© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Ti dagsrejser øst for det ovenfor beskrevne land over mange øer kommer man til et rige der hedder Meaboaron. Dér er der en by der hedder Calamie, og der ligger apostlen Sankt Thomas’ legeme i et stort og smukt tempel i den samme 37rb [73b]|by hvor han led døden. Det er ikke længe siden hele riget var kristent, men nu er de desværre omvendt til hedningenes usle vantro og vildfarelse og ænser ikke den hellige apostels legemes tilstedeværelse, der yder dem stor hjælp og mange velgerninger som jeg i det følgende vil beskrive.
Man kan læse i særlige bøger at hertug Otger af Danmark erobrede alle disse lande og byggede den nævnte prægtige kirke dengang den ærværdige apostels ben først blev hædret, og han fik dem lagt i et kostbart skrin, smukt fremstillet med guld, sølv og kostbare stene. Og 300 år senere tog 37va [74a]|assyrerne dette skrin med den ærværdige apostels ben og bragte det til Mesopotamien til en by der hedder Edessa, og efter 63 år fik de ovennævnte Sankt Thomas’ skrin og legeme tilbage, og nu er de i hans kirke, og som et tegn på at det kom tilbage, hænger hans højre arm med hånden uden for skrinet som han ligger i. Det er den hånd hvormed man mener at han rørte ved Jesu Kristi sår, og som et tegn udfører denne hånd store mirakler. Når to personer er uenige om en sag, nedskriver de de spørgsmål de er uenige om og lægger begge 37vb [74b]|deres papirstykker i den nævnte hånd, og så går alle bort og kommer igen en time senere, og så finder de teksten fra den der har ret, i hånden stadigvæk, mens teksten fra den der har uret, er smidt lagt væk og ligger på gulvet.
Nu er de omtalte folk som jeg sagde, desværre ynkeligt forblindede af Djævelens fristelser og alle blevet hedninge og har opsat mange afguder i Sankt Thomas’ omtalte kirke, og de holder især af en som er den største og lavet i en mands skikkelse og sidder på et højt sæde, som er behængt med guld og sølv og silke og kostbare ædelsten 38ra [75a]|og om halsen har mange kostbare bælter med guld og ædelsten, og den afgud bliver meget besøgt af hedninge langvejs fra fra andre lande med stor anger og ydmyghed, større end de kristne der besøger Sankt Jakob der hvor han ligger i Galicien. De er også så underkuede af Djævelen at nogle af dem ikke vil se op, men kun se ned for sig selv for ikke at komme ud for en hindring der kan skade dem i den fromhed de har over for den nævnte afgud.
De der bor i nærheden og drager derhen som pilgrimme, falder på 38rb [75b]|knæ ved hver andet eller tredje skridt for at gøre deres rejse lang så de får så meget desto større belønning og nåde når de kommer frem. Nogle er også så vanvittige af Djævelens påvirkning at de sårer sig selv med deres kniv eller med andre våben, og nogle skærer stykker af deres eget kød og kaster det hen til afguden som offer når de når frem.
Når det er deres største højtid, som den dag hvor deres afgud først blev opsat i templet, eller da han første gang gav et svar, er der meget voldsom tilstrømning. Da kommer størstedelen af befolkningen i 38va [76a]|hele riget og holder meget højtidelige processioner og bringer afguden frem og følger den hele byen igennem i en vogn der er kostbart beklædt med guld og silke og ædelsten, og foran ham går mange jomfruer to og to sammen og synger smukt på deres sprog, og derefter går en anden gruppe med alle slags harpespil og andre færdigheder, hver efter sit fag, og derefter følger den vogn afguden er i, og på begge sider trænges pilgrimme, som er kommet langvejs fra, og på dem kan man se den store vildfarelse de er 38vb [76b]|lokket til af Djævelens falske fromhed. Nogle af dem kaster sig under hjulene på vognen, og vognen kører over dem og knuser deres arme, ben, hals, ryg, sider og andre lemmer, og nogle dør simpelthen og de siger at de vil få belønning for det i det Paradis der er på jorden. Og når den procession er færdig, og afguden er opsat på sin plads, kommer de ind til ham, og mange græder, og nogle dræber sig selv. De er desværre så forblindede at de tror at de så straks kommer i Paradis og får gode dage 39ra [77a]|til evig tid med hjælp fra den afgud der fører dem ind til evig fordømmelse. Det sker af og til under en højtid som den netop omtalte at man finder 200 eller flere døde som har dræbt sig selv, liggende på jorden og så kommer de dødes venner og tager deres lig, som er Djævelens martyrer, og bærer dem med en særlig sang som de har til det, ind foran deres afgud som et offer. Og derpå laver de et bål som de brænder dem alle sammen i til ære for deres afgud. Og nogle gemmer ben og aske som en stor helligdom.
Foran det nævnte tempel er der et vandbassin, 39rb [77b]|som en lille fiskedam, og i det kaster folket deres ofre, som er guld og sølv og ædelsten, kostbare kar og andet de har som er kortbart. Og det offer tager de der arbejder i templet, op på bestemte tider af året og gemmer det til vedligeholdelsen af templet og til afguderne og til andet der dertil hører. Men det bedste af det beholder de for sig selv.
Allerkæreste venner i Gud! Vi kristne mennesker kan aldrig til fulde prise og ære og takke og tjene vor Gud og skaber, den hellige treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, 39va [78a]|som er én Gud og tre personer, for den store, ubegribelige kærlighed, nåde og trøst, belønning og glæde som han har bevist og givet os på utallige måder og især ved at han, der er sandhedens lys, har givet os den hellige tros lys i denne verden og dertil har givet alle os der holder fast ved vores tro og levevis, som han har givet og påbudt os, det evige lys hos sig selv i Himmerige, og har frelst os fra sådan en uhyrlig Djævelens vildfarelse, vantro og mørke som de usle hedninge desværre så ynkeligt er dømt til.