Hvis man fra det ovennævnte land rejser sydpå, finder man et vidtstrakt kongerige, der hedder Dondyn, og kongen dér har 54 konger under sig, der bor på de omkringliggende øer. Når nogen dér bliver syg, går en af hans venner til afguden og forhører sig hos ham om han skal 44va [88a]|dø af den sygdom. Siger afguden nej, giver han ham også en behandling med som skal helbrede ham. Hvis han siger at han skal dø, kalder de alle venner sammen og slår ham ihjel og tilbereder ham og spiser ham med stor festlighed, glæde og harpespil.
På de øer der ligger rundt om, findes folk der er utrolig mærkeligt skabt. På en ø er befolkningen overordentlig store, og de har kun ét øje, og det sidder foran i panden. Alt hvad de spiser, er råt kød og fisk uden salt eller andre krydderier.
Der er en anden ø, hvor der bor folk der er helt vanskabte 44vb [88b]|og afsindige. De har hverken hoved eller hals, og de hedder acephali. Øjnene har de foran på hver side af brystet, og mellem dem er der en stor åben mund af form som en hestesko.
På en anden ø er der mennesker der har et glat ansigt uden næse og øjenlåg og har små åbninger i stedet og en ganske lille mund.
På den anden ø er der mennesker hvis overlæbe er så stor og bred at de kan dække hele deres ansigt med den.
På en anden ø er der mennesker der han så lille en mund at de må indtage deres føde, både øl og mad, gennem små rør, og de har hverken tunge eller tænder. Derfor kan de kun tale med fagter.
Der er også på en anden ø mennesker der er velskabte og fuldvoksne. De har fødder som heste og løber så hurtigt at de kan fange vilde dyr i skoven og spise dem.
På en anden ø er der mennesker der er helt lodne og går på hænder og fødder og kravler op i træer ligesom aber. De kan ikke tale, men det ser ud til at de kan tænke, for de har en konge og andre embedsmænd der regerer over dem.
På en anden 45rb [89b]|ø er alle halte, for selv om de har fødder, går de underligt på deres knæ så de ofte falder når de skal gå.
På en anden ø er der mennesker der både er kvinde og mand. Når de bruger manden, laver de børn, når de bruger kvinden, bliver de med børn, som de føder når tiden er inde.
Endelig vil jeg her springe over mange underlige ting der findes på de nævnte 54 øer, både om folkeslag og andre sager om deres udseende, vaner og adfærd som er ganske utrolige for dem der får det at 45va [90a]|høre, for det ville føre for vidt at beskrive alt om hvordan de er skabt dér.