[78.]

Keyseren war tha en gammel man, och alle hans kæmpæ wore tha dødhæ. Togh hade han en fultage man het Willam Cornitz, oc war keyserens frænde. Han war en gammel man och hade en wngh hostro. En tid sade hwn till hannum i syt snack: »Tw æst en gammel man. Jeg sog eth grott hoor i tith hoffuet.«

Willam worth wredh och giore seg rede ok wille ryde borth ok sade: »Jeg hauer nw tient keyseren so lengi ath myt hor hauer skift syn løtth. Nw will ieg tiene Gudh heræfter.«

Han køstæ synæ hostro oc syne sønner och reth syn wegh alene. Hans hostro, barn ok folk sode igen meth stor bedrøffuelssæ.

Willam red in i Lumbardy och gaff seg wtj eth closter. Ther war han inne i noger ar. Et syn sade aboden till hannum: »Tw skalt fare in i staden oc købæ oss win och brødh.«

Willam sporde: »Moo ieg wæryæ meg om røffuære eller andræ willæ sla meg?«

Abboten swaret: »Æmeden tw beholder tith brogbelte, skaltu ickæ wæriæ tegh. Wordher thet fra teg taget, tha biwder ieg teg ath wæriæ teg.«

Tha tog Wilm en gull ring oc satte'n i brokbælth for en sylyæ ok for syden till køpstaden meth 2 asnæ. Tha han foer hiem igen møtthæ hannum 12 røffuere oc toge fro hannum bode win oc brødh 313|och sloge hannum tillmeth oc ginge syden fra hannum. Willam sade: »I ære galne men. Her sydder en gullringh i myt brokbæltæ bedræ en 20 noblæ.«

The wende segh om oc sade: »Nw drogh diæffuælen twnghen wth aff tin hals.«

The finge i belthet oc will slidhe't sønder. Han hade enthet till wæriæ wthen sleth seg fra them och røchte eth lar fra asnen oc slog ther 3 røffuere ihæll meth, ok the andræ løbæ till skoghen.

Willam lade loreth wit asnen igen oc fiøl pa knæ ok badh till Gud meth grædende tore, och laretth fæstæ segh with asnen igen. Han lade syn tingh pa asnen oc for till closteret.

Tha han kom till closteretth hadde alle mwnke giømth segh for hannum. So mange han fant, sleeth han riis paa. Omsydher fan han aboten. Han slap och icke miste.

Willam sagde: »Ieg seer at I haffue lyden kærlighet till Gud, thy will ieg her icke lenger wære. I ære wnde røffuære oc icke mwnke.«

So for han i øtken.