[60.]

Om mornen stod keyseren op, ok Roland folde hannum till kirke ath høre mæssæ. Keyseren offærde en sielffskall fwl meth sielff. Rolandh offærde Dørendall ok løstet igen for 7 pund sielff.

Tha messen war wte, sade Ottwel till keyseren: »Mek tøcker ath tyne men haue stor trøst aff Roland. Meg tøcker ath han will ickæ hollæ the orth han sade e aftis.«

Roland sade: »Ieg will icke liwge for teg for alth thet guld i werden ær.«

Otwel sade: »Fynner tw meg icke pa banen, tha hængh meg i thet høgest træ i Frankerige ær.«

Roland sade: »Aldrig gor tegh wel i hand. Tw hauer alth for meget aff mwnnen.«

The 11 jaffninge lade Rolandz harnisk pa ok satthæ then hielm pa hans hoffuet som Færækude otthæ. I hans skiøll stod sol oc mane, alle planeter, himmerige oc iørderige oc heluete. Hans sadel war aff cristallus.

Roland sprangh pa hesten wdhen istet ok sade till keyseren: »Giffuen megh loff ath ryde.«

Keyseren swaret: »Jeg befaler tegh Gudh.«

Turpin erchæbisscop gaff hannum wælsenelsæ. The 11 jæffninge folde hannum til banen.

Otwel sade till keyseren: »Ieg hauer gotth bade swærd oc hæst. Lænæ meg mere harnisk.«

Keyseren bad syne datter tage till seg syna mør ok wæbnæ then ryddere. Hon giorde 265|som keyseren badh oc wæbnæde hannum till hand oc fodh oc banth eth swærd wetth hans sydhæ. Thet war so hwast som en ragekniff, »oc nyder icke Roland Gudz hielp,« sade hon, »tha worder han saar theraff.«

Ottwell satth pa sin hæst, han hetth Ingredas, oc weth han sogh Otwell, beginte han at gnegge, thy han wist at Otuel wille slas. Otwel rænde syn wegh ok wænde igen ok bæddis orloff aff keysæren ath kæmpæ meth Roland.

Keyserens datter sade: »Lyster tegh lenger ath løffue, tha wær teg wel for Rolandh.«

Wdger Danske oc Neymys hertugh folde hannum tiidh som Roland war.