[1.]

139|I Frankeryghe war en koningh som heth Pippingus. Hans husfrv heth Bertha. The hadde en søøn heth Karll ok 2 døtther. Then eldræ hetth Gylem, och then ynger hetth Besilet.

Tha Karll war 32 aar gammell, tha bleff hans fadher Pippingh dødh. En dell aff Pippingis raad wille forrade Karll. Gudz engel kam till hannum ok warede hannum ath. Karll sammelde syne wenner sammen ok kærde syn wande for them. The radde hannum at fly hwarth han kunne, so lengy thet kam i bæter mothe. Syden foor Karll i eth landskab, som Ardena hether. Ther fand han en ridder, som hetth Drepia, han var Karls godhe wen. Karll sporde hannum till rade. Drepia swarede: »Latth henthe thine søstre hitth ok bliffuæ her hoss megh. Jeg ær thin man ock theres ok will ware ether tro ok hwl som jegh ether fadher war.« Karl hadde engen at sende, thy for Drepiæ sielffuer efter thøm.

En nath Karll logh och soff, sagde Gudz engell tyll hannum: »Statth op, Karll, ok gak ath styælæ!« Karll wndræde, hwat thet betydde. Engelen sade: »Send efter en tiwff som Alegast hedher. 140|Han skall fare meth tegh. Thermeth skaltu offuerwynne thyne w-wenner ok redde titth liiff ok wordhe radendis ok megtig koningh som fader for tegh.« Tha Karll wognede, sende han bwd efter Alegasst. Alegast kam till hannum. Tho stod Karll vp modh hannum ok sade: »Welkomen stalbroder! Wiltu ware meg troo?« Alegast sade hannum syn tro tieneste.

Om morgenen æffter for Karll ok Alegast affstædh. Karl sade till Alegast: »Tu skallt kalle meg Magnus ok icke Karll.«

En nath komme the for eth slooth som Twnger hetth. Thet haffde en greffue som Remckffre hetth. Han war then ypperste forrædere som Karll wille forrade. The stege aff there heste. Lønlege sade Alegast: »Karll bliff hoss hestenæ. Jeg will forsøge om ieg kan stielæ greffuens hest.«

Alegast gick ind pa slotthet ok kam i greffuens herbære. Tha han fornam ath engen war hannum vaer, gik han atther till Karll igen ok togh hannum op meth segh ok ledde hannum i greffuens herbære till greffuens sengh ok sade: »Stath her nw quar so lenge jek kommer igen.«

Greffuens stall var harth hoss herberget. Alegast greb æfter hesten. Hesten begyntæ ath gnegge so ath greffuen woknade. Greffuen spurde syn stallswen ath hwat hessten skadde. Stallswennen gik til hesten, ok Alegast lag langx ath bielken retth offuer hesten so ath stalswennen sa hannum icke. Hesten gneggede alt iampt.

Greffuen stod sielff vp ok lodh 141|tænde liwss ok gik till hesten. Tha han engen fan ok ey kunne se hwat hesten skadde, lade han segh igen ok sade till syn hostro: »En ting will jegh syge tegh, tøm skalltu well løne. Pippingh koningh ær nw død. Han haffuer en søn æfter segh som Karll hether. Han ær fwltage ok gyreger ok wil gernæ bryde wnder seg all land ok lade wige sig till konningh nw om iwlædag ok krone. Wij 12 stalbrødher, rygeste som i konningh Pippinghs land ære, wij haue soretth oss sammen ath wij wille aliffue hannum om jwleafften nor han ær pa sytt rad, ok so mange som i hans radh ære. Syden skulle wij sammensanke alle wore wenner. Tha skall ieg worde wigder till konge.«

Hans hostro swaretthe: »Hwij willtu thet giøre? Thu west wel ath thine forældræ haffue warett hans forældræ wnderdanige? Thi bør teg at være hans tro tienere. Giør tw icke swa, tha bliffuer thet tiith forderff ok tyne æffterkommende.«

Greuen sade: »Tigh vap!«

Hon sporde: »Hwo ære tyne wenner som thette wil giøre meth tegh ok forrade syn retthæ koningh?«

Greuen sade: »Then førstæ ær myn broder, Ælre. Then annen ær Anceals af Honborg. Then 3. ær Isinbard aff Træff. 4. ær Segenbard aff Salelborg. Then 5. ær wnge Isinbard. Meth tesse 5 skulle wij egne oss Bealuer, Almania ok Lumbardi. Then 6. ær Tankemar aff Wensu. 142|7. ær Tammer, hans broder. 8. ær Jngram aff Rodenborg. Meth tesse 3 skulle wij eghne oss Danmark oc Friisland. Then 9. ær Rozer aff Oliensborgh. Then 10. ær Folquar aff Pitakont. 11. ær Rozer aff Irkon. 12. ær Valen Britoria. Meth the 4 skulle wij egne oss Petu ok Normandy, Britannia ok Engeland ok Leunsborgh. Ælre, myn broder, han skal were hertugh. Jeg skall ware konningh ok keyseræ i Rom.«

Hans hosfrv swarede: »Hwar wille I thet affstædkomme wthen skade?«

Greuen swarede: »Nar wij komme i hans magh, tha skall hwer wore haffue en kniff i syne ærm ok slaa alle till hannum i sænder.«

Hans hosfrv swaret: »Thettæ ær storth vndher. I woore alle hans fadhers men tillfornæ, ok giorde han ether alle till herrer ok megtuge men. I wille so ille lønet hans søøn. Aa hwath thet ær stor skade ath Karl skall icke wyde thenne falskhet.«

Greffuen vreddis ok slo henne meth syn næffue so ath bode blødde hynnes nessæ ok mund. Hon lutte ouer sengystocken, ok Karl sankede blodet vp i syn handske. Syden soffnede hwn ok greuen meth.

Alegast steg nedh aff bielken ok gick till greuens sengh og stall borth greuens swerd ok gick so ind till hesten ok Karl meth hannum. Alegast tog sadelen ok wille legge paa hesten. Hesten lotth halffue wærre en han førre gorde. Tha tog Karl sadelen ok byszælet ok ladhet pa hesten. Hesten stod spaagh som etth 143|lam. Syden steg han vp ok red syn weg. Tha tee ware bortthe vognede greuen.

Om natten Karll loo, kom engelen til hannum ok sagde: »Ryd hiem til tyn moder ok søster.«

Karl sade till Alegast: »Wj wille hiem ryde.«

Alegast gick till greuens hest ock wille redet hannum. Hesten gnegde som føre. Algast drogh vt swerdet ok wille stynge hesten. Thet wille Karll icke stæde. Siden stegh Karll pa greuens hest ok Algast pa Karls hest ok redhe so till Karls moder ok worde ther wel vntfongne pa then samme tid.

Amen.