gidsler så kejseren tager hjem til Frankrig og Roland bliver tilbage for at forsvare landet. Gå så imod ham med alle dine folk, og del dem i fire så de ikke alle kæmper på én gang. Sådan udmatter du dem bedst.«

Kong Marsilius takkede ham for rådet: »Med den plan overvinder vi bestemt Roland.«

Gevelon svor kong Marsilius en ed på ikke at ville røbe ham. Og alle hedningerne svor at de ville dræbe Roland.

Gevelon red hjem med meget guld og sølv og sagde til kejseren: »Her har jeg meget guld og sølv fra kong Marsilius og slotsnøglen til Saragus, og her er gidslerne. Han vil bestemt blive kristen og jeres mand.«

Kejseren takkede Gud og sagde: »Du har været mit sendebud som en hædersmand.«

Han samlede sine mænd og spurgte hvem der ville blive tilbage i Roncesvalles hvor landegrænsen gik. Gevelon svarede: »Det er Roland bedst til, for han er en modig mand der kan forsvare landet.«

Kejseren så vredt på ham: »Hvem skal så være 291|anfører for mit folk og min hær i Frankrig?«

Gevelon svarede: »Det må Udger Danske klare.«

Roland svarede Gevelon: »Hvis jeg skal blive tilbage her, vil jeg ikke være så bange som du var, da du tabte brevet.«

Kejseren sagde til Gevelon: »Det er mærkeligt hvad du siger.«

Roland sagde: »Herre, jeg vil gerne blive tilbage her.«

Kejseren blev ked af hans ord, og tårerne løb ham ned ad kinderne, og han sagde: »Bliv så tilbage her, I tolv jævninge, og tyve tusind mand med jer. Roland skal være anfører.«

Kort efter tog kejseren sit telt ned og tog tilbage til Frankrig. Alle franskmændene frygtede for Rolands skæbne og fældede tårer for hans skyld. Også kejseren var meget bedrøvet. Så spurgte hertug Neymis ham: »Hvad er der i vejen? Hvorfor er du så ked af det?«

»I nat drømte jeg at Guds engel kom til mig og knækkede mit spyd mens jeg holdt det. Derfor er jeg bange for at Gevelon sammen med kong Marsilius har lagt en plan om at forråde Roland. Hvis jeg mister ham, kommer jeg aldrig over det. Men jeg betror ham til Guds og Jomfru Marias beskyttelse.«

Da kong Marsilius hørte at Roland var i Roncesvalles, som det tidligere er fortalt, samlede han folk fra hele sit rige, konger, hertuger, grever, riddere og tjenere. Inden tre dage havde 292|han firehundred tusind mand. Han fik sat sine guder højt op på muren, og alle ofrede til dem. Så udvalgte han tolv af sine bedste riddere som skulle opveje de tolv jævninge. Det var 1) hans søstersøn Adelrot, 2) hans morbror Falsoron, 3) Corsablin, 4) grev Turgis, 5) Eskramit, 6) Estorgant, 7) Estormatus, 8) grev Margaris, 9) Gernublis, 10) Blankandin, 11) Timodes og 12) sin farbror Langeliv. Så væbnede han hele sin hær og sig selv og drog til Roncesvalles.

Oliver stod på et bjerg og så den store hær komme og sagde til Roland: »Nu kommer der en stor hær fra Spanien. Det er klart at Gevelon har forrådt os.«

Roland lod som om han ikke hørte hvad han sagde. Oliver sagde for anden gang: »Nu kommer der en stor hær med blå brynjer, røde faner og blanke skjolde. Vi har kun få mand, og det ville være klogt hvis du blæste i dit horn så kejseren vendte om og kom os til hjælp.«

Roland svarede: »Det ville være forkert af mig, hvis Frankrig eller kejseren skulle miste sit gode omdømme for min skyld. Jeg vil hellere hugge så store slag med Dyrendal at det vil rygtes så længe verden står.«

Oliver svarede: »Man er ikke bange fordi man vurderer sin styrke. Jeg har set at alle bjerge er dækket af hedninger og alle dale er fulde af dem. Nu kan du se at vores folk er modfaldne fordi vi er alt for få imod så stor en hær.«

Roland svarede: »Skam få bange hjerter i mænds bryst.«

293|Roland så at hedningerne hurtigt kom imod dem og sagde til sine mænd: »I ved at kejseren udvalgte os af hele sine hær og satte os til at blive her for at forsvare landet hvis det blev nødvendigt. Vi må bære og tåle hvad Gud vil gøre med os. Modigt skal I støde med jeres spyd og hugge med jeres sværd. Selv vil jeg hugge så hårdt med mit sværd at både hedninger og kristne skal sige at det var en mand der holdt om skæftet.«

Biskop Turpin sad godt bevæbnet på sin hest og talte: »Kære venner! Denne kamp vil vi klare. Fald på knæ. Jeg vil give jer tilgivelse for alle jeres synder. Alle I der skal dø, bliver martyrer for Gud. Til bod for jeres synder bestemmer jeg at I skal kæmpe mod hedningerne.«

Ærkebiskoppen velsignede dem. Straks steg de til hest. Oliver sagde til Roland: »Nu kan du se at Gevelon har solgt os for den store mængde guld og sølv han havde. Det må kejseren hævne hvis vi ikke selv kan.«

Roland og alle franskmændene red imod hedningerne. Adelrot sagde til de kristne: »Hvorfor er I så modige at I tør kæmpe imod os? Kejseren handlede dumt da han lod jer blive her. På grund af jer vil Frankrig miste sit gode omdømme.«

Roland hørte hans ord og huggede sværdet i hans hjelm så han kløvede ham ned i sadlen. Han styrtede død til jorden. Straks sagde Roland: »Din onde hund! Frankrig skal ikke miste sit gode 294|omdømme på grund af mig.«

Kort efter red franskmændene hårdt frem. Falsord, kong Marsilius' bror, blev ramt af et spyd mellem øjnene. Oliver huggede sværdet i hans hjelm og kløvede ham ned i brystet mens han sagde: »Nu sender jeg dig lige lukt til Helvede. Lad os ride frem, franskmænd! Vi får sejr i dag.« Kong Corsablin sagde til hedningerne: »Gå stærkt frem! De kristne er ikke en håndfuld mod vores hær.«

Turpin stødte spyddet gennem hans brynje og mave så han styrtede død til jorden. Den stolte Engeler dræbte en kæmpe. Det gjorde Geris også. Hertug Samson huggede sværdet igennem en hedning så det stod i sadlen. De tolv jævninge dræbte hver især en vældig kriger i det første angreb. Den raske grev Margaris stødte spyddet gennem Olivers skjold ind i brynjen, og hvis ikke spyddet var knækket, var han blevet såret. De faldt tæt på begge sider. Roland fór som en løve ind i hedningehæren. Hans arme var blodige op til skulderen, og ingen hjelm kunne modstå hans hug. Oliver havde knækket sit spyd. Han slog en hedning på hjelmen med det stykke han havde i hånden, så mandens hoved og hjelm revnede og begge øjne faldt ud. Roland sagde: »I kamp skal man bruge jern og stål og ikke slås med kæppe som en hyrde.«

Oliver svarede: »Jeg nåede ikke at trække sværdet, så vred var jeg på den 295|djævel,« og så trak han sværdet. Det hed Hantegler. Han huggede det i en hedensk anførers hjelm og kløvede ham ned i sadlen. Straks sagde Roland: »For sådan nogle hug får vi stor ros af kejseren.«

Gerin og Geris dræbte sammen en anfører der hed Timodes. Turpin dræbte en mægtig kriger ved navn Sypor. De kæmpede modigt på begge sider. Da faldt mange af de kristne, men der var jo ti gange flere hedninger end kristne. De tolv jævninge var forrest i kampen.

Den dag skete der store, mærkelige ting i Frankrig: Dagen blev mørk som natten, solen gav intet lys, og mange frygtede at de skulle dø. Sankt Egidius siger at det var et under der skete fordi Roland skulle dø den dag.

Hedningerne faldt, hundred på én gang. Af de hundred tusind undslap kun én, den raske grev Margaris som man ikke kunne bebrejde noget. Hele hans harnisk var hugget af ham, og han havde fået fire sværd igennem sig. Han meldte kong Marsilius at alle hedningerne var faldet. Straks sendte kongen hundred tusind mand afsted. Da ærkebiskop Turpin så dem komme, sagde han: »Lad os modigt gå i kamp. Vi bliver kronet i Himmerige.«

De svarede: »Her vil vi alle dø hellere end at Frankrig skal miste sit gode omdømme,« og straks begyndte de at kæmpe for anden gang. En hedning ved navn Libanus stødte 296|sit spyd gennem Engelers skjold og brynje og mave så han styrtede død til jorden. I det samme sagde Oliver: »Det vil jeg hævne hvis jeg kan,« huggede sværdet i Libanus' hjelm og kløvede mand og hest så spidsen af sværdet stod i jorden. I næste hug dræbte han en hertug. Roland sagde: »Nu er du vred!«

Der var en hedning som hed Vallebrus. Han havde indtaget Jerusalem med forræderi, var gået ind i Salomons Tempel og havde dræbt patriarken foran højaltret. Han stødte sit spyd gennem hertug Samsons brynje og bryst, og han styrtede død til jorden. Det så Roland og huggede sværdet i Vallebrus' hjelm og kløvede ham ned i sadlen. Hedningerne sagde: »Det var et frygteligt hug.«

Roland svarede: »Dem skal I få mange af i dag, og sådan skal jeg bane vejen til Helvede for jer.«

Der var en kongesøn fra Afrika som hed Malchan. Hans harnisk var forgyldt som en flamme. Han huggede sværdet i en af jævningene, Egeses, og kløvede ham ned i skuldrene. Det så Turpin og sagde: »Din onde hedning. Gud vil blive vred på dig. Den mand du dræbte, skal du købe dyrt,« og huggede ham på halsen så hovedet røg ud på slagmarken. Kongen af Kappadokiens søn Grandones gjorde de kristne stor skade. Han dræbte fire jævninge, den ene efter den anden: Gerin, Geris, Bering og Antoni. Franskmændene sørgede dybt over det tab. Hedningerne råbte til hinanden og opmuntrede 297|folkene. Roland sagde til Grandones: »Gud vil hævne det på dig. Jeg vil hævne det hvis jeg kan,« og red imod ham med blodigt sværd. Grandones vendte sig væk, men Roland huggede sværdet i nakken på ham og kløvede hovedet ned i munden. Han huggede én gang til, på skulderen så han kløvede ham og hesten i to dele. Da sagde franskmændene: »Vi har en dygtig anfører.«

Kampen var hård. Der faldt så mange hedninger at ingen kunne tælle dem. Roland red gennem deres hær på langs og på tværs og sagde til dem: »Nu skal I få at se om jeres møgguder er mægtigere end Guds søn fra Himmerige og apostlen Peter.«

Hedningerne sagde: »De kristne er hårde at kæmpe imod, vi bliver nødt til at flygte.«

De flygtede til kong Marsilius og fortalte ham at de havde tabt to kampe. Så drog Marsilius mod dem med den tredje hær. Den var på to hundred tusind mand.

Kejseren opholdt sig imens på en hede der hed Sintes. Der drømte han at han var oppe i luften i heftig regn, storm og torden; det stod ned i stride strømme og væltede hans mænd omkuld. Han så lyn for sig som rakte ud efter hans folk, og et lyn slog begge hans fødder ind i munden på ham. Det var som om han var hjemme i Frankrig med en bøjle om begge ben, og 298|tredive mænd kom løbende til ham mens de råbte: »Nu er kejseren overvundet, og han skal aldrig mere bære kronen.«

I det samme vågnede han: »Jeg har haft en underlig drøm. Jeg er bange for at Roland ikke lever længe.«

Hedningerne og de kristne stødte atter sammen i Roncesvalles. Turpin huggede sværdet i en hedning der hed Ambori, og kløvede ham til sadlen. Roland sagde: »Vores ærkebiskop er en god ridder, og nu er han i stor nød. Lad os komme ham til undsætning.«

Nu faldt de kristne så hurtigt at der ikke var mere end syv hundrede tilbage af de tyve tusind. Hedningerne begyndte at kæmpe igen. Straks faldt mange kristne. Da Roland så sine mænd falde, red han ind i midt i hedningehæren og svang sværdet med begge hænder. Oliver gjorde det samme. Roland sagde til Oliver: »Lad os holde sammen. Nu er den dag kommet hvor vi skal dø. Gid kejseren vidste det. Lad os bede Gud om nåde.«

Turpin sagde: »Der står i de gamle bøger at vi skal falde for den hellige tro. Nu er vi ikke mere end tres mand.«

Roland sagde: »Det skal hedningerne sige før vi dør, at de har købt os dyrt,« og til Oliver: »Nu vil jeg blæse i mit horn, så kommer kejseren os til undsætning.«

Oliver sagde: »Det synes jeg ikke, og du kommer aldrig i seng med min søster, hvis du gør det.«

299|Roland svarede: »Nu er du vred.«

Oliver sagde: »Du har et modigt hjerte, men ingen forstand. Mange kristne er faldet på grund af dit hovmod. Hvis du havde blæst, da jeg bad dig om det, var kejseren hurtigt kommet os til undsætning, og kong Marsilius og alle hans mænd ville være dræbt nu.«

Turpin sagde: »Kære venner! Vær ikke vrede. Nu er den dag kommet da vi skal dø for Guds skyld. Derfor er det lige meget om du blæser i hornet eller ej, medmindre du blæser for at kejseren skal komme og hævne vores død.«

Roland sagde: »Jeg vil blæse i Guds navn.«

I det samme blæste han så højt at kejseren hørte det der hvor han var; der var femten mil imellem dem. Da kejseren hørte hornet, sagde han: »Nu kæmper Roland og mine mænd.«

Gevelon sagde: »Sikke noget sludder. Roland kan finde på at blæse bare han ser en hare løbe.«

Roland blæste anden gang.

Da sagde kejseren: »Roland ville ikke blæse så højt hvis ikke han var i nød.«

Gevelon svarede: »Selvom du er gammel, er din tro ringe. Du kender da Rolands store ord.«

Roland blæste tredje gang så højt at blodet sprøjtede ud af hans mund og hjernen flød ud gennem tindingerne. Da sagde kejseren: »Det horn har en grum lyd.«

Hertug Neymis svarede: »Du skal vide at Roland er i stor nød.«

Kejseren lod Gevelon gribe og fik ham sat i tårnet. Straks drog han til Roncesvalles med sine folk.

300|Roland sagde til Oliver: »Nu kan du se at kejseren har mistet mange prægtige mænd, og vi bør dø her sammen med dem.«

Så red Roland midt ind i hedningehæren, og på kort tid dræbte han 24 mægtige krigere mens han sagde: »Flygt, hedenske hunde! I overvinder mig aldrig!«

Kong Marsilius stødte spyddet gennem skuldrene på en kristen der hed Begun. Han faldt død til jorden. Roland var ikke langt derfra og sagde til Marsilius: »Har du hørt om et sværd der hedder Dyrendal? Du skal mærke hvordan det smager,« og huggede armen af ham tæt på skulderen. Så vendte han sværdet og huggede hovedet af kong Marsilius' søn. Da sagde de hedenske: »Nu bliver vi nødt til at flygte, Roland har overvundet os.«

Straks flygtede kong Marsilius med omkring tusind mand, og ingen af dem var uskadt. Lidt senere kom en hedning, Langeliv, med halvtreds tusind blåmænd. De kæmpede modigt mod de kristne. Roland sagde til Oliver: »De mænd bliver vores død. Lad os nu forsvare os modigt og lade blåmændene fortælle at de mødte Roland og Oliver.«

Langeliv stødte spyddet i Oliver imellem skuldrene så spidsen gik ud gennem brystet og sagde: »Det var ikke godt for dig at komme her for at forsvare dit land.«

Oliver vendte sig om og 301|huggede sværdet i Langelivs hjelm så sværdet stod i tænderne og sagde: »Du skal ikke prale med hvad du her har gjort,« og Langeliv faldt død af hesten. Oliver red midt gennem hedningehæren og huggede med begge hænder. Roland mødte ham, men Oliver kunne ikke kende ham, for hans øjne var fulde af blod. Han huggede Roland på hjelmen og kløvede den til håret. Hurtigt sagde Roland: »Du skal ikke hugge denne vej, Oliver. Hug der hvor det gør mere nytte.«

Oliver svarede: »Gud vil se dig bedre end jeg gør. Tilgiv mig for Guds skyld.«

Roland svarede: »Gud forlade dig alle dine synder ligesom jeg med glæde tilgiver dig dette.«

Oliver mærkede døden, steg af hesten, knælede og bad Gud om tilgivelse for sine synder. Kort efter døde han. Da Roland så at Oliver var død, besvimede han mens han sad på hesten, men uden at falde af. Alle de kristne var faldet undtagen Roland, ærkebiskop Turpin, hans søstersøn Valter og den gamle Irot. Irot sagde til Roland: »Kom og hjælp mig. Jeg har aldrig før været bange i kamp.«

Roland vendte sig mod ham og begyndte at kæmpe igen. Kort efter faldt Valter og Irot. I det samme hørte Roland kejserens horn. Hedningerne sagde: »Nu kan vi høre kejserens horn. Lad os dræbe Roland før kejseren kommer.«

Straks red syv hundrede mand samtidig mod Roland og ærkebispen. De forsvarede sig modigt. Hedningerne sagde: »Vi kom herhen til vores ulykke. 302|Vi kan høre kejserens horn. Hvis vi venter på ham her, så kommer vi aldrig levende herfra.«

Hedningerne flygtede mens de sagde: »Roland er en strålende ridder. Han bliver aldrig overvundet.«

Så dræbte de Rolands hest og flygtede straks alt hvad de kunne. Roland faldt af og besvimede. Turpin tog harnisket af ham – det meste var revet af. Da Roland kom til sig selv, rejste han sig op og gik hen hvor slaget havde stået. Der fandt han alle sine jævninge, og han bar dem hen for ærkebiskoppens fødder. Da han fandt Oliver, besvimede han. Turpin tog hans horn Olivant og ville hente vand at stænke på ham. I det samme blev han kløvet ned i skuldrene og gennemboret af et sværd, så han faldt omkuld. Roland kom til sig selv og sagde til Oliver: »Du blev skabt til at fremme og sikre retfærdighed i verden, til at undertrykke hovmod og uretfærdighed. Ingen ridder i verden var bedre end du,« og han kyssede ham på munden. Lidt efter gik han hen til ærkebispen og spurgte om han var i live. Turpin svarede stille, for han havde ikke mange kræfter: »Gid Gud havde ladet kejseren komme og se den skade der har ramt ham. Men kong Marsilius har købt os dyrt.«

Lidt efter gik Roland hen til en bakke og satte sig mellem fire marmorsten og mistede bevidstheden. En hedning der havde ligget som død, gik hen til ham. Han troede at 303|Roland var død, og sagde: »Nu er Roland overvundet, og jeg vil bringe hans sværd og horn til Arabien.«

Han tog Roland i skægget og rystede ham. Derved kom Roland til sig selv og sagde: »Er du ikke en af vores?« og slog ham i hovedet med hornet så begge øjne faldt ned på kinden og hovedet revnede. Roland bemærkede: »Alle vil kalde dig en idiot fordi du turde røre mit horn.«

Lidt efter gik Roland hen til en klippe og ville hugge sit sværd i stykker. Da han ikke kunne, sagde han: »Dyrendal, du er et godt sværd. Dig har jeg haft i mange kampe. Nu må vi skilles. Derfor beder jeg Gud om at ingen kujon må få dig efter mig.«

Lidt efter huggede han igen i klippen men fik ikke brækket sværdet. »Du er et godt sværd, Dyrendal. Med dig har jeg erobret mange lande. Måtte Gud lade greven af KatimariaA få dig, han er en ædel ridder. Med dig har jeg erobret flere lande som kejseren nu hersker over: Angia, Alemannien, Poitou, Bretagne, Provence, Aquitaine, Toscana, Lombardiet, England, HiberniaA og Skotland. Det ville være en skam hvis en usling skulle have dig efter min død. I dit skæfte er en af Sankt Peters tænder, noget af Sankt Blasius’ blod og Sankt Dionysius’ hår.«

Da Roland mærkede døden, faldt han på knæ: »O, Fader i Himmerige. Du hjælper alle der tror på dig. Du 304|oprejste Lazarus fra de døde og frelste Daniel fra de grumme løver i Babylonien. Befri nu min sjæl for Helvedes pine, og tilgiv mig alle mine synder.«

Han rakte begge hænder mod himlen og udåndede.

Kort efter kom kejseren til Roncesvalles og så det store tab han havde lidt. Man kunne ikke komme frem for døde kroppe. Da råbte kejseren højt: »Hvor er I nu, Roland, Oliver og alle I tolv jævninge som jeg efterlod her?«

Da han fattede at de var døde, besvimede han og faldt af hesten. Ingen franskmand var så hårdhjertet at han ikke græd. Hertug Neymis sagde: »Vi kan ikke se hedningerne. Lad os ride efter dem og hævne vores venner og ikke sørge over de døde.«

Kejseren rejste sig og befalede at tyve tusind mand skulle blive hos de døde. Selv red han efter hedningerne, og det var hen imod aften før han kom dem nær. Han stod af hesten og bad Gud om at gøre dagen længere. Englen Gabriel kom til ham og sagde: »Gud har hørt din bøn. Rid efter dine fjender. Du skal få tilstrækkeligt med dagslys.«

Kejseren red efter dem og dræbte hurtigt tre tusind. Kort efter flygtede hedningerne ud i en sø og druknede. De fór til Helvede.

Da kejseren havde hævnet sine venner, holdt han hvil der om natten. Næste morgen red han tilbage til Roncesvalles. Da så han Roland siddende med sit sværd i den ene hånd og hornet i den anden. Med dyb 305|sorg gik han hen til ham og kyssede ham mens han sagde: »Velsignet være du, Roland, både død og levende. Din ligemand blev aldrig født. Du var både Guds ven og en hædersmand,« og han faldt om og mistede bevidstheden så mange mente at han var død. Udger Danske hældte koldt vand på ham, så han kom til sig selv og befalede en af sine riddere at tage Rolands sværd. Men han kunne ikke rokke det i Rolands hånd. Så sendte kejseren to mand hen for at tage sværdet. De kunne end ikke løsne en finger om skæftet. Så gik fem riddere hen, og hver af dem tog fat om en finger, men de kunne ikke vriste sværdet løs. Da sagde kejseren: »Det var ikke nemt at tage sværdet ud af hans hånd, mens han levede, og end ikke nu hvor han er død, kan vi tage det. Han har bedt Gud om at ingen der er ringere end han selv, må tage sværdet ud af hans hånd. Nu vil jeg se om jeg kan tage det,« og han greb om sværdet; alle fingrene slap straks grebet. Han tog sværdet og brækkede skæftet og knappen på hæftet af. Dem ærede han som hellige genstande, og bladet sænkede han i en sø.

Lidt senere fik han de kristne lig båret værk fra hedningerne, og han fandt ærkebispen liggende stum. Kejseren befalede at hans sår skulle forbindes, og skaffede ham en god læge. Han blev helbredt og gik siden med to krykker så længe han levede, men han blev ikke i stand til at bære et harnisk igen. Han var dog ærkebiskop resten af livet. Hele natten vågede kejseren og bad Gud om at måtte kende de faldne kristne fra de døde hedninger. 306|Næste morgen stod der en tornebusk ved hovedet af hver eneste hedning, mens de kristne lå hvor de var faldet. Han lod dem begrave, men Roland og de tolv jævninge lod han føre til Arselborg hvor de blev begravet. Han fik holdt mange messer og ofrede selv syv hundrede mark sølv og Rolands horn fyldt med guld.