Efter nogen tid tog kejseren hjem til Paris. Han sørgede så længe han levede. Sidenhen lod han grev Gevelon føre for retten, og der blev afsagt den dom at han skulle slæbes gennem hele Frankrig. Det skete, og der var ikke en knogle i hans krop der hang sammen med de andre.

En dag da kejseren stod i sit gemak i Frankrig, kom Olivers søster ind til ham. Hun var forlovet med Roland, og hun spurgte kejseren: »Hvor er min bror Oliver og min forlovede Roland?«

Kejseren tav længe. Endelig sagde han: »Min kære frøken. Roland og Oliver faldt på Roncesvalles.«

Jomfruen faldt ned for kejserens fødder, og hendes hjerte gik itu af sorg. Kejseren besvimede ved hendes store sorg og faldt hen over liget. Da han kom til sig selv, fik han hende begravet med megen ære.

Næste nat kom englen Gabriel til kejseren: »Drag til LibialandA, og hjælp den gode kong Ivan. Hedningerne angriber hans land voldsomt.«

I påskeugen samlede kejseren en stor hær i Rom og drog til kong Ivan. Da den hedenske konge der hed Gealver, 307|hørte at kejseren var kommet, gik han i kamp mod ham. Mændene faldt tæt på begge sider. Udger Danske huggede sværdet i kongens hjelm og kløvede ham ned i sadlen. Kejseren sejrede i den kamp og frelste kong Ivans land.

Derefter drog han hjem til Frankrig. Der kom hans søstersøn Baldevin til ham. Kejseren blev glad for at se ham, for han var en god ridder. Kort efter fik kejseren brev om at dronning Sibylia og hendes søn Justam var kommet tilbage til Sachsen med hundred tusind mand. Kejseren samlede sin hær og indsatte Baldevin, Udger og Namlun som anførere. De drog mod dronning Sibylia og overrumplede hendes hær en nat. De red deres telt omkuld og fangede mange hedninger. Baldevin fangede selv dronningen. Hendes søn Justam kom hende til undsætning med et antal mænd og sagde: »Gå modigt frem. Jeg er ikke bange for nogen ridder nu hvor Roland er død.« Næste dag kæmpede de længe. Til sidst blev Justam fanget og alle hans mænd dræbt. Kejseren lod dronning Sibylia døbe og gav hende til Baldevin som han gjorde til konge over Sachsen. Derefter red han hjem til Frankrig og levede fredeligt nogle år.

Pavens sendebud kom til kejseren og fortalte at en konge fra Afrika ved navn Amarus var kommet til Italien med en stor hær og havde erobret hele Provence. De havde brændt kirker og klostre og 308|dræbt mange kristne. Kongen selv var den bedste ridder i Afrika. Kejseren indkaldte folk fra hele riget og fik samlet en mægtig hær med sin søn Karlot og Udger Danske som anførere; han var selv gammel og temmelig syg. De drog over Mundiefjeld. Der hørte de at Amarus var ti gange stærkere end de selv. Alligevel red de imod ham og kæmpede hele dagen. Karlot og Udger Danske for som løver gennem fjendens hær og dræbte mange hedninger. Amarus stødte spyddet gennem skjold og brynje på en kristen anfører der hed Serus, så han styrtede død af hesten. Han råbte højt: »De kristne skal dø med stor skam.«

Det hørte Karlot og Udger, og Karlot sagde: »Jeg vil ride imod den konge og ydmyge hans hovmod.«

Udger svarede: »Min kære herre, det må I ikke. Jeg kan se at han er så dygtig en ridder at hvis I møder ham, vil det gælde jeres liv. Lad mig ride imod ham. Hvis han dræber mig, sker der mindre skade. Men hvis kejseren mister dig, så er Frankrige uden arving.«

Karlot svarede: »Du under mig ikke at vinde berømmelse, du vil have ham for dig selv. Nu vil jeg ride alene imod Amarus, ske hvad der vil. Hvis du hjælper mig, gælder det dit liv.«

Amarus' spyd gik gennem Karlots skjold, og Karlot røg af hesten længere væk end et spyds længde, og han røg på hovedet 309|ned i en grøft. Der kom hans mænd og rejste ham op. Det så Udger Danske, huggede sporerne i sin hest og red imod Amarus. Amarus stødte spyddet mod ham så det knækkede. Straks trak de sværdene, kæmpede længe og blev begge hårdt såret. Udger huggede sværdet i Amarus' hjelm og kløvede ham ned til tænderne. Straks sagde franskmændene: »Nu har vi vundet kampen,« og de fleste hedninger blev dræbt. Karlot red hen til Udger og sagde: »Din onde forræder. Hvorfor lod du mig ikke selv få hævn over den hedenske konge, som gjorde mig så stor skam? Det vil jeg straks hævne på dig. Vi kommer ikke begge levende hjem.«

Han stødte spyddet mod Udger. Udger huggede spyddet ud af hånden på ham og ville ikke forsvare sig, men sagde: »Hvis jeg gjorde noget forkert ved at redde dit liv, så overgiver jeg mig til min herres, kejser Karls, dom.«

Karlot sagde: »Du kommer aldrig mere til kejseren, for du skal dø på stedet.« Straks huggede han alt hvad han kunne på Udger. Udger sagde: »Lad os indgå forlig: Jeg vil give dig alt hvad jeg har vundet i Frankrig, tage til Danmark og aldrig mere komme for dine øjne.«

310|»Det tilbyder du bare fordi du er bange. Men du skal dø straks på stedet,« og i det samme huggede han alt hvad han kunne på Udger. Sværdet sprang fra Udgers hjelm ned i låret så det stod i knoglen. Udger sagde: »Gud må tilgive dig, Karlot, nu er jeg nødt til enten at forsvare mig eller blive dræbt,« og ingen turde skille dem. I det samme huggede Udger Karlot på skulderen og kløvede ham ned bæltet, så Karlot faldt død om. Udger klagede sig højt, tog liget og førte det til deres telt, og næste morgen tog de hjem.

Udger blev pågrebet og dømt til at være indemuret i tre år med ét brød og én skål vin om dagen. Det skete. Kejserinden, Karlots mor, sagde at der blev gjort stor uret mod Udger, og hun fik lavet en stor skål og bagt et stort brød hver dag, og det blev sendt til Udger.

Da de tre år var gået, kom der en hedensk konge ved navn Maskobret og angreb Spanien. Kejseren samlede en stor hær der gav møde i Paris. Kejseren var gammel og syg, og de kunne ikke finde nogen der duede som hærfører. Så sagde hertug Neymis: »Gid Udger Danske stadig levede.«

Kejseren svarede: »Jeg vil tro at han for længst er død.«

En af hans riddere svarede: »Jeg talte med ham for tre dage 311|siden. Det er en god idé at han kommer ud.«

Kejseren svarede: »Han er så udmarvet at han slet ikke kan bære et harnisk. Og hvis han skulle være i god form og får sit harnisk og sin hest, så rider han sin vej hvorhen han vil, og han kommer aldrig tilbage til mig.«

Til det sagde hertug Neymis: »Jeg sætter mig selv og alt mit gods til pant på at Udger aldrig vil flygte uden din tilladelse.«

Dengang var hertug Neymis så gammel at han gik med to krykker. Tretten hertuger stillede garanti for Udger og gik hen hvor han var indemuret. De talte gennem et lille hul ved en kirkevæg og spurgte om han ville holde dem skadesløse. Udger sagde: »Lige med det samme!«

Straks sprængte han muren fra kirkevæggen og gik ud: »Det kunne jeg have gjort for længe siden hvis jeg ville. Men fordi min herre var vred på mig og jeg havde syndet groft imod Gud, så ville jeg ikke ud før Gud ville,« og gik straks til kejseren.

Kejseren gik ham i møde på gulvet, omfavnede og kyssede ham og tilgav ham alle uoverensstemmelser. Han gjorde ham til hertug og anfører for hele hæren. Udger drog straks i kamp mod hedningerne og dræbte kong Maskobret sammen med alle hans hedninger så højst ti mand undslap. Bagefter drog Udger Danske hjem 312|til kejseren. Han takkede Gud for den nåde han havde vist. Senere tog Udger afsked med kejseren, rejste hjem til Danmark og var konge der længe efter.

Dengang var kejseren en gammel mand, og alle hans kæmper var døde. Han havde dog én dygtig og modig mand, Villam Cornitz, som var i slægt med ham. Han var gammel og havde en ung hustru. Engang da hun snakkede med ham, sagde hun: »Du er en gammel mand. Jeg så et gråt hår på dit hoved.«

Villam blev vred og gjorde sig klar til at ride bort: »Nu har jeg tjent kejseren så længe at mit hår har skiftet farve. Fra nu af vil jeg tjene Gud.«

Han kyssede sin hustru og sine sønner og red sin vej alene. Hans hustru, børn og folk sad bedrøvede tilbage. Villam red til Lombardiet og gik i kloster. Der var han i nogle år, men en dag sagde abbeden til ham: »Du skal tage ind til byen og købe vin og brød til os.«

Villam spurgte: »Må jeg forsvare mig hvis røvere eller andre vil angribe mig?«

Abbeden svarede: »Så længe du beholder dit brogebælteA, må du ikke forsvare dig. Hvis det bliver taget fra dig, så befaler jeg dig at forsvare dig.«

Så satte Villam en guldring i bæltet som spænde og tog så til købstaden med to æsler. På hjemvejen mødte han tolv røvere, og de tog både vin og brød fra ham. 313|Tilmed slog de ham, og så gik de fra ham. Villam sagde: »I er ikke rigtig kloge. Der sidder en guldring i mit bælte som er mere end tyve guldmønter værd.«

De vendte om: »Nu trak Djævlen tungen ud af din hals.«

De tog fat i bæltet og ville rive det i stykket. Han havde ikke noget at forsvare sig med, men vred sig løs og rev et lår af æslet. Med det slog han tre af røverne ihjel, og de andre løb til skoven. Villam lagde låret ved siden af æslet, faldt på knæ og bad til Gud med grædende tåre. Straks satte låret sig fast på æslet igen. Han lagde sine ting på æslet og tog hjem til klostret. Da han kom derhen, havde alle munkene gemt sig for ham. Alle han fandt, piskede han med bundter af kviste. Til sidst fandt han abbeden, og han gik heller ikke fri. Villam sagde: »Jeg kan se at I ikke føler stærk kærlighed til Gud, derfor vil jeg ikke være her længere. I er onde røvere og ikke munke.«

Så gik han ud til et øde sted.

På den tid hørte kejseren at kong Marsilius' bror Madus var kommet fra Lombardiet med en mægtig hær. De brændte kirker og klostre og hærgede landet. Kejseren samlede folk fra hele riget og søgte efter Villam Cornitz i skov og dale. Villam var i en skov i Lombardiet, og der boede en mand der hed Grymer, sammen med sin hustru. En dag spurgte Villam hvordan det gik i landet. Grymer svarede: »Der er slemt nyt. Hedningerne angriber kejseren, og han er i vildrede fordi alle hans kæmper 314|er dræbt. Nu skal alle mand i hele hans land afsted.«

»Skal du med?« spurgte Villam.

Grymer svarede: »Ja.«

Villam sagde: »Lån mig dit harnisk, så tager jeg afsted i stedet for dig.«

»Ja, gerne,« svarede Grymer, gav Villam sit harnisk på og gav ham sin hest. Villam red under den fane som Grymer skulle have været under, og sagde ikke et ord. Kejseren talte til hæren: »I ved hvor stor skade hedningerne voldte os da jeg mistede mine gode mænd i Roncesvalles. Sådanne mænd findes ikke mere, og jeg har hørt at Udger Danske er død. Den der kan give mig efterretninger om Villam Cornitz, ham vil jeg give så meget guld som han kan bære, og den der dræber den hedenske konge, han skal have en tredjedel af mit rige. Hvis han er hertug, gør jeg ham til konge. Hvis han er greve, gør jeg ham til hertug. Hvis han er mindre end det, gør jeg ham til greve. Lad os nu kæmpe modigt hver især.«

Straks begyndte de at slås, og Villam var forrest i kampen. Da han fik øje på den hedenske konge, ville han hen til ham. Først dræbte han deres fanebærer, så hedningerne på begge sider af ham, så syv af deres bedste krigere. Dernæst red Villam og kongen mod hinanden så deres spyd knækkede. Villam huggede ham i halsen så hovedet faldt ned på jorden. Villam løftede hovedet op og lod hedningerne se det. Da de så at deres konge var død, flygtede de alle sammen, 315|og de fleste blev dræbt. Kejseren så nøje på Villam og genkendte ham under hjelmen. Kort efter vendte kejseren tilbage og havde sejret. Villam tog kongens hoved med og gav det til Grymer og sagde: »Tag nu din hest og dit harnisk. Rid til kejseren, og sig at du dræbte kongen. Tag hovedet med som bevis, og bed kejseren om at gøre dig til greve som han har lovet. Hvis du ikke gør det, dræber jeg dig.«

Da Grymer kom til kejseren, lå den hedenske konges krop fremme, og der var mange som var kommet med et hoved og havde sagt at det var kongens. Kejseren troede ikke på det, for han havde jo set Villam Cornitz. Så kom Grymer til kejseren og gav ham hovedet. Da kunne alle indse at det var kongens, og kejseren spurgte: »Hvem er du?«

Han svarede: »Jeg hedder Grymer.«

Kejseren sagde: »Jeg så din hest i kampen, der sad en god ridder på den.«

Grymer svarede: »Det var kun mig der sad på den.«

Kejseren sagde: »Det skal vi snart få at se. Du skal ride i turnering mod mine riddere.«

Grymer svarede: »Det ser ud til at du ikke vil holde hvad du lovede.«

Kejseren sagde: »Hvad kræver du?«

Grymer svarede: »Et grevskab.«

Kejseren sagde: »Det giver jeg dig gerne for hans skyld som gav dig hovedet. Han lignede Villam Cornitz,« og Grymer var siden greve i mange år. Kejseren vidste ikke hvor Villam var. Nogle år efter drømte greven at Villam kom til ham og sagde: »Søg i den skov hvor vi skiltes. Der finder du mit lig. Der jeg har været i halvfjerds år. Bed kejseren 316|bygge et kapel over mit lig. Dér vil han finde mit testamente. Bed ham holde hvad der står i testamentet.«

Greven vågnede og troede ikke på drømmen. Men han drømte for anden gang, og tredje gang var det som om Villam slog ham i hovedet med en stang og befalede ham at gøre som han bad. Så stod grev Grymer op, drog til kejseren og fortalte hvad han havde drømt. Kejseren fulgte med ham ind i skoven, og der fandt han liget på en klippe. Det lå som om han lige var død, og der var den dejligste duft man kunne opleve. Kejseren fik hans lig begravet og byggede et smukt kloster der. Han tog grevskabet fra Grymer og gjorde ham til forstander for klostret så længe han levede.

Kejseren tog til Paris. Da var han 102 år gammel. Snart efter blev han syg. Paven og alle hans gode mænd kom til ham. Han talte til dem: »Jeg er nu gammel og syg så jeg ikke længere har kræfter til at kæmpe mod hedningerne. Derfor vil jeg bede jer om at tage min søn Lodarius til kejser i stedet for mig. Sådan gjorde David med sin søn Salomon.«

Det sagde de alle ja til, og tre dage efter blev han viet til kejser. Kejser Karl levede yderligere tre et halvt år. Den nat han døde, sad Sankt Egidius i en eremithytte; han havde været kejserens skriftefader. Han så mere end tre hundrede djævle, påkaldte dem og spurgte hvor de skulle hen. De svarede: »Vi skal hente kejser Karls sjæl.«

Sankt Egidius sagde: »Jeg befaler 317|jer i Jesu Kristi navn: Tag tilbage den vej I kom.«

Lidt efter kom djævlene tilbage med stort rabalder og hylede som ulve. Sankt Egidius spurgte hvad der var i vejen. »Kejserens sjæl lå i vægtskålen. Så kom den hovedløse Jakob som I kalder apostel, og fyldte den anden vægtskål med sten. Kejserens sjæl var så let at vi ikke kunne se hvor den blev af.«

Så fór djævlene deres vej.

Da kejseren var død, kom ærkebiskop Turpin sammen med mange gejstlige og salvede hans krop med balsam, iførte ham kostbart tøj og lagde ham i kirken under alteret. Hans sværd Iosue lagde de ved siden af ham og satte en krone på hans hoved. Endelig overgav de ham i den almægtige Guds varetægt, han som lever og regerer i evighed. Amen.

År 1480 efter Guds fødsel, Sankt Maria Magdalenes aften i Børglum.