Om sultanens lejde og vejen til Sinai

Nu skal I vide at når man anmoder sultanen om lejde, plejer han ikke at nægte nogen det. Han giver pilgrimme sit hængende segl samt noget på skrift, og det bærer de med sig på en træstang ligesom et flag, og andre hedninge der ser det, bøjer sig for det til ære for sultanen og behandler pilgrimmene meget godt og giver dem særbehandling for dette lejdes skyld. Og de der får et brev fra sultanen, de får meget større særbehandling. 10va [20a]|Hvor de end kommer frem til hedninge, bøjer hedningene sig først for brevet, og derefter tager de det med begge hænder og lægger det på deres hoved, og derefter læser de det, og så svarer de og siger at alt hvad han befaler, er de rede til at gøre. Og de behandler dem der bærer den slags brev, meget godt. Men sådanne lejdebreve får kun de der har tjent i hans husstand og er velkendte dér. Da jeg var der, fik jeg et sådant brev til alle der var hans undersåtter om at de skulle lade mig komme ind i alle byer og hvorhen jeg ville, og at de skulle vejlede mig og fortælle mig alt hvad jeg ønskede, og hvad jeg spurgte om, og at de skulle behandle mig godt på alle måder og føre 10vb [20b]|mig fra by til by som jeg forlangte det.

Når pilgrimme har fået lejde af sultanen som beskrevet ovenfor, har de to veje til Sinai som de kan vælge imellem. En ud af Kairo og til en dal der hedder ElimA. Så sejler de først over med en færge, hvor de sejler over Det Røde Hav ikke langt fra det sted hvor Israels folk tidligere gik tørskoede over da Moses førte dem over som Gud havde befalet ham. Dette vand er ganske klart og rødt af røde sten og sand der ligger på bunden, og der er nær ved seks mil over. Og når de kommer over, kommer de ud i ørkenen, som varer seks eller syv dagsrejser, og så kommer de til den omtalte dal Elim. 11ra [21a]|Den anden vej er fra Babylon og direkte ud i ørkenen. Men han kommer først til en kilde som det siges at Moses fremkaldte, og derefter til en brønd som hedder MaraA, og som Moses gjorde sød med træ som han kastede i den, og så kommer han til den nævnte dal Elim, og så er der en lang dagsrejse til Sinai. Fra Babylon og til Sinai er der tolv dagsrejser, og I må vide at ingen pilgrimme kan komme gennem ørkenen uden at have førere der kender vejen. De kan heller ikke komme dertil med heste, for der er ikke noget vand at give dem at drikke. Til gengæld kommer de nu frem med kameler, for de kan klare sig i tre eller fire dage uden at drikke, og de skal 11rb [21b]|have det med sig som de har behov for til sig selv og til kamelerne, bortset fra hvad kamelerne kan gnave af træerne der står ved vejen.