[49.]

Koningh Wittelin redh till broon ok sade till beledhet: »Tw, Karl Magnus konningh, tyn eghen Gud nædræ tek ok titth homod. Hwad sag giffuer tu meg, Karl? Hwi will tw wynnæ myth fæderns land fraa megh?«

Mannen i bæledhet stod 241|swaret kongens ord ok sagde: »Sassæn ær myth faderns land. Thet otthæ Pippingh kong, myn fadher.«

Wittelin swaret: »Aldrig skall tw fo Sassen medhen ieg løffuer, ok for ieg myn hand pa Roland, tha skall ieg giffue hannum sodan wdhød ath thet skall spøryes so lengy werdhen stoor. Jeg weth ath han ær icke meget føør ihwor han ær, ok tw sieluer æst so gyreger ok homodigh. Thin Gud ok Mament, myn Gud, jeg beder them bodæ sammen ath the forbanne tegh. Jeg weth attu æst icke æchtæ ok æst kong Pippings fryllebarn, ok tw wast wthboren ok lagder for Sancte Dionisius' kyrkægord ok ffunnen som eth hittebarn. Nw hauer diewelen so holpet tegh ath tw æst wordhen keysære. Tw motthæ gernæ tackæ tin Gud ok lathæ tegh therath nøge ok ickæ begære ander kongeryge.«

Mannen swaret som i bæledet satth: »Thin illæ ok wtronæ kong Wittelin, thw west well ath wilth tw syge santh ath ieg ær konningh Pippingis echtæ barn ok war fødder aff then hosfrv som han war logleghee wigder wetth ok ær fødder af koningeslæghtth bade pa fædern ok mødern. Myn fadher drab tin fadher, thy han will icke wordhe cristen ok wan Sassen meth swærdslagh. Syden lotth myn fadher cristne tegh ok giorde teg till kong ouer Sassen. Strax tw worth megtwger, ta kastet tw tron ok trodhæ pa diaffuelen ok affgude.«

Tha badh keyseren synæ 242|men tradhæ hordælege till.

Kong Wittelin swaret: »Tw skalt fynnæ tin sæk her malen, ok mødher ieg tegh i stryd, ta skall ieg stinge tegh wdaff ok drage tegh ouer alle markene meth tith hwide skægh ok hæffna so myn faders dødh.«

Keyseren soor om Sancte Dyonisyus ath han skulle wynnæ Sassen eller døø therom.

Kong Wittelin lotth bøgge eth slotth witth brooenden ok antwordet Eskalandreth kong. Han stormede till bron ok kløffue sønder thet store skybetth mellum bode ændene, ok keyseren worth dreffuen fra broen meth all syn hær.

Ther Roland log saar, spwrde han syn smoswen och sade: »Hwat betydher thette bwldher som jeg hørær?«

Smaswennen sade: »The slas nw pa broon, ok keyseren rymer ok hauer myst meghet folk,« ok sade Roland: »Tw Gud som aldrig forladher tynæ wænner ok løstæ oss fra helwedhæ, dræp thenne onde kong Wittelyn som hwor dag will nædhertrickæ tin logh, ok for alth thet guld i werden ær, wille jeg icke lenger ligge her, skulle ok sønderhwggis hworth thet ben jeg hauer.«

Han stod op ok wæpnede seg oc red till broon. Ther møtthæ hannum hans brodher, Baldewyn, ok war nyslagen till rydder ok kam tha først till keysæren. Tha sade Boldewin till syn brodher: »Aff thenne bro ganger meget røghtæ, ok kwnne jegh kommæ ouer henne i Sassen, thet wille jeg hellær en en bwrden meth klarth gwldh.«

Rolandh ok Boldewin kommæ ouer Ryn meth 700 ryddere bagh 243|pa hedninge ok sloge strax till them. Rolandh stak eth spiwd giømen en hedninngh, ok Baldewin hogh en annen pa hielmen ath swærdhet stodh i tændernæ. Sydhen styrthæ the hednæ hwar æfter annen ok motthæ sydhen fly.

Roland ok Baldewyn wunnæ slotthet som pa broændhen stodh. Eskalandret kong rymde ok forløb slotthet ok war giømenstwngen meth eth swærdh. Baldewyn folde hannum harth æfter ok badh hannum bydhæ ok sade: »Went tegh, hedningh, ok slas motth megh. Jeg ær Rolandz brodher. Tw hauer stor hedher om tw kanth sla megh ihææll!«

Eskalandreth swaret: »Jeg ær icke nw redhæ ath slas meth tegh. Thij jeg ær illæ saar ok stwngen giømen meth eth swærdh. Ware iegh wsaar, ta skulle tw see at tw fanth aldrigh nogen heller wille kæmpæ en jegh. Æn nw worder wij skillies ath om myn hæst will bære megh,« ok han flydde syn wegh alth thet han konnæ.

Baldewin fwlde hannum fast æfter jn for kongh Wittelins pawlun. Ther styrthæ Eskalandret aff hæsten. Baldewin togh hesten bland mange 100 hedninge ok reedh syn wegh. Tha wæbnæde sek mer en 1.000 hedninnge som æfter hannum willæ. Baldewin kallæde pa Gud ok kam snarth fra them.