ELEVEN begynder: Sig mig, mester, noget om Faderen, Sønnen og Helligånden.

MESTEREN svarer: Vi skal vide at Gud Faderen, Sønnen og Helligånden er tre personer og én guddom. Han har været til siden begyndelsen og skal være til altid uden ende, og han fuldkommengør alt det der er skabt, med sin guddom.

ELEVEN: Kære mester, hvordan kan det være at tre personer kan være én guddom? For det undrer mig meget at nogen kan være både én og tre.

MESTEREN: Det overgår menneskenes forstand at sige, bortset fra i det omfang vi kan forstå ud fra de ting der er skabt, 46v|som for eksempel solen. For vi ser godt at solen har hele verdens lys og giver varme fra sig, men der er kun én sol, og dog har den tre kræfter. Sådan er også Gud: én til vilje og én til magt og én til gerning. Som guddommeligt væsen er han én og er dog skilt ad i personer.

ELEVEN: Sig mig, mester, eftersom Gud Faderen, Sønnen og Helligånden alle udfører én gerning her i verden, fik de så også alle tre menneskeskikkelse af Jomfru Maria?

MESTEREN: Guds søn, Jesus Kristus, fik som den eneste menneskeskikkelse af Jomfru Maria, og Gud Faderen, Sønnen og Helligånden udgjorde dog den samme menneskeskikkelse. Sådan som vi kan se at to kan klæde én mand på, men han ifører sig selv klæderne.

ELEVEN: Hvad er Gud, og hvordan skal 47r|man forstå ham når vi ikke kan se ham?

MESTEREN: Gud er det gode som alt godt kommer af, og som er det gode i alle de ting der er skabt. For han er selv i allerhøjeste grad god og er så umådelig god at alle de ting der er skabt i Himlen og på jorden aldrig til fulde kunne forstå og fuldstændigt takke ham for hans godhed, om de så var tusind gange flere. Tænk da på hvor godt det er at være sammen med ham og først og fremmest for dem der lever her, så de kan være des nærmere ham i Himmerige.

ELEVEN: Når Faderen, Sønnen og Helligånden har os alle lige kær, undrer jeg mig over hvorfor Guds søn alene skulle tage menneskeskikkelse og udholde pine for menneskene?

47v|MESTEREN: Da Gud ville tage menneskeskikkelse, var det passende at den ene person, som også var Gud Faders søn af guddommeligt væsen, skulle være menneskesøn af natur så man ikke skulle kalde Gud Fader eller Helligånden for søn hvoraf stor forvirring ville opstå.A

ELEVEN: Hvorfor ville Guds søn udholde pine og død for os når han kunne frelse os på mange andre måder?

MESTEREN: Guds søn udholdt alene på grund af sin guddom, men hans menneskenatur var som et vindue der oplyser hele verden. Og derfor udholdt han sult og tørst og andre skader som han var nødt til at lide for vores lærdoms skyld. Og efter sin død led han fordi intet var så mægtigt til at kunne drage menneskets sind til Guds kærlighed som Guds død kunne. Fordi dermed viste han hvor højt han elskede os. Elsker vi ikke ham da gør vi ham stor uret.

ELEVEN: Når Gud er én hvordan kan han alene være samtidig både i himlen og på jorden?

MESTEREN: Sådan som de ord jeg taler er samtidig i mine ører og i ørerne på dem som hører dem, således er den almægtigste Gud alle steder. For var han ikke i alle de ting der er skabt, var det umuligt at nogen ting kunne være til. For ligesom ingenting var til hvis ikke han havde skabt det, så kan heller ingenting være til hvis ikke han befæster det og bevarer det med sin velsignede og nærværende guddom for at det ikke skal blive til ingenting.

48r|ELEVEN: Når Gud er alle steder med sin nåde, hvorfor dør da så mange i dødelig synd og opnår aldrig nåde?

MESTEREN: Gud er hos alle mennesker, både onde og gode, men dog anderledes hos onde mennesker, for han er hos onde mennesker sådan som solens lys er hos den som er blind, for det er ikke solens skyld at de ikke kan se. For hvis han åbner sine øjne kan han se med det samme. Således også alle de som er i dødelig synd: I det samme øjeblik de vender sig til Gud, da er Guds nåde klar.

ELEVEN: Det går over min forstand at spørge mere til det guddommelige væsen. Må Gud give mig at jeg kan huske det I har lært mig.

MESTEREN: Det er ikke alene over din 48v|forstand at spørge, for var der så mange af den viseste og klogeste mester i Paris som der er sandkorn på havets bund og dråber i havet, da kunne de alligevel aldrig til fulde lovprise og ikke til fulde spørge og ikke til fulde svare om den almægtigste og værdigste guddom. For det går langt over alles forstand. For fra det øjeblik da Himmeriges engle først blev skabt og til evig tid, glædede de sig vedholdende og hvert øjeblik i det guddommeliges syn over at forstå hvem han er. Og dog kunne de aldrig til fulde 49r|forstå hvor skøn han er og hvor stærke hans guddoms egenskaber er at sanse. Dog får de hver time til evig tid stadig mere glæde af hans syn og altid ny glæde. For jo mere de og hvert menneske der kommer dertil, sanser og forstår hans guddoms kraft og magt, des større synes hans evner og magt at være. Jo mere de stræber efter at se hvor skøn han er, des skønnere synes han at være. Jo mere de sanser hvor skøn og kraftfuld han er, des mere god og kraftfuld synes han at være, så at de aldrig til fulde formår at sanse ham eller forstå hvor stor han er, og hvor god og kraftfuld han er, og hvor glædeligt det er at være nær 49v|hans væsen og fornemme hans egenskaber.

For vi skal vide at alt det der er glædeligt og skønt at høre, og det som er smukt at se og alt det der er behageligt og godt at føle og smage, det kommer altsammen fra den almægtigste Gud, og hans store kraft, der er så stor at den ikke kan undgå at vise sig i alle de ting han har skabt. For I skal vide at ingenting der er skabt, er skabt unyttigt. Men alting er skabt gavnligt sådan at Gud har vist sine egenskaber i nogle ting mere og i andre mindre efter hvad han ønsker til gavn for menneskene. For var hans egenskaber og hans skønhed og hans kraft ikke i særlig grad i de ting 50r|der er skabt, så var ingenting godt og ingenting gavnligt, ingenting fagert og smukt – ikke nogen af de ting som er skabt. Derfor skal vi se derhen hvor du hører det du glædes ved og som er glædeligt at høre, enten det er en god stemme eller andre ting som glæder os. Så dér hvor vi ser det der er glædeligt og smukt (og vi glædes af at se begge dele i himmellegemerne, som er Solen og Månen og andre planeter, eller i nogen afgrøde som vokser her på jorden, hvor der er uendelig mange urter eller i menneskelig herlighed og skønhed, og i andre væsners fagerhed), dér hvor vi har det som er skønt og smager godt både i mad og i drikke og i alt det der smager godt, dér hvor vi lugter det der er godt, 50v|og vi berører det der er passende og ordentligt, dér hvor vi møder visdom eller gode vaner enten i os selv eller i andre, dér lovpriser vi den almægtige Gud, som viser sig sådan i de ting han har skabt.

For hvad er menneskelegemet andet end muld og aske, blandet med vand? Hvad er det andet end en uren ting, sådan som det der er lavet af al dårlig og ond materie, hvis ikke den gode Gud viste sig deri for menneskenes skyld, for at menneskene skal forstå hans magt og hans herlighed og hans kraft i alle de ting der er skabt, for at vi skal lægge mærke til hvor megen herlighed, og hvor megen skønhed, og hvor 51r|megen kraft der må være i Himmerige gennem hans guddommelige væsen. En sådan kraft flyder fra ham og ind i den ting, der ikke er andet end aske og muld – hvilket enhver smuk og skøn ting igen skal blive til når den gode Gud ikke længere vil vise sin kraft og herlighed i den.

Betænker vi dette, vil vi med sikkerhed ikke undlade at lovprise Gud den almægtige og takke ham for alle de herlige ting som vi ser med vores øjne og hører med vores ører og smager med vores mund for at vi kan tjene ham med vores fem sanser her i verden, og vi måske kan blive værdige til at se og høre og smage hvor sød og kraftfuld og skøn han er at være sammen med i Himmerige. Samtidig viser han sig 51v|i det der er aske og jord, som du træder under dine fødder her i verden. Hvis du hørte om et menneske, der var klogest og skønnest og mægtigst og var herligt og af stor slægt og ejede kongeriger, ville du stræbe meget efter at se ham og være sammen med ham. Hvor meget hellere skal vi så ikke stræbe efter at være sammen med ham hvis kraft og ære har fyldt hele himlen og jorden. Må Vorherre, Jesus Kristus, som jeg begyndte min tale med, og som jeg i denne omgang vil ende med, give os dette. Amen.