[47.]

En dag stod Roland op oc Oliuer oc Twrpin ærchebisscop ok rede 7 mylæ vp met Ryn ok søktæ æfter wadh. The fwnne pa eth ærmede ok sporde om the kunne komme ouer Ryn. Han swaret: »Megh tøckes I ære frankesmen, thij wil ieg syge ether thet sanneste. I morgens arlæ vod ouer Ryn en hop meth hiorthæ ok hinner, oc wadnet gick icke høgre en myth pa theris syde.«

Frankesmen glæddis witth, ok ærchebispen giorde wellsegnelsæ i watneth ok redh sielff fore ok sydhen Oliuer. Roland redh ouer eth ant wadh. Ærchæbispen sade: »Sender bwdh till keyseren ock wisser 237|hannum hwor wadhet ær ouer Ryn.«

Roland swaret: »Thet welle wij icke giøre. Wij wille ryde till koningh Wittelin ok giøre hannum so stor skade ath thet skal spøryes ouer allth landhet.«

Eskalandret kong worth war witth Roland ok sade till syne men: »Lather Roland ryde syn wægh. Wij willæ bliffue i thenne skoog ok ware pa wadhet ath han kommer icke ouer igen.«

Roland redh till konngh Wittelin ok rænde hans pawlun omkolld. Ther wognæde manningh hedning weth kold drøm. Ther dødæ mange 100 wnder hæstefødder. Omsydher kam hedninge till wæryæ ok wordhæ meget stærkere en Roland, thij motthæ han fly till wadhet igen. Ta war ther for hannum konningh Eskalandret ok koningh Wittelins sønner meth meget falk.

Twrpin erchæbisscop sade: »Nw tøcker meg som wij ære forradde.«

Roland sagde: »So tøcker the men som blydigh ære. Wij wille huge so store hwgh ath thet skall spørys medhen werden stor.«

Roland stak till teris banermæster igømmen howedhet so ath han styrtæ dødh neth aff hesten. Tha sog Roland ath bispen war stædh i stor nød, ok wnsette han hannum. Tha hwgge kongh Wittelins sønner badhe pa Roland, togh worth han icke soor, ok ey komme the hannum aff sadelen.

Roland roptæ till ærchæbispen ok Olyuer ok Hermoen. The kommer ok wntsætter hannum ok giorde hedninghe stor skade. Tha rænde Roland ok hans folk 238|i æluene ok komme ouer Rin. Tha hadde han myst meget aff hans folk.