ELEVEN: Hvorfor lod Gud mennesket blive overvundet af Djævelen i Paradis?
MESTEREN: Det gjorde Gud af hensyn til den store barmhjertighed og nåde han senere ville vise for menneskene.
ELEVEN: Hvorfor lader Gud djævle friste mennesker dagligt når han ved at
mange overvindes af djævle og dør i synd og aldrig opnår nåde?
MESTEREN: Det gør Gud for de gode menneskers skyld. For ligesom ingen opnår sejr uden kamp, således kan heller ingen blive kronet i Himmerige for det de gør godt, hvis ikke de kæmper imod det onde. Kan mennesker ikke gøre ondt, så er deres gerninger des mindre værd, men har de en fri vilje og kan gøre onde gerninger og tilskyndes til at gøre onde gerninger – sådan som mennesket tilskyndes af Djævelen, af sin krop og af verden – og står imod og hellere gør godt, så er deres gode gerninger des større og mere løn værd for Gud.80v|
ELEVEN: Hvorfor skabte Gud de dyr som mennesker ikke har nogen gavn af, når
alt alligevel er skabt for menneskenes skyld, sådan som det står skrevet?
MESTEREN: Alt det der er skabt, både dyr og andre skabninger, var til lydighed og gavn for mennesket, ligesom tamme dyr er i dag. Men i samme øjeblik han begik synd, blev de mindste og de største skabninger ulydige mod ham. De mindste skabninger, som er fluer og edderkopper og myrer og sådanne små ting, forstyrrer mennesket for at han skal ydmyge sig selv deraf og tænke hvor lidt han selv formår, eftersom de kan plage ham sådan og 81r|bevirke at han ikke kan forsvare sig imod dem. De største dyr, som er løver og elefanter og bjørne og andre skabninger, der er grumme af natur, er til for at gøre ham bange så han skal leve med den frygt som straf for sine synder.
ELEVEN: Har Gud skabt alle slags dyr og orme der er til?
MESTEREN: Alle slags ting der naturligt fødes af andet, det har han skabt. Men ting der avles af råddenskab og anden urenlighed, sådan som mange slags orme er, dem skabte han ikke, og Gud har ikke skabt noget i Paradis der vokser op af jorden og ingen nytte er til for mennesker, for de er vokset op senere til besvær for mennesket på grund af dets synder.