[77.]

Pawens sendebwdh kam till keyseren oc sade hannum at en konge aff Affrica hetth Amarus, war kommen til Italia meth en stor hær oc hadde wunneth alth Prouincia ok brænth kirkør och closter och 308| dræpt mangen cristen men. Han war then bæstæ ryddere i Affrica war.

Keyseren forsammelde folk ouer alth syt land oc kom sammen en megtug her och giore syn søn, Karlotth, och Wdger Danske til hoffuitzmen, thij ath han war sielffuer gammell oc illæ siwgh.

The droge ouer Mwndiafiæld. Ther finge the ath spøryæ ath Amarus war 10 synnæ starkere æn the. Togh rede the till mødis meth hannum. The stridde alle then dagen. Karlot och Wdger Danske for som liøwen giømen theris her ok drabæ manghæ hedninge.

Amarus stack en cristen høffdingh het Serus, giømen skiøll ok brønie ath han styrtæ dødh nedher aff hæsten. Han roptæ høght oc sade: »Cristen men skulle døø meth meghen skam.«

Thet hørde Karlotth och Wdger. Tha sade Karlotth: »Ieg will ryde motth thenne koningh och nydræ hans homod.«

Wdger swaret: »Myn kære herre, giør icke thet. Jeg ser pa hans handewerk ath mødhen I hannum, thet giallær ethert liff. Lath meg ryde motth hannum. Slar han meg, tha ær thet myndræ skade. Mister keyseren teg, ta ær Frankerighæ arffuæløst.«

Karlotth swaret: »Tw ant meg engen priis ath wynnæ. Tw willt hannum alene haffue. Jeg skall nw allene ryde motth Amarus. Thet giallæ hwath thet kan. Hielper tw meg noghet, thet skall gialle tith liff.«

Amarus' glawen gick giømen Karlottz skiøll, oc Karlot gick fra hæsten lengger æn eth glawen ok kam han pa houedet 309|nedher wtj eth dige. Ther komme hans men oc reste hannum op.

Thet sog Wdger Danske oc hiøg syn hæst met sporen ok rænde moth Amarus. Amarus stack till hannum igen, glauenen gynge sønder i støcke. Syden droge the swærdhen och høggis lenge, och worte bodhæ ille sare. Wdger hiøg pa Amarus' hielm ok kløff hannum nedher i tænderne.

Tha sade frankesmen: »Nw haue wij wunnet striden,« och hedningen wort mæstedelen slaghen.

Karlott reth till Wdger oc sade: »Tw ondhæ nydingh, hwi lostu meg icke sielff heffnes pa then hedne koningh som megh giore so megen skam? Thet skall ieg snarth hæffnæ pa tegh, oc icke skulle wij bode komme løffuendis hiem!«

Han stack till Wdger meth syth glawen, och Wdger hiøg glawenet aff oc wille tog enthet wæriæ seg wthen sade: »Hadde ieg noget brødhet theri ath ieg ræddedæ tith liff, tha skiwdher ieg meg for myn herris dom, keyser Karll.«

Karlot sade: »Tw skalt aldrigh komme till keyseren mer, thij tw skalt strax døø.«

Sydhen hiøgh han pa Wdger alth thet han konne, och Wdger sade: »Haff meg thette fordragh, jeg will giffuæ teg alth thet ieg hauer wunnet i Frankerige och fare till Danmark ok kommæ aldrig for tin øgen mere.«

Karlott sagde: 310|»Thet biwdher tw till for thin rætzell skill, oc nw pa stadhen skaltu døø,« och hiøgh syden pa Wdger thet fastest han kunnæ.

Swærdhet stank aff Wdgers hielm och i laræth swa ath thet stodh i benet.

Wdger sade: »Gud forlade teg thet, Karlotth, ieg wordher meg anthen wæriæ nw ællær bliffuer her slaghen,« och enghen tordhæ skillie them ath.

Syden hiøgh Wdger Karlotth pa axelen och kløff hannum nedher i belthet swa ath Karlott størthæ døth nedh. Wdger gaff segh ille och tog lighet och førdhet till theris pawlun, oc om morgenen droge the hiem.

Tha wort Wdger grebæn oc dømder ath han skulle inmwris wtj 3 ar och haffuæ eth brødh och en skoll wyn hwor dagh. So wort thet och giorth.

Keysærinnen, Karlottis modher, sade ath Wdger skede stor wrett och lotth giøre en stor skoll och baget eth stort brødh hwer dag och sende till Wdger.

Tha 3 ar war framleden kam en heden koningh hetth Maskobret, och orløgede pa Hispaniæ. Keyseren forsammelde snarth en stor her och møttis wtj Pariis. Keyseren war gammel och siwger. The kunne engen foo som dugde till en fwltage høuitzman.

Tha sade Neymys hertug: »Gud gaffue ath Wdger Danske wore løffuendis.«

Keyseren swaret: »Ieg mener ath han ær lengy dødh.«

Tha sade en hans rydder: »Ieg talede weth hannum 3 dage 311| syden, thi ware rad ath han komme therwth.«

Keyseren swaret: »Han ær so forhwngræt ath han formog enthet harnisk ath bære. Ware han och færdugh och kommer meth syt harnsk pa syn hæst, tha ryder han hworth hannum løster, och aldrig kommer han mere till meg igen.«

Tha swaret hertugh Neymws: »Megh sielff och alth myt gotz setther ieg ether till pant ath Wdger skall aldrigh wntflij wdhen meth tith mynne.«

Hertug Neymus war tha so gammel ath han gick meth 2 krøcker. 13 hertug loffuet for Wdger och ginge tit han war jnmwret, och talæ giømen eth lidhet hooll wetth en kirkæ wæg och spwrde om han wille hollde them skadesløst.

Wdger sagde: »Thet skall snart skee.«

Sydhen sprank han mwren fra kirkæwæggen oc gick wth och sagde: »Thette motthæ ieg lange haue giorth om ieg hade wilth. Syden myn herre war meg wredh, och ieg hadde meget syndhet modh Gud, tha wille ieg icke herwth for en Gud wille,« och gick syden till keyseren.

Keysæren møtthæ hannum paa gulffuet oc tog hannum i fagen och køstæ hannum och gaff hannum all mystøcke till och giøre hannum till hertug och høffuitzman ouer all hærræn.

Wdger drog strax moth the hedne och stridde och drap kong Maskobreth och alle hedninge meth hannum so at næppelege wntkomme 10 men. Syden drog Wdger Danske 312|till keysæren. Han tackæde Gud for syn nadhæ.

Wdger tog syden orloff aff keyseren ok for hiem til Danmark ok war ther lengy koningh syden.